Lige siden Israel vandt Eurovision Song Contest i maj sidste år, og dermed retten til at være værter for dette års konkurrence, har der i flere europæiske lande været demonstrationer og underskriftindsamlinger med ønsket om en boykot af Eurovision-værtslandet.
Nu har flere kendte dog meldt sig under fanerne for det komplet modsatte synspunkt, skriver britiske BBC.
Blandt andre Sharon Osbourne, Stephen Fry og Scooter Braun har nemlig skrevet under på et åbnet brev, der taler imod det foreslåede boykot af dette års Eurovision Song Contest, der finder sted i Tel Aviv den 14., 16. og 18. maj.
Scooter Braun er manager for verdensstjernerne Ariana Grande og Justin Bieber, mens Sharon Osbourne er kendt som mangeårig dommer på de britiske udgaver af 'X Factor' og 'Talent'.
Skuespilleren Stephen Fry har blandt andet gjort sig bemærket som vært ved den årlige BAFTA-prisuddeling.
I brevet hævder de, at de mennesker, der opfordrer til et kulturelt boykot af Israel, er i gang med at 'undergrave konkurrencens ånd og omdanne den fra noget, der samler, til noget, der splitter'.
Brevet fortsætter:
- Vi mener, at boykot-bevægelsen er en krænkelse af både palæstinenserne og israelerne, der arbejder for fred gennem kompromis, udveksling og gensidig anerkendelse.
- Det kan godt være, vi alle har forskellige holdninger til konflikten mellem Israel og Palæstina og om, hvad der er den bedste vej til fred, men vi er alle enige om, at en kulturel boykot ikke er svaret.
Det er non-profit-organisationen Creative Community for Peace (CCFP), der står bag brevet, der er skrevet under af mere end 100 internationale kulturpersoner.
Mange ønsker boykot af Israel
Brevet kommer i kølvandet på de seneste måneders demonstrationer og underskriftindsamlinger, der alle har ønsket en boykot af dette års udgave af Eurovision Song Contest.
I Island har mere end 27.000 personer skrevet under på en opfordring til islandsk tv om at boykotte årets Eurovision, og både i Spanien og Frankrig troppede demonstranter op ved de lokale Melodi Grand Prix-finaler tidligere på året.
Forud for årets danske Melodi Grand Prix-finale var der også mødt omkring 50 demonstranter op foran Boxen i Herning.
Omkring 30 af dem demonstrerede for en boykot af Israel og repræsenterede blandt andet foreningerne Boykot Israel, Palæstina Aktion, Socialistisk Ungdomsfront og International Forum.
De sidste 20 talte dog Israels sag og var blandt andet fra foreningen Med Israel For Fred og Dansk Zionistforbund.
DR: 'Derfor er vi med'
Allerede sidste år opfordrede en række kendte danskere - herunder skuespillerne Jesper Christensen og Anne Marie Helger - sammen med 127 andre europæiske kulturpersonligheder til en boykot af Eurovision Song Contest i Israel.
Indtil videre er der dog ingen af årets 41 deltagerlande, der har trukket sig fra konkurrencen.
Heller ikke Danmark og DR.
Det har DR's underholdningschef Jan Lagermand Lundme tidligere forklaret med følgende begrundelse:
- Danmark er med, fordi Eurovision handler om alt muligt andet end at skabe splid. Eurovision handler om at samle Europa, og derfor er vi med. Vi er med ligegyldigt hvilket land, det måtte være, der er værter, har Lundme tidligere forklaret til DR.