Tonen er hård, sarkastisk og selvironisk, når satiretrioen Platt-form skyder jokes af sted om tidsåndens forskellige laster i deres satireshow på P1.
Fra i aften har Mille Lehfeldt (ML), Laus Højbye (LH) og Jakob Fauerby (JF) skiftet et af DR Byens radiostudier ud med scenen på Edison Teatret på Frederiksberg i København. Her har de premiere på deres nye show 'En smule i overkanten'.
Og de selvironiske jokes og kærlige, verbale dask til hinanden er ikke kun noget, der ryger af sted, når de står bag mikrofonen i radioen eller på scenen. Også når de tre ikke 'leger' Platt-form tager de pis på hinanden.
Vi møder alle tre en eftermiddag på teatret, hvor de er ved at lægge sidste hånd på prøverne inden premieren. Et show, hvor man kan få svar på, om en hvid heteromand overhovedet må mene noget, og om Jesus egentlig kan lide jødekager.
De tre sidder oppe på scenen og er netop blevet færdige med en prøve på nummeret ’Shitstorm’ med undertitlen ’Jeg opgiver ikke min bøf’. En sang, der handler om, hvor svært det er at leve CO2-neutralt, og at det bare er nemmest, hvis alle de andre end én selv dropper den lækre, men miljøskadelige steak.
Vi skal teste grænser
I har valgt at kalde showet for ’En smule i overkanten’. Hvorfor det?
JF: Jeg tror, man bliver nødt til at være lidt i overkanten. For at det bliver rigtig sjovt, skal man teste grænserne og mærke, hvor langt man kan gå. Og vi håber, vi er en smule i overkanten.
LH: Ja, man skal prikke til folk. Der er nogle ting i tiden, som vi synes, er ret sjove. Sangen ’Shitstorm’ handler om, hvor svært det er at leve CO2-neutralt, og det er jo noget, vi virkelig prøver på.
ML: Vi prøver det. Dagligt!
JF: Vi vil jo så frygteligt gerne være ordentlige mennesker. Altså jeg synes jo, jeg har lov til at tage til Thailand i hvert fald én gang om året, selvom jeg godt ved, det koster på CO2-regnskabet. Men jeg synes måske, at det er nogle andre, der ikke har det lige så hårdt som mig, som burde lade være med at tage af sted.
Laver jokes om dem selv
Hvor meget er det egentlig jer selv, I gør grin med?
ML: Vi tager meget udgangspunkt i vores egne fejl og mangler.
LH: Jeg tror, at vi bliver nødt til at tage pis på os selv, hvis vi også vil tage pis på andre.
JF: Ja, hvis man har sparket sig selv rigtig mange gange over skinnebenet, så er det også mere okay at sparke lidt udad. Vi sparker hinanden rigtig meget over skinnebenet, og på den måde er det så muligt at sparke lidt op.
ML: Altså ikke sparke op i kønsdelene...
LH:...Men op i samfundslagene.
JF: Mille sagde kønsdele. Mille vil altid tale om kønsdele.
ML: Nej, det vil jeg da ikke!
LH: Men det er meget personligt, det vi laver.
Hvornår bliver det særligt personligt?
JF: Jeg er jo åbenbart den tykke og gamle. Jeg er fyldt 40 år, og det synes de her to fraggler åbenbart er enormt interessant at tale om hele tiden.
LH: Jakob har bare et dejligt, afslappet forhold til sin krop. Det gør ikke ham noget, at det hele står lidt til, og der kommer lidt mere af ham. Det beundrer jeg ham virkelig for. Det er jo en styrke.
ML: Det her er jo på ingen måde fat shaming.
JF: Det ved jeg godt. Det er du simpelthen ikke begavet nok til.
Mere på spil på en teaterscene
Det kan godt lyde lidt som om, at det er den lidt kreative københavner, I også gør grin med. Er det korrekt forstået?
LH: Det er en del af det, helt sikkert.
JF: De eksisterer jo også i universet. Og man kan godt kalde os selv kreative københavnere, så er det vel korrekt. Men jeg synes også, vi går bredere end det.
LH: Vores nye show er jo scenisk. Det er fantastisk at være på P1, men nu skal vi rigtig ud at mærke publikum. Så det bliver noget andet.
Hvordan?
JF: Der er meget mere på spil, og den kan ikke bare lige tages om, hvis man klokker i det.
LH: Når man sidder i et mørkt radiostudie og indspiller, så ved man jo ikke, hvordan folk tager imod det. Det kan man mærke i salen. På den måde er det et sandhedstjek, om det, vi laver, kan noget.
Er Mille en mand eller en kvinde?
I har kendt hinanden længe. Giver det fordele og ulemper, når I laver sådan et show?
JF: Vi kan gå ind og tage fat i nogle ting, som andre ikke rigtig ved noget om, og som heller ikke nødvendigvis kommer frem, men alligevel er sjove, små ting, som jeg tror, folk kan genkende sig selv i. De her små, kærlige svinere.
JF: Mille, du har den her kvalitet, at man kan være ret meget i tvivl, om du er en mand eller en kvinde. Og det elsker jeg ved dig. Det gør dig til en fremragende skuespiller.
LH: Du har den her kønsløse kvalitet. Vi kan faktisk ikke lide hinanden, og det handler faktisk kun om penge, når vi laver det her. Selvom der ikke rigtig kommer så mange af dem.
LH: Men det er rart, at vi har kendt hinanden i så mange år.
JF: Og så tør vi også sige, at et bud på en joke faktisk ikke er så god i stedet for bare at sige: ’Joooh, måske. Hmmmm.’ Når det er os tre, så siger vi bare nej, hvis den er dårlig.
- Vi er meget raffinerede
I vil gerne gå lidt over stregen i jeres show, men flere har fået kritik for netop at gøre det – blandt andre Jonatan Spang med spørgsmål til Anna Mee Allerslev og Kathy Griffin med Donald Trumps afskårede hoved. Hvor langt kan man gå?
JF: Altså den med Jonatan Spang… Altså, han brugte 15 sekunder på at spørge en magthaver i København… Lad nu være! Og så blev journalisterne rasende over, at de ikke kunne stille spørgsmål dér. Men de stillede jo alle sammen de samme spørgsmål, så han tog ingen tid fra nogen. Det er jo hysterisk.
LH: Man kan tillade sig rigtig meget.
JF: Man skal tillade sig rigtig meget.
Men kunne I finde på at indikere, at I har skåret hovedet af en præsident eller statsminister?
JH: Ja og nej. Det er ikke vores stil. Vi har en anden måde at gå til det på… Jeg synes måske ikke, det er så raffineret.
LH: Vi er utroligt raffinerede.
ML: Vi er nemlig meget raffinerede.
LH: Vi lyder så selvfede. Vores humor er meget bedre end det.
JF: Det er nok for raffineret til os. Så det vil vi ikke gøre.
Må ikke blive ukærligt
Er der ting i showet, I har droppet, fordi I gik for langt?
LH: Når man føler, man sviner andre til, og det bliver ukærligt. Folk må gerne få et lille sarkastisk dask i numsen, men det skal stadig være på en måde, hvor folk godt kan grine af det. Man kender det jo fra sig selv. Noget kan man grine af, og så kan man blive stødt på manchetterne af noget andet.
ML: Hvis balancen er i gang med at tippe, så giver vi bare lidt mere af os selv.
Hvilke ting har I taget ud af showet, fordi de gik for langt?
JF: Vi har været meget interesserede i metoo-kampagnen. Om hvem der har ret til at føle sig krænket, og hvem der krænker hvem og hvorfor. Men i prøveperioden sagde vi hov, det er faktisk ikke i orden, og det skulle vi lade være med.
LH: Der kom vi til at krænke hinanden ret meget.
ML: Ja, det skulle vi lade være med.
LH: Det er noget om, hvordan man italesætter et problem, der er så meget oppe i tiden og betændt, for vi skal jo selvfølgelig tage lidt pis på det, men man kan ikke bare lige sådan: ’Ha, haaaa. Krænke, krænke.’
JF: Og så har vi jo en religionskritik med, som vi også har brugt rigtig meget tid på at finde ud af, hvordan den skal vinkles, så den stadig er kærlig og humoristisk, men også siger noget om noget.
LH: Vi brænder en bibel!
Platt-Forms show ’En smule i overkanten’ bliver opført på Edison Teatret på Frederiksberg i København frem til 9. december.