Katarina, Ella og Anna scorede i 2020: Sådan fandt vi kærligheden under corona

Dating og corona går ikke umiddelbart hånd i hånd, men det er ikke umuligt at finde kærligheden.

Coronakrisen har haft mange konsekvenser - også for datinglivet. Men der er nogle, der har knækket koden til dating på afstand. (Foto: © (Grafik: Anne Vestergaard Olsen / DR))

"Undgå unødvendig fysisk kontakt."

Ja, det er ikke de mest gunstige datingforhold, vi har haft de seneste måneder. Med råd som: "Er du på date med en, du ikke kender i forvejen, så hold afstand", og "overvej luftkys på første date", går lidt af spændingen af det.

Og jeg har da også selv mærket coronapandemiens datingbegrænsninger.

I al den tid, jeg har datet, har jeg så vidt muligt forsøgt at undgå de utallige muligheder for internetdating. Jeg har jo haft skolegården, halbal og barer, hvor kemi og kys kunne opstå.

Men da det hele lukkede ned, blev Tinder min redningsplan i jagten på kærligheden.

Jeg har været rundt om søerne et par gange med god afstand, stivfrosne hænder og en kakao, jeg brændte tungen på. Jeg har ligget i de sene nattetimer og impulskøbt Tinder Gold og skam-swipet mig til matches, jeg alligevel ikke fik skrevet til.

Og sidste søndag blev jeg så droppet over sms.

Så med andre ord: Jeg er rimelig træt af dating lige nu!

Lige nu er det jo ikke en mulighed at prøve at fange blikke i forelæsningssalen eller smile til ham, der står foran i køen i Netto.

Men jeg har ikke givet helt op på kærligheden. Jeg har nemlig søgt råd hos tre piger, der har knækket koden til at finde kærligheden på afstand.

1

Jodel og video-kaffe-date

Katarina Christensen havde aldrig datet på internettet før, men for hende opstod der kærlighed på det sociale medie Jodel. (Foto: © (Grafik: Anne Vestergaard Olsen / DR))

Jodel bliver ikke kun brugt til sladder om kendte og kække farjokes. Nej, her kan man faktisk også finde kærligheden.

Det har 18-årige Katarina Christensen fra Silkeborg nemlig gjort. Til et billede af en smuk udsigt, med folk, der vandrede, skrev hun og ham, der blev hendes kæreste, begge en kommentar om, hvor meget de elskede at vandre.

Og derefter gled snakken videre over i privatchatten på Jodel.

- Vi faldt megagodt i snak. Det var rart, at vi kunne skrive sammen og virkelig lære hinanden at kende, inden vi skulle mødes, siger hun og tilføjer, at hun aldrig havde troet, hun skulle finde sin kæreste på internettet.

Men mens chatflirten udviklede sig, gjorde corona og afstand det svært for dem at mødes. Derfor havde de deres første "rigtige" date over videochat på Messenger. De havde begge aftalt at lave en kop kaffe, inden de satte sig foran computerskærmen og skulle se hinanden - næsten - i øjnene for første gang.

- Det var meget opstillet, og jeg var selvfølgelig ret nervøs. Men det var rart, at vi havde skrevet så meget sammen inden, så jeg følte, at jeg kendte ham. Her opdagede vi så, at vi også var fysisk tiltrukket af hinanden, siger Katarina Christensen.

Hun har førhen været lidt skeptisk over for datingapps. Før coronaen brød ud, havde hun kun mødt folk i virkeligheden - til fester, i skolen eller gennem fælles venner. Og det er, fordi hun synes, at blandt andet Tinder meget nemt kan blive for overfladisk.

- På Tinder bliver man jo dømt på udseende, så jeg har været meget bevidst om ikke at gå derind og blive valgt ud fra det. På Jodel fandt vi hinanden ud fra en fælles interesse i stedet, siger Katarina Christensen.

Hendes bedste råd til at finde kærligheden under corona er, at man skal huske at kunne grine lidt af det hele. Det er jo en usædvanlig situation, vi alle står i, siger hun.

- Hvis man tager det hele for alvorligt, så har det en tendens til at gå galt. Hvis det er en person, man kan grine med, over hvor absurd situationen er - som min kæreste og jeg gjorde på videomødet - så skal man ikke være bange for at date online!

2

Kærlighed opstod på FaceTime

Denne kærlighedshistorie starter også på en social app; nemlig YuBo, der har sloganet: "Få rigtige venner live." Før coronaen kom og ændrede vores tilværelse, havde Ella Hansen på 15 år aldrig tænkt, at hun skulle gøre brug af onlinemaskiner til at finde hverken venner eller en kæreste.

Men i en stund af kedsomhed downloadede hun appen og swipede til højre, da en sød fyr poppede op på skærmen i marts. De skrev lidt sammen, men mere skete der ikke før i september, da der tikkede en besked ind fra selvsamme fyr i YuBo-chatten.

- Jeg kunne hurtigt mærke, at vi havde samme humor. Vi skrev rigtig meget sammen, og det var tydeligt, at vi begge var interesserede i hinanden, så vi begyndte at tale i telefon sammen en gang om ugen, fortæller Ella Hansen.

Men det var først da de to, der nu er blevet kærester, besluttede sig for at snakke over FaceTime, at forholdet udviklede sig.

- Jeg var meganervøs. En ting er at tale i telefon, men at sidde med webcam på og snakke - det er noget andet. Der var selvfølgelig nogle stille pauser, hvor man sad og kiggede lidt, men vi var begge gode til at finde noget at spørge om, siger Ella Hansen, der aldrig havde regnet med, at FaceTime kunne bruges til at date på den måde.

- Vi havde ligesom tre måneder til at vise, hvem vi var i vores tempo, og det var rigtig rart, siger Ella Hansen.

Efter tre måneder med FaceTime, chats og Snapchat-billeder kørte hendes nuværende kæreste fra Nordjylland til Sønderjylland for at besøge hende for første gang.

- Det var selvfølgelig mærkeligt lige i starten, men jeg følte, jeg kendte ham. Han mødte min familie, og vi havde nogle hyggelige dage sammen, siger Ella Hansen og vil gerne råde andre til at prøve FaceTime eller Skype af.

- Det hjalp os rigtig meget at tale over FaceTime, så det synes jeg også, andre skulle afprøve. Her kan man tale sammen, se hinandens kropssprog og føle, om der er kemi, og om man vil hinanden.

3

Ludo, TikTok og Messenger-spil

Anna Møller Yang havde aldrig haft online-dates før. Men under corona blev der både spillet ludo og danset TikTok på FaceTime-dates. (© Grafik: Anne Vestergaard Olsen/DR)

Og så er der også nogen, der har haft held med dating-appen Tinder.

19-årige Anna Møller Yang gik på Tinder, da hun godt kunne se, at barer og klubber - hvor hun normalt plejer at møde folk - ville være lukket i noget tid. Og her fandt hun Anders. Efter de havde skrevet sammen i et par dage, aftalte de to at mødes til en FaceTime-ludo-date.

- Jeg havde tidligere været på dates på brætspilcaféer, så jeg tænkte, at online-ludo ville være et godt alternativ, selvom jeg selvfølgelig syntes, det var underligt og lidt random - men jeg kan virkelig anbefale det, siger Anna Møller Yang og fortæller, at det var rart at have noget at beskæftige sig med, første gang de snakkede, så der ikke blev akavet stilhed.

Og den virtuelle date gik godt. I to uger mødtes de på videochat og snakkede nogle gange op til seks timer dagligt.

Anna Møller Yang endte efter de to uger med at få en følelse af forelskelse. Hun glædede sig til at høre hans stemme, at kigge ham i øjnene og snakke om, hvornår de mon skulle ses rigtigt første gang.

- Jeg synes, det i starten var svært at forsvare, at jeg skulle se en "fremmed" fyr, når jeg hverken havde set venner eller familie under nedlukningen. Men vi besluttede os for at mødes efter to uger, og jeg glædede mig helt vildt til at se ham. Når man normalt dater, så går der ofte ikke lang tid, før man ses første gang, så man glæder sig måske ikke på samme måde.

- Vi havde jo snakket sammen i timevis og virkelig lært hinanden at kende, så jeg kunne jeg ikke vente med at se ham, siger Anna Møller Yang.

De to blev kærester i marts og har været sammen lige siden, og som hun selv siger: De ville nok aldrig have mødtes, hvis ikke der var noget, der hed corona.