Kastanjemænd, biftur og simremad: Her er 5 gode idéer til din efterårsferie

Der er nok at give sig til i uge 42, selvom vejret er begyndt at blive gråt og koldt.

Efterårsferien er i gang. Vi guider dig til aktiviteter, du kan lave i ugens løb. (Foto: © Łukasz Nieścioruk, Unsplash)

Udenfor er vejret gråt. Du fryser, fordi du ikke helt vil overgive dig til vinterjakken endnu. Og arbejdet har aldrig sneglet sig langsommere af sted.

Så er det godt, at der for mange er dømt efterårsferie i denne uge. Men hvad skal man egentlig fylde tiden ud med i det tiltrængte pusterum midt imellem sommer- og juleferie?

Det er der heldigvis masser af gode bud på. Faktisk så mange, at man godt kan få lyst til at give op på forhånd, når man laver en hurtig googlesøgning.

Vi har derfor samlet en liste, hvor der er lidt for enhver smag.

Så uanset om du er til kastanjemænd, halloween eller varmende efterårsmad i gode venners selskab, så læs med herunder og lad dig inspirere til gode aktiviteter i denne næstsidste uge af oktober.

Rigtig god efterårsferie!

1

Oplev halloween i Tivoli

I år er det 16. gang, Tivoli fejrer halloween. Det gør man i tre uger med start den 14. oktober. (© Tivoli)

Selvom halloween egentlig først er den 31. oktober, er der allerede nu rig mulighed for at begynde at dyrke den (u)hyggelige højtid.

Det kan du for eksempel gøre i Tivoli i København, der holder halloween-åbent allerede nu og frem til den 7. november.

Og der er uhygge for enhver smag i den gamle forlystelsespark den kommende tid: Tivoli skriver i hvert fald på deres hjemmeside, at de både tilbyder halloween i en børnevenlig udgave, mens det straks bliver mere uhyggeligt til 'Scary Halloween', når mørket falder på.

Så uanset om du har børn på slæb eller gerne vil have et godt gammeldags gys, er den oppyntede park et besøg værd med edderkopper, fugleskræmsler og flere end 20.000 græskar.

Forlystelsesparker som BonBon-Land, Djurs Sommerland, Tivoli Friheden og Fårup Sommerland har også halloween-åbent i efterårsferien.

2

Tag en tur i biffen

Efterårsferien er en perfekt anledning til en tur i biffen. (© Unsplash)

Med det danske klima kan man hævde, at alle årstider er perfekte til en tur i biffen.

Men der er nu alligevel noget særligt over at sætte sig til rette i mørket med popcorn og cola, når temperaturerne udenfor begynder at falde, og man har kæmpet sig frem til biografen gennem regn og blæst.

Herudover er årets sidste måneder som regel leveringsdygtige i gedigne blockbusters. Og efteråret 2021 er ingen undtagelse.

I øjeblikket går det store sci-fi-epos 'Dune' og den 25. James Bond-film 'No Time to Die' som varmt brød i de danske biografer, og de har begge scoret pæne anmeldelser i kølvandet på deres premierer.

Herudover kan du også sætte dig til rette i de plyssede sæder for at nyde de danske film 'Margrete den første' og 'Ternet Ninja 2' eller for alvor gå ombord i halloween-temaet med familiefilmen 'Forsvundet til halloween' eller gyseren 'Halloween Kills'.

Så har du ingen planer i denne uge, kan du med fordel tage en ven eller din kæreste under armen og nyde en aften omsluttet af medrivende filmaction og den intense duft af popcorn.

3

Lav kastanjemænd

Nedfaldne kastanjer, inden de bliver samlet op og lavet til kastanjemænd. (Foto: © Jørgen Bausager, Scanpix)

Den er her, dér og allevegne for tiden: kastanjemanden.

Først og fremmest i form af den danske Netflix-serie af samme navn, men også i form af reelle kastanjemænd, der er begyndt at sprede sig på mystisk vis i kølvandet på serien.

Tjek selv Instagram, hvor der bliver delt billeder under #kastanjemanden, hvor folk viser de figurer frem, de eksempelvis har fundet på kontoret eller ved bilen.

Og det er da også nærmest den perfekte efterårsaktivitet at lave de små "mænd". Det vrimler nemlig med kastanjer overalt for tiden. Og det eneste, du skal bruge for at lave dem, er faktisk noget til at bore huller med og så en håndfuld tændstikker.

Så er du på udkig efter en nem, sjov – og potentielt virkelig uhyggelig – aktivitet, så er det bare om at komme i gang med at lave kastanjemænd.

4

Gå tur i naturen

Der er fuld knald på farverne i efteråret. Det er med at nyde det, inden alle bladene er faldet af træerne. (© Unsplash)

Nu vi er ved kastanjer, så kan man også droppe at samle de små tingester op fra jorden og i stedet bare gå en tur i naturen.

Efteråret er nemlig både lig med køligere vejr, nedfaldne blade og helt utroligt smukke gyldne efterårsfarver. Og uanset om det regner og blæser, eller om årstiden viser sig fra sin mere solfyldte side, så er det godt for både sjæl og krop at gå en tur ude i naturen i oktober.

I københavnsområdet er Dyrehaven ved Klampenborg et oplagt valg. Bor du i Odense, er Tusindårsskoven et bud, mens Kløverstierne i Nørresundby ved Aalborg og Riis Skov ved Aarhus er andre gode bud på smukke efterårsgåture.

Det er faktisk bare om at få snørret dine sko, finde en jakke, der passer til vejret, og så komme ud af døren.

5

Nyd lækker simremad

Hokkaidosuppe er en sikker efterårsklassiker. (© Unsplash)

Når du kommer hjem med røde kinder og beskidte sko, har sulten måske meldt sig. Og her er der endnu en god mulighed for en aktivitet i efterårsferien: disk op med noget lækker, hjemmelavet mad!

I hverdagens stress og jag har du garanteret nok at gøre med at holde styr på studie, venner og arbejde. Men nu er der tid til at eksperimentere med hjemmelavet mad, og her er efteråret faktisk en virkelig taknemmelig årstid.

Det er nemlig oplagt – og nemt – at smække en ret mad sammen, der både giver varmen og sådan set bare skal stå og passe sig selv, indtil du skal spise den. Undersøg selv mulighederne eller kast dig måske over mørbradgryde, en hokkaidosuppe eller en god gang chili con carne.

Så er der sådan set bare tilbage at tænde et par stearinlys, justere termostaten på radiatoren og invitere et par venner på mad. Velbekomme!