Snart ender dronning Margrethe i kategori med navne som Whitney Houston, Tina Turner og Eva 'Evita' Peron.
Deres liv har nemlig alle været omdrejningspunktet for en succesfuld musical, og i 2023 er det så dronningen tur. Her bliver dronning Margrethe livshistorie forvandlet til en musical, når der er premiere på forestillingen 'Margrethe'.
Showet, der har premiere på Det Kongelige Teater i København og senere skal spille i både Odense og Aarhus, er bygget over dronning Margrethes 81 år lange liv, og skal portrættere dronningens vej gennem livet som prinsesse, dronning, mor, hustru og sågar kunstner og arkæolog.
- Dronning Margrethe har være rigets overhoved i så mange år, at der naturligt ligger en god historie i dét, men hun gemmer også på en spændende, personlig historie, som vi også kommer til at fortælle, forklarer forfatter Thomas Høg.
Han står sammen med dramatiker Sune Svanekier og komponisten Lasse Aagaard bag manuskriptet til den nye musical. Selv har Thomas Høg mere end 25 års erfaring som musicalforfatter og har blandt andet været med til at skrive musicalen 'Atlantis', der blev en stor succes i ind- og udland.
Han lægger ikke skjul på, at det er en stor opgave at skulle koge dronning Margrethes begivenhedsrige liv ned til én forestilling.
- Det er en både spændende og en smule frygtindgydende opgave - på den gode måde. Jeg og de andre har tidligere arbejdet med forestillinger, der var baseret på en virkelig historie eller en historisk person, men det er klart, det er noget andet at skabe en forestilling om en nulevende person. Det gør man ikke uden en lille smule bæven og ærbødighed.
Publikum skal møde mennesket Margrethe
Arbejdet med 'Margrethe' er allerede i fuld gang, og lige nu er Thomas Høg og resten af holdet bag musicalen i gang med at udvælge de nedslagspunkter fra dronningens 81 år lange liv, som forestillingen skal bygges op omkring.
- Der kommer selvfølgelig til at være nogle begivenheder, som folk husker og genkender, og sådan skal det være, når man fortæller om en person, der betyder så meget for så mange, siger Thomas Høg, men afviser, at forestillingen blot bliver en historisk gennemgang af dronningens liv.
- Det bliver ikke bare en reproduktion af virkeligheden, som folk allerede kender den. Vi er dramatikere, og vi har taget os den kunstneriske frihed at skabe en historie omkring de her øjeblikke. Vi har set dronningen gå ud på balkonen - men hvad gør hun før og efter? Det kan vi forsøge at fortælle, forklarer Thomas Høg.
Hvilke øjeblikke fra dronningens liv, der er på tegnebrættet, vil Thomas Høg ikke afsløre, men den officielle pressemeddelelse om 'Margrethe' peger mod, at publikum blandt andet kommer til at opleve dronningens første møde med sin mand, prins Henrik, samt tiden omkring prinsens død mange år senere.
For holdet bag 'Margrethe' har det været vigtigt, at publikum ikke kun oplever en majestæt, men også et menneske, på scenen. Derfor kommer forestillingen også til at vise en mere personlig side af regenten.
- Man kommer til at møde mennesket og personen Margrethe, men naturligvis i vores take og under hensyn til, at det gøres på en lødig og ordentlig måde. Det er tale om en hyldest, men omvendt har dronningen heller aldrig selv fremstillet livet og verden som et glansbillede, og det kommer vi heller ikke til, forklarer Thomas Høg.
'Dronningen' kommer til at synge
Udover at være med til at skrive manuskriptet til forestillingen har Thomas Høg også været med til at skrive teksterne til de nye sange, der udgør en stor del af forestillingen.
Og selvom virkelighedens dronning Margrethe ikke er kendt som den store sanger, kommer både hun og mange af de andre velkendte karakterer i musicalforestillingen til både at danse og synge på scenen.
- Første gang jeg sad og skulle skrive en sangtekst til dronning Margrethe-rollen, tænkte jeg da: "Kan man overhovedet det her? Er det helt umuligt?", siger Thomas Høg med et grin og fortsætter:
- Men jeg lærte hurtigt, at det ikke er svært at skrive sange til en rolle som hende, det handler bare om at turde gøre det. Det handler om at sætte sig ind i følelserne og så turde beskrive dem - selvfølgelig med respekt for mennesket bag.
Hvor mange sange, der er tale om, vil Thomas Høg ikke røbe, men forklarer, at der både vil være klassiske "musicalballader" at finde i forestillingen, men også sange inspireret af lyden af de forskellige tidsperioder, dronningen har levet i.
Da forestillingen følger dronningens liv fra barnsben og frem til i dag kommer i alt fire forskellige skuespillere til at spille rollen som dronning Margrethe i forskellige aldre.
Hvem de bliver, er endnu ikke offentliggjort, men Thomas Høg medgiver, at det er en stor opgave at skulle finde de rette til at portrættere en person, som de fleste danskere har deres eget billede af.
- Det er stort og svært, men det er heller ikke mere problematisk, end at Helen Mirren for eksempel lykkedes med det i spillefilmen 'The Queen', som hun endda vandt en Oscar for, og Netflix har også gjort det med 'The Crown'.
'Margrethe' har premiere i den 23. juni 2023. Kongehuset er ikke involveret i arbejdet med den nye musical, men er blevet orienteret om projektet, som de ikke har modsat sig.
Dronning Margrethe kan i år fejre sit 50-års jubilæum som regent.