Kender du til følelsen af ikke rigtigt at passe ind? Måske er det i skolen eller til en fest, hvor folk behandler dig helt fint, men hvor du alligevel grundlæggende føler dig lidt off i forhold til de andre?
Den følelse kender 23-årige Nina Terese Rask godt. Alt for godt, faktisk. Og hun har følt den, siden hun var omkring fem år gammel, hvor hendes drengede udseende og opførsel var noget, der blev bemærket.
- Jeg er aldrig blevet mobbet eller holdt udenfor, men jeg havde altid lidt en fornemmelse af, at de andre syntes, jeg var lidt ved siden af, på en eller anden måde, siger Nina Terese Rask.
Derhjemme blev hendes "anderledeshed" heller ikke omfavnet:
- Min mor havde det ret svært med at have et barn, der skilte sig ud, husker hun.
Og der var heller ikke nødvendigvis den helt store støtte at finde hos faren:
- Han har accepteret det, men har ikke haft optur over det, hvis man kan sige det på den måde.
I dag har Nina Terese Rask en langt bedre forståelse for den "forkerthed", hun følte i mødet med alle de normer, hun som pige burde leve op til, men som hun hele tiden syntes at skuffe.
Hun har også et ord, der omfavner den nye selvforståelse: Queer. En betegnelse, der blandt andet dækker over en nonbinær forståelse af køn såvel som seksualitet. Og som hun i øvrigt også har lavet DRTV-miniserien 'Hvilket køn er du?' om.
Festerne og personerne, der malede Danmark regnbuefarvet
Nu har hun desuden udgivet en hel podcast-serie, 'Hvor regnbuen ender', der i syv afsnit fortæller dele af den danske LGBT+-historie.
Serien tager udgangspunkt i de fester og steder, der samlede et dansk LGBT+-miljø, som gik fra at være noget, man syntes var farligt og ligefrem kriminelt til at kunne samle danskerne på tværs af seksuel orientering såvel som kønsidentitet til den årlige folkefest, som Copenhagen Pride i dag er.
Det bliver alt sammen fortalt af nogle af de personer, der selv stod i midten af begivenhederne undervejs – fra Bøssernes Befrielsesfront, kvindelejren på Femø og til de vilde Dunst-fester i ungdomshuset i København.
De personlige fortællinger på tværs af årtierne har også skabt genklang hos podcast-værten selv.
Som eksempelvis Susanne Schreiner, der i afsnit to fortæller om at have følt sig anderledes hele sit liv. En følelse, der blev forstærket, da hun som ganske ung pige opdagede, at hun var tiltrukket af andre piger.
Den konstante følelse af at være anderledes fik hende til at søge mod det normale og dermed den sociale accept. At blive gift med en mand og få samfundets blå stempel som en helt normal kvinde i 1970'erne var derfor en kæmpestor lettelse for hende dengang, fortæller hun i afsnittet.
- Det var meget, meget nemt at være en heteroseksuel, ung kvinde, synes jeg. Man var god nok som en selvfølgelighed, fortæller hun om livet som gift kvinde i starten af 1970'erne.
Den status nød hun godt af, lige indtil hendes allerførste hede kys med en anden kvinde, der efter få års ægteskab fik hende til at indse, at hun jo faktisk var lesbisk og derfor ikke fortsat kunne være gift med en mand.
- Jeg havde aldrig følt sådan med nogen før. Jeg kunne mærke, at det var det, jeg var. Det var så stor en rus, at jeg ikke kunne vende tilbage til min ellers accepterede hverdag. Det var større end det blå stempel, forklarer Susanne Schreiner med et lille grin i afsnittet.
Når det "blå stempel" ikke er nok længere
Hun sætter ord på følelser, som Nina Terese Rask nemt kan genkende fra sit eget liv – også selvom der er knap 50 år til forskel på de to personer.
- Jeg har haft præcis samme oplevelse af, hvor stor en rus det kan være at få det blå stempel, fortæller den 23-årige podcastvært.
- Da jeg var 12 til 14 år gammel havde jeg selv en meget feminin periode med langt hår, kjoler, makeup, pushup-bh'er og alt det der. Selvom det jo slet ikke var mig, så føltes det bare så vildt fedt at passe ind og gøre det, som alle andre altid havde villet have, jeg skulle gøre, forklarer Nina Terese Rask om følelsen af endeligt at passe ind og ikke blive set skævt til længere, men derimod at kunne blende ind i mængden.
- Jeg kan godt forstå, at der er mange folk, der har perioder i deres liv, hvor de ikke er sig selv, for det kan være et kæmpe rush at passe ind i normen.
Men problemet var jo bare, at hun, som Susanne Schreiner også måtte indse, ikke var ærlig over for sig selv og den person, hun var inderst inde.
For Nina Terese Rask syntes jo ikke, at det var fedt at gå i kjoler og se super feminin ud. Heller ikke, selvom det gav hende en pause fra at falde udenfor normen.
Hun husker i øvrigt også sit første kys med en pige som noget helt ekstraordinært:
- Da jeg kyssede med en pige første gang, var det out of this world. Det var følelsen af, at: "Det her er det fucking sygeste, der nogensinde er sket i verdenshistorien!", udbryder hun begejstret og med hele kroppen for at understrege, hvor stor en oplevelse kysset var.
Men før det første kys med en pige ramte hendes læber, var Nina Terese Rasks verden allerede blevet ændret. Det skete, da hun i 9. klasse begyndte på et ungdomsteater på Vesterbro, hvor en verden af nye venskaber åbnede sig op.
- Jeg gik fra at være en accepteret, men måske lidt ignoreret, del af det sociale liv til lige pludselig at være the shit i et fælleskab, hvor folk syntes, at jeg var sjov og sej. Det var en helt vild oplevelse.
Om at grave sig ind til den, man engang var
Siden har hun selv brugt meget tid på at finde frem til den person, hun føler, hun er i sin inderste kerne. En rejse, hun ser spejlet hos både podcastens kilder og i sin egen omgangskreds.
- Når man er queer eller bare anderledes end normen, så begynder man hurtigt at aflære sig selv, hvem man er, når man opdager, at man ikke passer ind. For mig skete det, da jeg var omkring fem år gammel.
Fra den helt tidligere barndom forsøgte hun at leve op til samfundets, sine forældres og vennernes forventninger om, hvordan hun skulle opføre sig som en pige, ved at lave om på sig selv.
Ændringer, som hun siden har arbejdet på at fjerne. Og det er hårdt arbejde.
- For mit vedkommende har jeg forsøgt siden puberteten at finde tilbage til, hvem jeg egentligt var, da jeg var lille og endnu ikke havde lavet om på mig selv.
Hun begyndte "at grave" sig igennem alle de lag af tillærte personlighedstræk, som havde været nødvendige for at passe ind.
- Hvem var jeg egentlig som treårig? Dengang, hvor jeg var fuldstændig komfortabel med, den jeg var, og før jeg fattede, at der var alle mulige regler i samfundet. Det er en rejse, som jeg tror, at sindssygt mange queerpersoner har været på.
En rejse, som alle de personer, der har delt deres historie med lytterne og Nina Terese Rask i podcasten 'Hvor regnbuen ender', på den ene eller anden måde beskriver:
- Det er nogle stærke personlige fortællinger, der handler om at finde sit finde hjem og sin selvvalgte familie. Og om for første gang at føle sig tilpas i et fællesskab.
Fortællinger, der derfor ikke kun handler om seksuel orientering, men i bund og grund om at finde nogle mennesker at spejle sig i og som ser én for den, man er inderst inde.
- Det gør serien relevant for mange, uanset om man er queer eller ej, mener Nina Terese Rask.
Men hvor ender regnbuen så for hende selv?
- Jeg føler helt klart, at jeg i dag er meget tættere på at finde ind til den person, jeg var som helt lille. Om jeg er kommet helt "hjem" endnu, er jeg ikke sikker på. Men jeg har det meget mere komfortabelt i min egen krop i dag, end jeg havde for bare fem år siden.
Du kan høre alle syv afsnit af 'Hvor regnbuen ender' her: