"Jeg har aldrig gjort noget i mit liv, der var så svært som det her."
Elitesvømmeren Jeanette Ottesen er en af Danmarks største sportsstjerner. Hun har opnået både at blive verdensmester og europamester – og for tiden træner hun hårdt op til sommerens OL.
Men det er faktisk slet ikke svømning, hun taler om her.
Det er heller ikke på grund af den hårde træning, at hun græder på tv, da hun siger det.
Ordene kommer i stedet fra en rørt og grådkvalt Jeanette Ottesen, der lige har spillet en dramatisk scene over for sin mentor, skuespilleren Thure Lindhardt, i 'Den store premiere'.
Et DR-program, hvor uddannede skuespillere skal lære fire kendte danskere at spille teater.
For lige dér mærker hun nemlig, at hun for første gang blotter nogle af sine inderste følelser – endda med kameraerne tændt – hvilket var "sindssygt grænseoverskridende og angstprovokerende".
- Jeg har aldrig oplevet noget lignende i et tv-program, konstaterer svømmeren, der tidligere blandt andet har deltaget i 'Vild med dans'.
Men selvom denne scene var svømmerens største udfordring i programmet, var den også en positiv øjenåbner for hende. Oplevelsen har tilmed givet hende en nyfundet ro, som faktisk har siddet i hende lige siden optagelserne.
- Jeg føler på en måde, at mine skuldre sidder længere nede nu. At jeg er mindre anspændt. Alt det, der foregår rundt om mig, er bare blevet mere lige meget nu – det vigtigste for mig er, at jeg har det godt, og at min familie har det godt, lyder det fra hende.
Åbnede sig i rolle som Don Juans afdøde far
For at bruge et rigtigt tv-udtryk har 'Den store premiere' været noget af en rejse for elitesvømmeren, der ikke tidligere har spillet skuespil.
I løbet af de første programmer får hun langsomt mere kontakt med sine følelser, men det hele kulminerer altså først, da hun i denne uges afsnit med bare fødder træder ind på scenen iført bøllehat, slidte jeans og praktisk trøje og et vredt blik rettet mod Thure Lindhardt.
Sammen skal de spille en heftig scene fra skuespillet 'Jagten', der er en nyfortolkning af den ikoniske historie om alletiders største scorekarl, Don Juan, der vælter sig i damer.
Thure Lindhardt spiller rollen som den sultne fuckboy Johan, mens Jeanette Ottesen spiller dennes afdøde far, der viser sig for ham som et genfærd. Og genfærdet er både vred og skuffet over sønnen, kan man fornemme på hans lystfisker-metaforer.
"Jeg gider ikke de der pisse-gedder. Gedderne har sådan en vild appetit. De bliver kraftedeme aldrig mætte", vrisser genfærdet blandt andet.
Men genfærdets vrede er ikke bare noget, Jeanette Ottesen spiller – det er noget hun mærker i sig selv.
- Jeg har fundet ud af, at skuespil ikke bare er skuespil. Jeg troede, at skuespillere påtog sig en rolle. Men for at få visse følelser frem, er du nødt til at finde noget frem i dig selv – det viste jeg ikke før, siger hun.
Derfor gælder det om at se indad og finde noget, man kan bruge fra sit eget liv, lærer Thure Lindhardt hende. Det tager Jeanette Ottesen til sig.
- Jeg fik en del vrede ud den dag, starter hun.
- I genfærdets vrede gemmer der sig noget ægte vrede fra mit eget liv. En vrede over noget, som jeg har holdt på i mange år. Det var virkelig en kæmpe oplevelse.
Følelserne gemmes væk i elitesporten
Hvad den vrede konkret drejer sig om, ønsker Jeanette Ottesen dog ikke at fortælle. Men i modsætning til, hvad mange måske tror, har den slet ikke noget med hendes svømmeliv at gøre, siger hun.
- Det er noget meget personligt. Thure fik bare trykket på nogle knapper den dag, så jeg fik noget ud, som jeg ikke havde fået bearbejdet før.
At de andre skuespillere og kendte teaterlærlinge endda kvitterede med store mængder af ros bagefter, gjorde ikke oplevelsen mindre rørende, synes hun.
Jeanette Ottesen er ellers ikke vant til at vise følelser. Det hører ligesom ikke til i en verden med konkurrencesport.
- Elitesport er en ret hård verden, så man gemmer meget på sine følelser. Men jeg bliver da bedre og bedre til det. Især efter jeg er blevet mor, hviler jeg mere i mine følelser, fortæller Jeanette Ottesen, der har svømmet, siden hun var 12 år
Alligevel er der meget, hun ikke har fået bearbejdet, siger hun. Og da Jeanette Ottesen og Thure Lindhardt har spillet den førnævnte scene færdig, går det op for hende, at hun – uden at have tænkt over det – faktisk har fået renset ud i noget "gammelt bøvl".
- Det går bare op for mig der, at det er selvterapi, jeg har gang i sammen med Thure. Lige der stod jeg foran andre mennesker og viste nogle forfærdelige følelser, som jeg har i kroppen, siger svømmeren og lyder stadig lidt overrasket over oplevelsen.
Har aldrig åbnet sig så hurtigt over for en person
Hvis der er en følelse, som Jeanette Ottesen sidder tilbage med nu, er det taknemmelighed.
Hun er nemlig evigt taknemmelig for, at hun har haft fornøjelsen af dette forløb med Thure Lindhardt – og at hun derigennem har fået ryddet op i noget, som hun har båret rundt på i alt for mange år.
- Det vigtigste, jeg har lært gennem programmet, er at acceptere de følelser, man nu engang har. I stedet for at feje dem ind under gulvtæppet og tænke, at de bare kan vente.
- Du bygger et kæmpe sår i din mave ved ikke at bearbejde det nu. Det tror jeg, at alle kender. Man tænker bare: "Det går jo nok". Men alt efter hvem du er, tror jeg ikke, at du for evigt vil sove roligt om natten, hvis du ikke gør noget ved det, siger hun.
Faktisk føler Jeanette Ottesen, at det var skæbnen, hun skulle møde Thure Lindhardt, siger hun. Skuespilleren vadede nemlig direkte ind i hende med sko på.
- Han kiggede mig i øjnene, som jeg aldrig har prøvet det før. Det var, som om han kunne læse mig, allerede inden vi overhovedet gik i gang. Og de ting, han sagde, fik mig til at åbne mig fuldstændig.
- Jeg har aldrig åbnet mig så hurtigt over for en person, jeg ikke kender, som jeg har med Thure. Han var sindssygt intens – næsten lige over grænsen – men så vænnede jeg mig til det og satte virkelig pris på det, han gjorde, tilføjer hun.
De to har da også planer om at mødes igen, engang når begges kalendere tillader det.
Men hvad så med skuespillet? Kunne Jeanette Ottesen mon tænke sig at prøve det igen?
Hun griner først ved tanken. Men så lyder svaret alligevel efter en kort pause:
- Altså, jeg er nået dertil, hvor jeg faktisk ikke vil udelukke det … Det er nok ikke lige den vej, jeg vil gå, men nej, det vil jeg ikke udelukke.