Jarlen kan ikke lide at udstille sine malerier

Men det er lige netop, hvad Jarl Friis-Mikkelsen nu gør, når han åbner sin anden kunstudstilling. Tv-manden har ellers malet i tyve år.

Jarl Friis-Mikkelsen er bedst kendt som skuespiller, filminstruktør og især tv-vært. De færreste ved nok, at Jarlen også er en garvet kunstmaler.

Og selvom han slet ikke bryder sig om at udstille sin kunst, kan man nu opleve hans værker på et galleri i København.

Det sker på galleriet Permild & Rosengreen i København, hvor man fra den 24. maj kan se en udstilling med tv-mandens malerier.

"Otto overtalte mig"

Selvom Jarlen har malet i tyve år har han kun udstillet en enkelt gang før, og han var ikke særlig begejstret for det.

Men efter at have set en kunstgave, som Jarl havde skabt til Lundbeck, fik galleriindehaver Otto Clemmensen ham overtalt til at lave en udstilling

- Jeg kan ikke lide at udstille, men Otto overtalte mig, siger Jarl Friis-Mikkelsen til DR Kultur.

En kreativ fyr

Samarbejdet kom i stand gennem medicinalvirksomheden Lundbecks kunstforening, som fik to af Jarl Friis-Mikkelsens litografier i medlemsgave. De blev fremvist i Lundbeck for 14 dage siden og blev godt modtaget.

Her talte Otto Clemmensen så med Jarl Friis-Mikkelsen, som han egentlig gerne ville præsentere for offentligheden.

- Han er jo en kreativ fyr, og synes at det er en spændende proces, siger Otto Clemmensen, der ikke vil afvise, at galleriet i fremtiden viser mere af Jarlens kunst, siger Otto Clemmensen til DR Kultur.

Har fået farveundervisning

Udstillingen viser billeder fra mange forskellige perioder - både fra slutningen af 1990'erne og et helt nyt maleri.

- Jeg har altid tegnet, og senere begyndte jeg at få farveundervisning, men det er noget, jeg har gjort privat. Jeg har altid været interesseret i kunst og kender mange kunstnere, siger Jarl Friis-Mikkelsen og fortsætter:

- Det giver mig alt det, jeg ikke får på andre områder. Og det hænder da, at jeg synes om noget af det, siger den beskedne Jarl Friis-Mikkelsen og kalder det en mærkelig proces.

Hellere bestillingsopgaver

På udstillingen kan man blandt andet se en sportsserie, hvor et af Jarl Friis-Mikkelsens egne favoritmalerier indgår. Nemlig maleriet "Bjergetapen".

Jarl Friis-Mikkelsen ikke selv planer om flere udstillinger i fremtiden, for han vil hellere have flere bestillingsopgaver som den han netop har haft hos medicinalfirmaet Lundbeck, hvor kunstnere som Tal R og Per Kirkeby også tidligere har bidraget.