Jackson har fundet den perfekte hobbit

Martin Freeman fra "The Office" skal spille hobbitten i Peter Jacksons filmatisering af J.R.R. Tolkiens "Hobbitten".

Peter Jacksons ventede filmatisering af Tolkiens "Hobbitten" har store problemer med fagforening i New Zealand, hvor optagelserne til "Hobbiten" efter planen skal begynde til februar. Så store problemer, at Peter Jackson snakker om at flytte filmen til et andet land.

Men mens filmen endnu ikke har fundet en location, så er rollebesætningen ved at være på plads. Peter Jackson kan nu jublende konstatere, at han har fundet en skuespiller, der skabt til at spille hobbit.

Sjov og tapper

Den 170 centimeter høje Martin Freeman, som er bedst kendt fra tv-serien "The Office", er ifølge Peter Jackson skabt til at spille Bilbo Sækker.

- Det sker kun et par gange i din karriere, at du møder en skuespiller, som du ved er skabt til at spille en rolle. Men sådan var det, da jeg mødte Martin, siger Peter Jackson til BBC.

Han beskriver Martin Freeman som intelligent, sjov, overraskende og tapper - fuldstændig som Bilbo.

Selv rollerne som dværge er nu besat, så nu mangler Peter Jackson kun et passende land at optage "Hobbitten" i.

Nyt land med smuk natur

"Ringenes Herre"-trilogien blev optaget i New Zealands smukke natur, men Peter Jackson har fået problemer med filmarbejdernes fagforening i sit hjemland, så nu overvejer han at flytte sin film.

England, Canada, Australia og Tjekkiet har været på tale, og imens demonstrerer den del af de new zealandske filmarbejdere, som tror at filmbranchen i New Zealand vil lide større skade af at gå glip af "Hobitten" end af dårlige arbejdsforhold.

Premiereminster ind i sagen

Onsdag demonstrerede 1.000 filmarbejdere i Auckland, New Zealand og selv New Zealands premiereminister John Key har udtrykt stor bekymring for at optagelserne af "Hobbitten" skulle flytte til udlandet.

Peter Jackson laver J.R.R. Tolkiens "Hobbitten" som to film, og efter planen skulle den første film få premiere i december 2012.