Ingen mænd tilbage i Bagedysten: 'De var ikke gode nok'

Bagedystdommerne afviser, at de har skelet til deltagernes køn i deres bedømmelse.

Markus Grigo og Katrine Foged Thomsen har nu sendt alle de mandlige deltagere ud af 'Den store bagedyst'. (© DR)

Spoiler-advarsel: Denne artikel indeholder detaljer om afsnit 4 af 'Den store bagedyst'. Har du ikke set det? Stop straks med at læse og se afsnittet i DR TV.

- Nu er der kun østrogen tilbage i teltet.

Sådan lød en af de afsluttende bemærkninger fra Bagedyst-dommer Katrine Foged Thomsen, da Fillip Katballe lørdag aften måtte forlade 'Den store bagedyst' som den sidste tilbageværende mand i konkurrencen.

Dermed er der kun kvinder tilbage i årets kagekonkurrence. Og det er aldrig set før.

Selvom kvinderne generelt har været i overtal i bageteltet gennem tiden, så har der altid været én eller flere mandlige deltagere med i finalen i samtlige af de forudgående syv sæsoner.

Og spørger man Katrine Foged Thomsen om, hvad der er gået galt for Fillip Katballe, Rasmus Trangbæk og Henrik Lindegaard - der nu alle er ude af konkurrencen - så er svaret egentlig ret enkelt.

- De er røget ud, fordi de andre var bedre, lyder den kontante melding fra Bagedyst-dommeren.

- Der er ingen anden grund. Vi kigger kun på deltagerne med bagefaglige øjne, så det har intet med deres køn at gøre, forsikrer hun.

Se det bagedyst-historiske øjeblik, hvor den sidste mand må forlade konkurrencen:

I følge kagekonkurrencens anden dommer Markus Grigo har de tre - nu tidligere - mandlige deltagere det til fælles, at deres tekniske evner ikke matchede deres ambitioner.

- De var ikke gode nok. De havde nogle fede idéer, de bare ikke var klar til at udføre. Vi har fra start sagt, at de skulle skrue ned for ambitionerne og koncentrere sig, men det formåede de desværre ikke.

Men selvom den resterende Bagedyst-sæson nu er mandefri, så mener Markus Grigo ikke, det er et problem.

- Problem? Det er fantastisk, griner han og fortsætter:

- Nej, det gør ikke noget for hverken humøret eller bagefagligheden. Det er nogle superdygtige piger, der er tilbage, og de er en fornøjelse at være sammen med, siger han.

Henrik Lindegaard, Rasmus Trangbæk og Fillip Katballe (fra venstre til højre) var de tre eneste mænd i årets Bagedyst og også de tre første, der måtte forlade programmet. (Foto: © Carsten Mol, DR)

Redaktør: De tre mænd har i den grad leveret

På redaktionen bag programmet er man også fint tilfreds med forløbet i denne sæson - trods det nu mandeløse deltagerfelt.

Søren Olsen er redaktør på 'Den store bagedyst' og er en af de ansvarlige for castingen af deltagerne, og han mener ikke, der er blevet castet 'for dårlige' mænd.

- Der er mange parametre, vores deltagere skal leve op til, når vi udvælger dem. De skal have personlighed, være gode til at bage og repræsentere danskerne, så alle har en deltager, de har lyst til at holde med, siger Søren Olsen og fortsætter:

- Jeg synes, de tre mænd i den grad har leveret til festen i form af fede kager og godt humør. Da jeg så programmet med mine egne drenge, var de nærmest ved at knibe en tåre, da Rasmus røg ud, fordi de ikke ville se ham forlade programmet.

Derfor er der heller ikke umiddelbart ændringer i casting-proceduren på tegnebrættet for kommende sæsoner af 'Den store bagedyst'.

- Det er ikke mit indtryk, at de mænd, vi har med, er dårligere end kvinderne, siger han og fortsætter:

- Det er jo første gang i løbet af otte sæsoner, mændene ryger ud på denne her måde. Vi har haft mænd med i finalen alle år, og flere af dem er endt som vindere. Så vi ser det ikke som et mønster; det var tilfældigvis bare sådan, det faldt ud i år, lyder det fra Søren Olsen.