Da Thomas Sjørup i slutningen af 1990'erne rejste rundt i det krigshærgede Kosovo med sit kamera om halsen, vidste han godt, at han var "vidne til verdenshistorie".
Sammen med bare seks andre internationale pressefotografer havde han fået lov til at komme ind i det sammenstyrtede Eksjugoslavien, og gennem sine egne øjne og kameraets objektiv stod han pludselig i første række til de grusomheder, der senere skulle få Bill Clinton og Nato til at skride ind.
De mange billeder, ofte skudt i vidvinkel og med krigens ofre i fokus, solgte han blandt andet til store internationale nyhedsmedier, og i dag - 25 år senere - er de blevet samlet i hans bog 'Kosovo at War'.
Det er ikke den første krig, Sjørup skulle dække. Han havde prøvet det før.
- Men man kunne godt mærke, at det her var noget særligt. Det var noget andet, det her. Det var større, siger Thomas Sjørup til vært Marie Louise Toksvig i DR-programmet Tabloid.
Krigshelt i Kosovo
Fotobogen er blevet finansieret og udgivet af staten Kosovo, for selvom Thomas Sjørup selv siger, at han "bare passede sit arbejde", så oplever han, at han betragtes som krigshelt i Kosovo.
Det var nemlig blandt andet hans billeder, der blev en medvirkende årsag til, at der blev sat en stopper for de uhyrligheder og folkefordrivelser, som serbisk politi og militær stod bag.
Det mener Kim Bildsøe Lassen også. Han var chef for DR's udlandsredaktion i tiden under Kosovo-krigen.
- At vise, hvad der skete, var helt essentielt og helt afgørende for, at amerikanerne valgte at gribe ind, siger han.
Dengang hed den amerikanske præsident Bill Clinton. Og i en tale til amerikanerne i 1999 satte han ord på, hvad verden nu var vidne til.
- Vi har set uskyldige mennesker blive taget fra deres hjem, tvunget til at knæle og overdænget med kugler. Kosovo-mænd slæbt væk fra deres familier. Fædre og sønner sammen, stillet op og skudt koldtblodigt. Det her er ikke krig i traditionel forstand, sagde Clinton.
Massegraven
Thomas Sjørup nåede at opleve de grusomheder, som Bill Clinton beskrev for amerikanerne under talen i 1999. Minderne er samlet i hans bog, men særligt ét behøver han ikke billederne for at huske.
En dreng var blevet fundet død i en massegrav lidt væk fra den by, som Thomas Sjørup opholdt sig i. Han havde mødt faren til drengen et par gange før, for de boede tæt på hinanden.
Faren og hans to sønner var nogle dage forinden blevet stoppet i et serbisk checkpoint, hvor faren ifølge ham selv blev tvunget til at vælge, hvem af hans to børn, han ville have med videre.
Han valgte at efterlade sin 13-årige søn, for han kunne ikke bevæbnes og dermed udgøre en trussel for serberne.
- Det er den dreng, vi finder resterne af ude i massegraven. Faren graver i jorden og finder hans kondisko, fortæller Thomas Sjørup.
Det ultimative
Selvom Sjørup dengang godt var klar over, at han stod som førstehåndsvidne til verdenshistorien, så vidste han endnu ikke, hvilken betydning hans og de andre pressefotografers billeder vil få.
- Men det er jo altid det, man håber på. Det er jo det ultimative, at ens billeder gør en forskel. Det er vel det, vi allesammen håber på og drømmer om. At kunne gøre en forskel for andre mennesker, siger Thomas Sjørup.
- Når jeg taler med kosovo-albanere her i Danmark, så synes de, jeg er en helt. Sådan ser jeg ikke mig selv.
Selvom staten Kosovo har stået for udgivelsen af Thomas Sjørups bog er det vigtigt for ham at understrege, at både billeder og tekst er hans egne, og at ingen myndigheder i Kosovo har fået lov til at rette "så meget som et komma".
Bogen er færdigskrevet og trykt, og selvom at Sjørup har fået lovning på, at den bliver udgivet i september, tør han ikke lægge hovedet på blokken i forhold til en konkret dato. I skrivende stund står bøgerne stablet på en palle "et sted i Kosovo".
Lyt til Tabloid-programmet her, hvor Thomas Sjørup deler sine stærkeste minder fra Kosovo-krigen, og hør, hvordan hans billeder var med til at ændre verdenshistorien: