Hvid skuespiller som Michael Jackson vækker debat

Den britiske skuespiller Joseph Fiennes skal spille Michael Jackson i en ny tv-film.

"Hans (Michael Jacksons, red.) hudfarve var formodentlig tættere på min hudfarve end hans egen," siger Joseph Fiennes. (Foto: © Jerod Harris, 2015 Jerod Harris)

Kan man caste en hvid skuespiller til at spille den afroamerikanske poplegende Michael Jackson?

Det spørgsmål har skabt voldsom debat på de sociale medier, efter det i går kom frem, at den hvide skuespiller Joseph Fiennes skal spille sangeren i den nye tv-komedie ”Elizabeth, Marlon & Michael”.

Filmen finder sted lige efter terrorangrebene i New York i 2001, og på det tidspunkt var Michael Jacksons hudfarve hvid.

Billedet her er fra 2001, hvor Michael Jackson gav koncerter i New York City. (Foto: © MARIO TAMA)

Men at det er Joseph Fiennes, som fik sit gennembrud som William Shakespeare i filmen ”Shakespeare in Love”, der skal spille Michael Jackson, er alligevel faldet mange for brystet.

Ikke mindst på Twitter, hvor debatten har været intens dagen igennem.

https://twitter.com/NaniWaialeale/status/692167913755787264 https://twitter.com/OliOlsson/status/692461439655747587

Hollywood har været på den anden ende i de seneste uger, efter en række sorte skuespillere har valgt at boykotte det årlige Oscar-show, fordi der er få sorte blandt årets nominerede.

Det har sat fornyet fokus på racisme i filmbyen, og formanden for Oscar-akademiet har netop valgt at ændre på sammensætningen af akademiet for at sikre mere plads til sorte, kvinder og homoseksuelle.

Joseph Fiennes var dog onsdag ude i medierne for at gyde olie på vandene. Til Entertainment Tonight sagde han ifølge Buzzfeed, at Michael Jackson, der døde i 2009, ”uden tvivl” havde pigmentproblem.

- Hans hudfarve var formodentlig tættere på min hudfarve end hans egen, siger skuespilleren.