Portrætfotografi er meget mere end hurtige snapshots og selfies taget med din smartphone.
En af de bedste inden for feltet er hollandske Rineke Dijkstra, der igennem mere end 25 år har fotograferet almindelige mennesker i klare farver og med knivskarp præcision.
- Jeg tror, det er en del af hendes appel, at folk selv har taget så mange portrætter, siger kunsthistoriker Mette Sandbye.
- Fordi selvportrættet er en så tydelig og markant del af vores kultur, tiltrækkes vi måske endnu mere af en kunstner, der arbejder med portrætformen så klogt, koncentreret og nuanceret, som hun gør.
Almindelige mennesker i overgangsfaser
I øjeblikket er Rineke Dijkstra aktuel med en stor soloudstilling på Louisiana, og så modtager hun i dag en af verdens mest prestigefyldte fotopriser, Hasselbladprisen.
Prisen er blevet uddelt siden 1980 og har nogle af verdens mest prominente fotografnavne på modtagerlisten.
Udover at vinderen kan tage 1 million svenske kroner med sig hjem, er prisen også med til at lade fotografen gå fra stor til større i både anerkendelse og berømmelse.
Rineke Dijkstra har gjort det til sin specialitet at fotografere mennesker, der alle er i en eller anden form for overgangsperiode i livet.
Overgangen fra barn til voksen, fra kvinde til mor, fra civil til professionel.
Alle Rineke Dijkstras billeder har markante lighedstræk, hvor de portrætterede som oftest er centreret i billedet og holder øjenkontakt med kameraet. Omgivelserne er neutrale, så de ikke stjæler fokus fra det vigtige: Personerne.
Hendes berømmelse kom noget nær over night, da hun i 1990’erne lavede en serie af børn og teenagere på stranden.
På fotografierne ser man de portrætterede enten alene eller i mindre grupper på stranden med himmel og hav bag sig. De står alle midt i billedet, poserer og ser direkte ind i kameraet, men har også alle et strejf af usikkerhed over sig i kropsholdning eller ansigtsudtryk.
De skildrer på én gang noget meget personligt og samtidig er der noget meget genkendeligt over dem, der gør, at vi kan spejle os i billederne, siger Mette Sandbye.
Og det er måske også derfor, at man her 25 år senere, stadig synes, at serien er interessant.
- Det her med at blive set på, at se på andre og at man hele tiden skal fremstille sig selv, hvad end det så er gennem kameraet eller i virkeligheden. Det er den psykologiske stemning, hun fanger meget godt i de her værker.
Fotokunst i en selfietid
Vi lever i den grad i en tid, hvor vi ser på både andre og på os selv gennem vores smartphones og de sociale medier.
Og hvorfor det lige netop er Rineke Dijkstra, der vinder den store fotopris lige netop nu, kan måske hænge sammen med, at dagligdagens portrætter nærmest eksploderer omkring os i kraft af selfies og digitale kameraer, siger Mette Sandbye, der også selv tidligere har siddet i Hasselbladprisens jury.
- Her er en, der behandler portrættet på en stærk, kunstnerisk måde, som både supplerer og står i kontrast til, hvordan vi selv er på de sociale medier. På den måde er det meget timeligt, og det er muligvis nogle overvejelser, de (årets Hasselblad-jury, red.) har haft med ind over nu, hvor hun vinder.
Sat op imod hverdagsportrættet, som vi oplever gennem et lille firkantet felt på telefonen, rummer Rineke Dijkstras billeder alene i størrelsen en vis pondus.
Fotografierne er ofte 1:1-størrelse, så når du møder dem på museet fungerer de næsten som et spejl, fortæller Mette Sandbye.
- Det har altså en stærk effekt med de her store størrelser som gør, at man måske bedre kan forholde sig til billederne og kan lægge mærke til alle detaljerne.
- Hvilket udtryk har personerne i øjnene, hvordan er deres kropsholdning og hvordan bærer de deres tøj?
Fotografi der bryder med genrerne
Portrættet er en af de første genrer inden for fotografiet. De første ti år efter fotografiets opfindelse i 1830’erne eksploderede portrætfotoets popularitet, fordi almindelige mennesker nu fik mulighed for at blive portrætteret.
Det havde ellers hidtil været forbeholdt kongelige og de særligt privilegerede at stå model og blive malet i al den stråleglans, de kunne frembringe.
Dermed opstod der også ret hurtigt en konkurrence mellem portrætmaleri og -fotografi. For hvorfor overhovedet lade sig male, når man kunne blive fotograferet?
Maleriet måtte finde nye veje for at have eksistensberettigelse, hvilket over tid også ledte til det mere ekspressive og abstrakte maleri. Fotografiet måtte omvendt kæmpe for at blive accepteret som kunst.
Billedkunstneren Thomas Kluge maler portrætter så minutiøst, at ligheden med virkeligheden er slående.
Så slående, at han engang fik følgende kommentar fra Dronningen, da han præsenterede hende for et portræt, han havde malet af hende: ’De har sandelig fået det hele med.’
- I det splitsekund, jeg nåede at tænke, om jeg havde krydset grænsen for, hvor tæt på, man kan gå, gik det op for mig, at det var tiden, der er forskellen mellem fotografi og film og så maleri, siger han om oplevelsen.
- Fotografiet er jo et øjebliksbillede. Det er jo simpelthen et øjeblik, der fastlåses.
Maleriet derimod, er ikke begrænset af tid, mener Thomas Kluge og uddyber:
- Det jeg laver, når jeg maler, det er en konstruktion, hvor jeg trækker fortællingen ud af sin tid. Så det er ikke et dokumentarisk billede på samme måde som fotografiet.
Og selvom Rineke Dijkstra fanger et bestemt øjeblik i sine modellers liv gennem kameraet, så sammenlignes hun faktisk ofte med netop en portrætmaler på grund af sin langsommelige og koncentrerede tekniske proces.
- Når man ser billederne kan man måske tænke, at ’Nåh, men det er jo bare to drenge, man lige stiller op på en strand’, fordi alle går og fotograferer hele tiden. Men det er faktisk enormt svært, siger Mette Sandbye med henvisning til Rineke Dijkstras strandserie.
Hun peger på, hvordan lyset udendørs er svært at kontrollere, fordi det skifter hele tiden. Derfor arbejder Rineke Dijkstra også altid med flere forskellige former for blitz for at skabe det kraftige, ensartede udtryk, man kan genkende hendes værker på.
Og dette brud med, hvad fotografiet kan og skal kunne, er noget af det, Mette Sandbye synes er så interessant ved mediet.
- Det, jeg synes er så fantastisk fascinerende ved fotografi er, at det går ud og ind af alle genrer. Det er ikke sådan at låse fast. Det prøvede man jo ellers på op gennem det 20. århundrede, som en del af hele den her retfærdiggørelse af fotografiet som kunst.
- Men det er i 90’erne, Dijkstras generation, at man begynder at blande alle genrerne og sige, at det jo egentlig er det, fotografiet kan.
- Rineke Dijkstra tager et klassisk udgangspunkt med de her meget skarpe, klare fotografier, som vi kender fra portrætter af de rige og berømte, men sætter de almindelige mennesker ind.