Seks personer fra Grønland, du skal kende - fra første folketingsmedlem til prisvindende forfatter

En af de markante person fra Grønlands historie er John Møller.

Kirstine Eiby Møller fra Grønlands Nationalmuseum og Arkiv kalder ham "en vild skikkelse":

- Han bliver født i 1867 og er den første fotograf i Grønland. Hans far bliver oplært i bogtrykkerkunsten af Rasmus Berthelsen, og John arbejder selv meget i bogtrykkeriet som ung og interesserer sig rigtig meget for det, men han ender med at blive oplært i fotografi i København.

- Da han vender tilbage til Nuuk, arbejder han både som fotograf med sit eget atelier, og så har han en sidegesjæft med at udstoppe fugle.

Således findes der faktisk stadig ”kæmpe samlinger” af fugle både i Grønland og Danmark, som er udstoppet af John Møller.

Han blev dog for alvor interessant i sine ældre år, da han går ind i politik, mener Kirstine Eiby Møller.

- Han går rigtig meget op i fangernes - der levede af at fange sæler og hvaler - forhold. Han vil bevare kajakkulturen, så man ikke kun bruger fiskekutteren. Han involverer sig meget i kulturbevarelsen, sportsforeninger og så videre. Han går op i den oprindelige kultur – blandt andet at sejle kajak og kaste harpuner.

- Han får også trykt brandtaler i avisen Atuagagdliutit på både dansk og grønlandsk for at understrege, hvor vigtigt det er for ham, at man bevarer de her kulturelle udtryk.

John Møller døde i 1935.

Aldrig før har en grønlandsk forfatter vundet den fornemme Nordisk Råds Litteraturpris. Ikke før Niviaq Korneliussen vandt den i 2021 for romanen 'Blomsterdalen'.

I 'Blomsterdalen' følger man en ung kvinde de sidste måneder, inden hun begår selvmord. Og de mange selvmord i Grønland var netop hovedtemaet for Korneliussens takketale, da hun vandt prisen tilbage i november:

- Jeg har skrevet talen til børn og unge derhjemme. I er grunden til, at jeg har fået denne her pris. Vi har den højeste selvmordsrate i verden, sagde hun blandt andet i sin takketale.

Og det er netop engagementet i Grønlands ungdom, der gør Niviaq Korneliussen helt særlig, vurderer Peter Toft fra Nationalmuseet.

- Hun tager nogle virkelig væsentlige problematikker op, som man måske ikke taler så meget om internt i Grønland, fordi de er tabubelagte – i særdeleshed seksualitet og unges kamp med identitetsdannelse, siger han og uddyber:

- Hun giver virkelig de unge i Grønland en stemme, men hun beskriver også nogle problematikker, som er i fokus uden for Grønland. Hendes måde at skrive på er let at relatere til – også hvis man er et ungt menneske alle mulige andre steder end Grønland. Derfor er hendes bøger også udkommet på alverdens sprog.

Niviaq Korneliussen er født i 1990 i Nuuk, men opvokset i den sydgrønlandske by Nanortalik i en familie, hvor hun er den midterste af tre søstre.

'Blomsterdalen' udkom i 2020 og er Korneliussens anden roman. Den første, 'Homo sapienne', udkom i 2014 og var også nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris for sit portræt af LGBT+-miljøet i Grønland.

En af de vigtige at få nævnt er Augo Lynge. Han var blandt de første to grønlandske medlemmer af Folketinget.

- Han er en af de helt store politiske og kulturelle personligheder i nyere Grønlandsk historie, fortæller Peter Toft fra Nationalmuseet.

På den ene side ville Augo Lynge have et moderne, udviklet grønlandsk samfund via større integration med Danmark. Samtidigt havde han også stort fokus på det nationale og at bevare grønlandsk kultur.

Denne dobbelthed havde mange dog svært ved at forstå:

- Augo Lynge påpegede, at mange andre nye stater rundtom i verden valgte at løsrive sig fuldstændigt fra deres tidligere koloniherrer. Men han mente altså, at det var til Grønlands bedste at forblive forbundet til Danmark og argumenterede for dette op til grundlovsændringen i 1953.

- Alligevel var han i høj grad også grønlandsk-sindet og optaget af at bevare grønlandsk kultur. Det ses af mange som en slags dobbelthed, men sådan så han det ikke selv. For ham var det ikke modsætninger at ville udvikle Grønland og bevare grønlandsk kultur samtidigt. Han mente, at udvikling af det grønlandske samfund var en forudsætning for, at Grønland i fremtiden kunne blive mindre afhængigt af Danmark.

Udover at være politiker var Augo Lynge også både digter og forfatter.

Blandt andet udgav han i 1931 bogen 'Ukiut 300-ngornerai' ('Grønland i 300-året for Hans Egedes ankomst'), hvor han beskriver, hvordan et moderne Grønland ville se ud næsten et århundrede ude i fremtiden. Et nyt Grønland med moderne byliv, erhverv og ikke mindst ligestilling mellem grønlændere og danskere.

Augo Lynge døde i 1959, da skibet Hans Hedtoft gik ned og forsvandt.

I midten af 1800-tallet var uddannelse noget, de fleste måtte drømme om. Ikke mindst i Grønland. Men Rasmus Berthelsen, der blev født i 1827 og voksede op i et fangerhjem i byen Sisimiut, var én af de heldige få:

- Han er én af de første grønlændere, som får en større boglig uddannelse, siger Peter Toft fra Nationalmuseet og uddyber:

- Det interessante ved ham er, at det sker ud fra hans eget ønske – og i modstrid med sin fars ønske om, hvad han skal. Hans far vil derimod have, han skal være rensdyrjæger ligesom ham selv.

Rasmus Berthelsen drømte dog ikke om at gå i farens fodspor. Han havde fra en tidlig alder et ønske om at blive lærer. Og i skolen var Berthelsen så god en elev, at han i 1844 blev sendt til Danmark, hvor han fik to års uddannelse hos en lærer på Amager.

- På kateketseminaret i Nuuk får han titel af hjælpelærer og får kun lov til at undervise i nogle mere generelle grønlandske fag. De danske lærere tager sig til gengæld af al det teologiske, hvilket han ikke er helt tilfreds med, uddyber Peter Toft.

Rasmus Berthelsen nåede imidlertid alligevel at sætte sit præg på to generationer af grønlændere, der stille og roligt begyndte at stille krav til landets fremtid.

I samme periode blev Berthelsen redaktør for Grønlands første avis, der bar navnet Atuagagdliutit.

Og selvom Rasmus Berthelsen døde helt tilbage i 1901, kender mange i Grønland stadig til især hans salmer, som han selv digtede og skrev melodier til. Den mest kendte er julesalmen 'Guuterput', der er lige så kendt og elsket i Grønland, som 'Dejlig er jorden' er i Danmark.

Ved første øjekast lyder navnet Elisabeth Johansen måske som et ganske almindeligt navn. Men dén Elisabeth Johansen, der blev født i 1907 i Uummannaq og døde mere end 80 år senere samme sted, var langt fra nogen almindelig kvinde.

Hun var nemlig den første kvinde nogensinde, der blev valgt til Grønlands Landsråd. Landsrådet var forløberen til Grønlands Landsting, der siden er blevet erstattet af landets nuværende parlament, Inatsisartut.

Det skete i 1959 – godt og vel ti år efter, kvinder i Grønland havde opnået valgret og valgbarhed i 1948. Elisabeth Johansen blev i den forbindelse kendt for at rejse rundt med hundeslæde eller båd for at holde valgtaler i forskellige byer og bygder.

I sin politiske karriere gjorde hun sig især bemærket ved at forholde sig kritisk til moderniseringen af Grønland, hvor man blandt andet vil flytte fangere og fangerfamilier til højhuse i de større byer.

Hun var desuden stor modstander af det såkaldte fødestedskriterium, der bevirker, at tilrejsende danskere får en højere løn end grønlændere for samme arbejde. I den forbindelse blev hun kendt som "det eneste mandfolk" i Grønlands Landsråd.

Elisabeth Johansen gjorde sig dog ikke kun bemærket som politiker i sit mere end 80 år lange liv.

Hun tog i 1931 jordemodereksamen fra Rigshospitalet med den højest mulige karakter. Samme år, som 23-årig, vendte hun tilbage til barndomsbyen Uummannaq for at hellige sig sit hverv. Det krævede dog sin kvinde at være jordemoder i det nordlige Grønland på den tid.

Faktisk måtte Elisabeth Johansen både assistere lægen, når der skulle foretages kirurgiske indgreb, og på grund af de primitive forhold måtte hun også agere både økonoma, kok og tolk på det lille sygehus.

Elisabeth Johansen fik i alt fem børn – to af dem gik i deres mors fodspor og blev også politikere. Hun døde i 1993.

Indrømmet, du har måske ikke hørt om Judith fra den herrnhutiske brødremenighed før. Men det er en skam, mener Kirstine Eiby Møller. For Judith – der ikke har noget efternavn, hvilket vi kommer tilbage til – var i 1700-tallet intet mindre end én af de første kvindelige lederskikkelser i Grønland:

- Den religiøse menighed, der missionerer i Grønland, har på det her tidspunkt ikke fået overtalt inuitterne til at leve på den måde, de synes, man bør leve. Men Judith får simpelthen indført den herrnhutiske levevis i menigheden. Det vil blandt andet sige, at man bor i huse opdelt efter køn og status.

- På grund af hende holder den levevis ved i tyve år, selvom det ikke falder grønlænderne helt naturligt at leve sådan, forklarer Kirstine Eiby Møller.

- Lige så snart hun dør, falder det fra hinanden, og man begynder at bo i enfamilieboliger, som man har gjort før. Men det vidner om, at Judith har været en ret ekstraordinær kvinde på det her tidspunkt, fordi hun har kunnet gennemtrumfe – og fastholde – den anden levevis i så mange år. Hun har haft mindst lige så meget magt som de mandlige missionærer.

Tilbage til det med det manglende efternavn: Herrnhuterne brugte nemlig slet ikke efternavne, forklarer Kirstine Eiby Møller.

- Det er først, da herrnhuterne forlader Grønland omkring år 1900, at man bliver nødsaget til at få efternavne, fordi man dér bliver en del af den danske kirke.

Judith døde i 1758, blot 36 år gammel.