Fake news.
Sådan lyder et af de begreber, som for alvor slog igennem i 2017 – godt hjulpet på vej af en række tweets fra den amerikanske præsident, Donald Trump.
Trods den store bevågenhed, så mener kun hver fjerde dansker, at de er stødt på falske nyheder, viser en undersøgelse fra DR Medieforskning.
68 procent af de adspurgte danskere har enten høj eller meget høj tillid til de danske nyhedsmedier, mens kun fire procent fortæller, at de i mindre grad eller slet ikke har tillid. Og særligt de sociale medier er danskerne ekstra meget på vagt overfor.
Men flere falske nyheder har faktisk bredt sig. Her får du tre af dem og forklaringen på, hvorfor nogle hoppede på dem.
Trump og de dumme republikanere
En af de store falske nyheder i Danmark handler faktisk om Trump, der ofte raser over fake news.
- Hvis jeg skulle stille op som præsident, så ville jeg gøre det for republikanerne. De er den dummeste gruppe vælgere i landet. De tror på alt, hvad Fox News siger. Jeg kunne lyve, og de ville æde det råt.
Sådan lød citatet, som ivrigt blev delt på de sociale medier. Citatet skulle angiveligt stamme fra et interview med Donald Trump, der skulle have været bragt i magasinet People i 1998.
Problemet er bare, at citatet aldrig er blevet bragt af magasinet.
- Det generelle for falske nyheder, der går viralt, er, at de bygger videre på en eksisterende, større debat, og de virker sandsynlige ved at bekræfte en fordom hos brugerne. Mange danskere vil angiveligt ikke blive overrasket over denne historie, og derfor fik den lov til at sive igennem, siger Dennis Christensen, medieforsker i DR.
Anna Mee Allerslevs mand i Paradise Papers
Radio24syv-programmet 'Den korte radioavis' åbnede i 2017 hjemmesiden Onlineposten.dk. I forbindelse med Anna Mee Allerslev-sagen skrev Onlineposten.dk, at Anna Mee Allerslevs mands navn stod i Paradise Papers. Det blev blandt andet delt på Twitter med rasende ord om endnu en uheldig sag for den tidligere københavnske borgmester.
Men siden blander både sande og falske nyheder – og lige præcis denne var altså falsk.
Hvorfor den blev delt på de sociale medier er der særligt to årsager til, siger Dennis Christensen.
- Først og fremmest hopper man nemmere på den, hvis den er skrevet på grammatisk korrekt dansk. Og så rammer den en i forvejen kendt fortælling. Mange vidste på det tidspunkt, at der var historier ude om Anna Mee Allerslev, og flere havde en opfattelse af, at hun havde haft fingrene for langt nede i kagedåsen. Så kommer den her som en slags krølle på halen, som tilføjer nyt til den eksisterende fortælling.
Radio24syv har efterfølgende lukket sitet, så den seneste artikel – dags dato – stammer fra 23. november.
Danmark med eneste land med afgifter på el-biler
Den 29. oktober spredte et billede sig – igen på de sociale medier om, at Danmark var det eneste land i verden, hvor der er afgifter på el-biler.
Problemet er bare, at det har vist sig, at billedet var manipuleret, og at historien ikke er korrekt.
Billedet blev blandt andet spredt af partiet Alternativet, som retweetede fra skuespilleren Nikolaj Steens profil. Partiet har dog senere beklaget opslaget, og Nikolaj Steen har efterfølgende slettet det fra sin twitterprofil.
https://twitter.com/NikolajSteen/status/925314653563088897?ref_src=twsrc%5Etfw
Billedet har faktisk været på nettet i lang tid. Blandt andet ses det på et forum for Tesla-biler fra oktober 2015, hvor brugerne kritiserer de danske afgifter på el-biler.
Oprindeligt stammer billedet fra Facebook-sitet Knæk Afgiften, men her er det ikke afgifter på el-biler, som kritiseres. Men derimod afgifterne på nødder.
- Denne historie har fået et ekstra nyk, fordi den kom med en grafik. Det tager ikke mange sekunder at skrive noget vås. Men når man bruger tid på at designe en grafik, så virker det mere troværdigt. Og så hjælper det også en del, at det blev delt af nogle, der har mange følgere – selvom de nok ikke gjorde det af ond vilje.