Vikingemuseer jubler: Tv-serier om vikinger tiltrækker tusindvis af ekstra besøgende

Danske vikingemuseer har oplever markante stigninger i antallet af besøgende. Det skyldes ikke mindst tv-serierne ’Vikings’ og ’The Last Kingdom’, vurderer flere museer.

Ragnar Lothbrok fra 'Vikings' til venstre og Uhtred af Bebbanburg fra 'The Last Kingdom' til højre. Begge serier har haft enorm succes på henholdsvis HBO og BBC. (© PR-fotos)

Tv-serierne ’Vikings’ og ’The Last Kingdom’ rider på en bølge af succes – og det har smittet af på flere danske vikingemuseer.

Det oplyser museerne til DR.

Roskilde vikingeskibsmuseum har i år haft 12.000 flere besøgende end sidste år, og museumsinspektør Louise Kæmpe Henriksen er ikke i tvivl om, at de to tv-serier har meget med fremgangen at gøre.

- Vi oplever, at mange af vores besøgende stiller spørgsmål, der relaterer sig direkte til tv-serierne, siger hun og fortæller, hvordan de eksempelvis gerne vil vide, om historien i ’Vikings’ er ægte eller ej.

Vikingecenter Fyrkat i Hobro har også oplevet markant fremgang, og her handler spørgsmålene også ofte om serierne. De amerikanske krydstogtturister vil eksempelvis gerne vide mere om hovedpersonen i ’Vikings’ Ragnar Lothbroks.

- Når vi fortæller dem, at han er en sagnfigur, og at de mange stednavne i serien heller aldrig har eksisteret, bliver de nærmest lidt småfornærmede, fortæller museumsinspektør Anne Mette Gielsager Pedersen.

Også Moesgaard Museum og Ribe Vikingecenter oplyser, at de oplever stigende besøgstal.

- Jeg er ikke i tvivl om, at tv-serierne spiller en væsentlig rolle i forhold til den store interesse, der er for vikingetiden og middelalderen, siger museumsinspektør på Moesgaard, Pauline Asingh.