Donald Trump, som står til at blive Republikanernes præsidentkandidat i USA, udelukkede forleden dagbladet Washington Post fra at dække resten af hans valgkamp. Han forbød avisens journalister adgang til sine valgmøder og andre arrangementer med henvisning til Washington Posts ”meget ukorrekte” beskrivelse af hans udtalelser og holdninger.
Trump har ved flere lejligheder kaldt journalister for ”snuskede”, ”tabere” og ”utroligt uhæderlige”.
Konfrontationer mellem toppolitikere og medierne er ikke noget nyt fænomen i USA.
Her er fem amerikanske præsidenters sammenstød med pressen gennem tiden.
1. John Adams: Blev kaldt mentalt afsporet
”Mentalt afsporet”. Sådan lød et af mange hårde angreb fra pressen mod præsident John Adams og hans Føderalistparti, som ønskede en stærk forbundsregering i USA et par årtier efter løsrivelsen fra Storbritannien.
- Pressen var et direkte talerør for politikerne dengang, og der var også kommet oppositionsaviser, som angreb præsidenten. Adams blev i oppositionspressen blandt andet beskyldt for at ville være konge, siger Jeffrey Pasley, professor i historie på University of Missouri i Columbia.
Angrebene var sat i scene af Thomas Jefferson, som ydede økonomisk støtte til den skotskfødte avisredaktør James Callender, hvilket købte ham indflydelse på journalistikkens indhold. Jefferson var fra det rivaliserende Demokratisk-Republikanske Parti.
Kongressen vedtog i 1798 de såkaldte Retsakter om Udlændinge og Oprør med Adams’ billigelse. En af lovene gjorde det til en forbrydelse – ikke mindst for pressen - at fremsætte urigtige udtalelser, som var kritiske over for forbundsregeringen. Oppositionen kaldte det et forsøg på at knægte ytringsfriheden.
James Callender lod sig ikke afskrække. Han udgav året efter en bog, som var et karaktermord på John Adams. Indholdet i bogen var godkendt af Jefferson. Udgivelsen medførte, at Callender blev idømt ni måneders fængsel og en bøde på 200 dollars i henhold til den nye, omstridte lov.
Men virkningen af smædekampagnen udeblev ikke. Thomas Jefferson fortrængte John Adams fra tronen ved præsidentvalget i 1800.
2. Abraham Lincoln: Indskrænkede pressefriheden
Han er kendt for sin ophævelse af slaveri og sit forsvar for borgerrettigheder, men Abraham Lincoln stod også bag indskrænkelse af pressefriheden i flere tilfælde. Dette skete under Den Amerikanske Borgerkrig, som var stort set sammenfaldende med hans tid som præsident.
Da krigen brød ud, havde USA fået aviser, der udkom hver dag, og som var meget optaget af at viderebringe nyheder fra slagmarken, oplyser Jeffrey Pasley, historieprofessoren. Han forsker i amerikanske præsidenters forhold til medierne.
- Lincoln etablerede et samarbejde med venligtsindede aviser, men det var umuligt for ham at kontrollere samtlige, siger Jeffrey Pasley. Der var 4.000 aviser og tidsskrifter. Over tre fjerdedele var politiske, og de påvirkede holdningen i befolkningen.
Mindst én gang greb Abraham Lincoln personligt ind. Efter at to New York-aviser, Journal of Commerce og World, i maj 1864 bragte udokumenterede historier om, at Lincolns regering var ved at indkalde 400.000 mand til krigstjeneste, beordrede præsidenten aviserne lukket og ejerne fængslet. Og således blev det.
Desuden er der en stribe eksempler på, at Lincoln accepterede, at hans underordnede i den føderale administration og blandt generalerne foranstaltede anholdelse af journalister, lukning af aviser og forbud mod visse reporteres tilstedeværelse ved fronten.
3. William McKinley: Kaldt en marionet for pengemagten
En ny type avis var dukket op i USA, da republikaneren William McKinley forsøgte at blive landets præsident i 1896.
Det var ”den gule presse”, som blandede let fordøjelig kritik af sociale forhold og storkapitalen med krimistof og afsløringer af kendte personers privatliv. Udviklingen var drevet af bladkongen William Randolph Hearst, som havde opbygget en formue på sølvminer.
- Hearst-aviserne var et alternativ til den saglige presse. Hearst var meget partisk, men havde stor gennemslagskraft, fordi han nåede ud til et bredt publikum, siger historieprofessoren Jeffrey Pasley.
William Randolph Hearst støttede Demokraternes populistiske præsidentkandidat William Jennings Bryan både i 1896 og 1900, og han fremstillede William McKinley som en marionet for pengemagten. Hearst var rasende over, at McKinley holdt fast i guldstandarden – at dollarens værdi skulle være understøttet af et lager af guld, hvilket afspejlede sig i priserne på varer.
Når McKinley trods alt vandt valgene, skyldtes det en begrænset begejstring i Demokraternes partiapparat for partiets egen nominerede.
Få måneder inde i sin anden præsidentperiode blev McKinley myrdet, da polsk-amerikaneren Leon Czolgosz skød ham to gange i maven med en pistol, som han havde skjult i et lommetørklæde. Flere i samtiden pegede på William Randolph Hearst som moralsk medskyldig i attentatet.
4. Richard Nixon: Rapporter om aflytning af journalister
Richard Nixon trådte tilbage som amerikansk præsident i utide ved udsigten til en rigsretssag, fordi han modarbejdede opklaringen af den såkaldte Watergate-skandale om ulovlig aflytning i Demokraternes partihovedkvarter.
Drivkraften bag afsløringen var samme Washington Post, som Donald Trump nu er på kant med.
Det er mindre kendt, at Nixon lige fra indflytningen i Det Hvide Hus fem år tidligere iværksatte en mediestrategi, der skulle holde kritiske medier på afstand og miskreditere dem.
Nixon indsatte en tidligere reklamemand som Hvide Hus-stabschef, og han var den første amerikanske leder, der oprettede et særligt kommunikationskontor, der skulle iscenesætte præsidentens optræden i medierne. Tv var blevet en væsentlig politisk faktor. Nixon fik vicepræsident Spiro Agnew til at agere bulldog, og Agnew forsøgte at portrættere medierne som ”et lille, lukket broderskab af privilegerede mænd, som ingen har valgt”, oplyser Jeffrey Pasley fra University of Missouri.
Der er også rapporter om, at Nixon-regeringen foranstaltede aflytning af kritiske reporteres telefoner. En valgrådgiver beretter endda om en mordplan på en journalist.
Jeffrey Pasley mener, at Richard Nixon lige så meget blev offer sin egen adfærd som for Washington Posts indsats.
- Nixon fik Kongressen, FBI (Forbundspoilitiet, red.) og andre mægtige institutioner imod sig, siger Pasley.
5. Bill Clinton: Kæmpede mod nyt medielandskab
Den 17. januar 1998 gik præsident Bill Clintons relationer til medierne i USA ind i en ny fase.
Der havde tidligere været meldinger om ægteskabelige sidespring, som Clinton fik manet i jorden. Men nu rapporterede internet-mediet Drudge Report, at Clinton havde et seksuelt forhold til den 22-årige Hvide Hus-praktikant Monica Lewinsky. Etablerede medier tog emnet op, og få dage efter afviste Bill Clinton på et pressemøde påstanden. Hillary Clinton fastslog, at hendes mand var offer for en ”vidtfavnende, højreorienteret sammensværgelse”.
I de kommende måneder kom der belastende materiale frem om affæren, og fordi Bill Clinton gentog sin benægtelse under ed, indledte Republikanerne i Kongressen en rigsretssag under kolossal bevågenhed, som endte med frikendelsen af præsidenten for mened og for at have lagt efterforskningen hindringer i vejen.
- Lewinsky-sagen fik mulighed for at leve på grund af et ændret medielandskab i kraft af kabel-tv og sekundært nyheder via internettet. Der var også sket en delvis tilbagevenden til partimedier, siger Jeffrey Pasley, professor i historie på University of Missouri i Columbia.
Pasley henviser til, at fremtrædende republikanske kongresmedlemmers bestræbelser på at retsforfølge demokraten Bill Clinton blev støttet af den konservative Fox News Channel.
Jeffrey Pasley noterer, at Clinton kom ud af sagen som vinder. Han havde en tilslutning på næsten 60 procent ved sin afgang.