Af Dorthe Chakravarty
Da Trine Appel var barn, sørgede hendes far for, at hun fik Danmarkshistorien med sig, når de to gik en tur igennem København, hvor han fortalte historier fra gammel tid og sin egen opvækst.
Hans interesse for gamle dage satte også sit præg på hjemmet:
- Jeg er opvokset med blankvåben, fordi min far samlede danske marinesabler fra midten af 1800-tallet. Så jeg er fra et hjem, hvor der var sabler over det hele; så jeg har lært fra en tidlig alder, at man ikke sætter fingrene på klingen! Min far havde faktisk et helt museum på sit eget værelse, der var fyldt med uniformer fra 1800- tallet, dragonhjelme, emblemer, kepier og jeg ved ikke hvad!
Netop farens interesse for krig og våben har smittet af på skuespilleren, der er er vild med heste i krig. Hun er selv passioneret rytter, og det var hendes interesse for ridning, der satte hende i gang med at skrive romanen Kongens Staldknægt, der udkom i 2009:
- Det er en ungdomsroman, der handler om en pige i nutiden. Hun finder ud af, at hun har levet før, og den gang var hun en uægte datter af Christian 4. I bogen kommer vi indover trediveårs krigen, hvor der var nærkamp til hest. Jeg er pænt nørdet med, hvordan man har brugt heste før i tiden. Det er jo noget helt andet end i dag, hvor alt med heste er meget pussenusset og noget for piger. I renæssancen og før den, og lidt efter, var heste et våben.”
Hesten var et våben
Og så fortæller Trine Appel, at nutidens dressurridning udspringer af det, man tidligere lærte hestene for at de kunne bruges i krig:”
- Det man ser i for eksempel den spanske rideskole i Wien, er, at de laver det, der hedder capriole, hvor hesten springer op samtidig med den sparker bagud. Det er en nærmest ikonisk bevægelse, som man brugte hestens naturlige anlæg for og rendyrket, for at hest og rytter kan være både offensiv og defensiv på slagmarken.
Trine Appel bruger ikke kun historien til at dyrke sin lidenskab for ridning, hun bruger også fortiden som drivkraften i de forskellige manuskripter, hun er ved at skrive. Netop nu har hun meget at lave, men hvis travlheden ikke vælter alle planer, regner hun med, at hun næste år får udgivet to romaner for børn og unge: Her spænder handlingen over fortid og nutid, og hovedpersonerne skal opklare historiske mysterier, hvor de blandt andet skal finde ud af, hvem der slog Erik Klipping ihjel. Med bøgerne vil hun med egne ord:
- Grave ned i nogle af de fantastiske historier, der er i vores Danmarkshistorie.
Et af de gode emner er Christian 4. Han og hans anden hustru, Kirsten Munk, spiller hovedrollerne i det filmmanuskript, hun også er i gang med:
- Han har så mange ansigter. Vi kender jo alle historierne om, at han var fuld inden kl. 12, og der eddermane var gang i ham. Der er også en anden side af ham. Som jeg har forstået ham og arbejdet mig ind til ham, var han også et meget følsomt væsen. For eksempel i forholdet til Kirsten Munk. Hun hev ham jo simpelthen rundt ved næsen, og han var så næsegrus forelsket i den her kvinde, at man ikke kan lade være med at tænke: ”Hvorfor fanden satte han ikke foden ned?” Alle mulige konger før ham havde skåret hovederne af deres koner, men han var, som vi vil sige på moderne dansk, så pussy whiped, at han fandt sig i alt.
Christian 4. er moderne
Det er den komplekse person, der interesserer Trine Appel: Kongens kamp for at bevare facaden og være den store konge, samtidig med det, som hun siger, ”kører af helvede til derhjemme”. Den dobbelthed gør ham til en person, der er forståelig og genkendelig for et nutidigt publikum. Han virker nærmest moderne. Når hun er så begejstret for kongen, skyldes det ikke kun hans personlighed og liv, men også hans tid:
- Jeg er jo ret vild med renæssancen, der altid har talt til mig i form af deres store videbegærlighed, lyst til livet og ramasjang.
I sine fiktive værker følger hun de historiske personer og går nærmest i dialog med dem for at forstå deres gøren og laden, men hun er samtidig meget påpasselig med, at fiktionen ikke kommer til at tage livet af det faktuelle, og det har en del at gøre med hendes far:
- Jeg føler mig sindssygt forpligtet overfor det faktuelle. Min far var jo meganørdet, så når vi sad og så historiske film, skreg og brokkede han sig, når der var noget, der var forkert. Om det så bare var en lille knap. Man har selvfølgelig sin kunstneriske frihed, men jeg er meget opmærksom på, at tingene skal være så historisk korrekte, som man overhovedet kan.
Derfor opsøger hun fagfolk, der b.la. kan fortælle hende om kuglerne, der blev brugt i kanonerne i slaget på Lutter am Barenberg var massive eller nogle, der kunne eksplodere. Den slags detaljer er nemlig vigtige for en passioneret historienørd.