Af Dorthe Chakravarty
Telefonforbindelsen skratter slemt. ”Vent lige, jeg går lige op på øens højeste punkt”. Sebastian Klein gør, hvad han kan for at finde et sted på Christiansø, hvor det er til at tale i telefon.
Det er nu ikke det højeste, men næsthøjeste sted, han søger hen til. Store Tårn på Christiansø, hvor det ikke knaser så meget på linjen.
TV-værten, skuespilleren og forfatteren Sebastian Klein er taget til Christiansø for at forene arbejde og fornøjelse.
Han fortæller over telefonen, at det er et oplagt sted at tage til, hvis man som han er vild med natur – og historie. Klein er bidt af gamle dage, og har en særlig gren af fortiden, han dyrker med stor lidenskab:
- Jeg elsker historier om helte og skurke. Mine store kæpheste i Danmarkshistorien er Tordenskjold, Corfitz Ulfeldt, Dr. Dampe, der jo også endte her på Christiansø, og så er der én som englemagersken Dagmar Overby. De er helt fantastiske. Det er rent eventyr. Selv om vi siger, at historie er faktuelle begivenheder, så er det altså også eventyr.
Gik i gang med historien som voksen
Det er ikke kun de eventyrlige historier, der gør, at han sætter pris på en god historisk historie. Sebastian Klein mener, det er nødvendigt at kende historien for at kende sig selv og forstå sit land.
Han fortæller, at hans historiske interesse voksede ud af mangel på viden.
Som voksen måtte han erkende, at han ikke helt kunne kongerækken eller kendte til historiske baggrunde og sammenhænge, som han mente, han burde vide noget om. Så han gik i gang med blive klogere.
Han spurgte sin far, skuespilleren Jesper Klein, der var historisk interesseret. Han spurgte venner og hvem, der nu ellers var at tale og diskutere med. I dag er det let at få viden, siger han, Google har svaret på alt.
Til gengæld synes hans, at Danmarkshistorien er for lavt prioriteret i medierne og i undervisningen generelt. Derfor er en af hans store drømme at lave historie til børn på TV:
- Jeg vil lave en Damarkshistorie, hvor de danske skurke og helte er udgangspunktet. Man skal altid lave noget ud fra et eller andet, folk kan relaterer til. Godhed, ondskab og heltehistorier er genialt, for det er noget, der fænger os alle sammen. Hvis man formidler det på den rigtige måde, vil det også få fat i børn. Jeg tror, at det kunne være med til at sætte gang i børnenes – og deres forældres – nysgerrighed, så de vil lære og læse mere.
Frygtelige historier kan godt være børnehistorier
Når han nævner de helte og skurke, han selv finder spændende, er det svært at se dem alle indgå i en fortælling for børn.
Englemagersken Dagmar Overby blev i 1920’erne dømt for at have dræbt ni små børn. Mod betaling tog hun børn i pleje, hvorefter hun tog livet af dem. Hun gjorde dem til engle, så hun slap for arbejdet, men kunne beholde pengene. En frygtelig historie, som Sebastian Klein mener, kan fortælles til børn:
-Det synes jeg, den kan. Nu er hendes historie så langt tilbage i tid, at der i dag ikke er nogen, der er direkte sorgbehæftede med den historie. Så du kan faktisk godt formidle den, og er der noget, børn synes er fedt, er det jo historier om folk, der slår hinanden ihjel. Jo ondere og vildere, jo bedre er det. Og så vil jeg gøre det på en humoristisk måde. Selv om Dagmar Overby var sindssygt modbydelig, kan man godt lave en fed vinkel på den historie.
Der skal måske nok arbejdes lidt ekstra for at overbevise nogle chefer om netop den historie, siger han med et grin, men han tror fuldt og fast på en Danmarkshistorie for børn. Det kratter godt i telefonen.
Christiansøs beliggenhed og den stride vind tager del i samtalen, men det lader til, at Klein har det skønt lige netop dér.
Her blev en af historiens helte, den politiske aktivist Dr. Dampe fængslet i 1821, fordi hans kamp for frihed og demokrati blev anset for at være en trussel mod kongen, der kvitterede med 20 års indespærring på den øde ø.
De gamle militære anlæg på øen er bevaret. Historien er intakt og omgivet af natur, hav og fugle. Det bliver stort set ikke bedre for Sebastian Klein, der ville ønske, han kunne tage familien med til øen i efterårsferien og lade dem mærke suset af alt det, der var en gang.