- Hvis Sofiegården ikke havde eksisteret, så havde Gasolin' nok ikke eksisteret. Det tror jeg ikke. Vi havde i hvert fald ikke heddet Gasolin'.
76-årige Wili Jønsson er ikke i tvivl om, at de syv faldefærdige, besatte huse på Christianshavn havde en afgørende rolle for hans liv. Og for dansk musikhistorie.
Men det er ikke musik, den 25-årige Wili Jønsson tænker på, da han i 1967 går og lurer på, hvad der sker i Sofiegården.
Han er flyttet fra Toldbodgade i det indre København og bor nu i Dronningensgade 39 på Christianshavn. Klos op af de syv forladte huse, som Københavns Kommune har dømt uegnet til beboelse og derfor ryddet for beboere.
En gruppe unge i bolignød er flyttet ind. De bor ulovligt i Sofiegården. Wili Jønsson har lagt mærke til dem. Særligt én bestemt gruppe af dem.
- Jeg finder jo ud af, at der kommer en bunke kønne piger inde i Sofiegården, og så begynder jeg at hænge ud der, fortæller Wili Jønsson og slår et stort grin op – mere end 50 år efter damejagten på Christianshavn begyndte.
Wili finder hurtigt en kæreste og møder flere interessante mennesker i Sofiegården, der bliver et kreativt centrum for det, der senere bliver kendt som ’slumstormerbevægelsen’.
Nyvasket og interessant
I foråret 1968 er Wili Jønsson på hilsefod med Kim Larsen, der sammen med sin kone Mariann er blandt de første beboere i Sofiegården.
- Kim og jeg, vi starter med at lure lidt på hinanden, fortæller Wili Jønsson.
Kim Larsen er lige blevet skolelærer og støder regelmæssigt på Wili Jønsson på ruten hjem fra Gerbrandskolen til Sofiegården. Ofte når Wili Jønsson, der ikke har noget fast arbejde, sidder i gården eller en af de tilstødende gader og nyder forårssolen.
- Det var jo lidt sjovt, for Kim var lige blevet lærer på Gerbrandskolen, hvor Franz og jeg gik, da vi var børn, fortæller Wili Jønsson.
På det her tidspunkt kender Kim Larsen ikke Wili Jønssons barndomsven Franz Beckerlee endnu.
- Kim bryder sig ikke så meget om at være lærer, kan jeg godt mærke. Når han kommer hjem fra skole ved 14-tiden, sidder jeg tit og får en øl og en cigaret efter at have været en tur i fællesbadet på Kofoeds Skole, husker Wili Jønsson.
Kim Larsen undrer sig over, at Jønsson altid er nyvasket i en tid og en by, hvor privat bad er en sjældenhed. Så Larsen tager ifølge biografien 'Kim Larsen – mine unge år' kontakt til den rene mand, der har sat sig til rette i Sofiegården.
Han får historien om fællesbadet i Sofiegården, og så begynder de to at tale sammen.
Hvad fanden lever du egentlig af?
Det er ikke kun Jønssons renlighed, der fascinerer Kim Larsen.
- Jeg følte mig tiltrukket af mandens ansigt. Han så interessant ud, hvilede i sig selv, så ham kunne jeg tænke mig at lære at kende, fortæller Kim Larsen i bogen.
- Så Kim spørger mig, hvad fanden jeg egentlig lever af, husker Wili Jønsson.
Han fortæller om sine "faste jobs". Det vil sige sæsonarbejde som blandt andet post og på gartneri.
- Jeg havde en meget lav husleje og kørte på cykel. Jeg havde næsten ingen udgifter, så jeg kunne klare mig i flere måneder, når jeg havde arbejdet et stykke tid med forskellige småjobs, fortæller Wili Jønsson.
- Det fascinerede Kim, at jeg kunne leve sådan.
Wili i underbukser
Kontakten er skabt, og båndet mellem Wili Jønsson og Kim Larsen bliver tættere, da sidstnævnte i juni 1968 skal til fest på seminariet.
For 22-årige Kim Larsen har ikke kun set en nyvasket mand med et interessant ansigt. Han har også set en velklædt mand. Så Kim spørger sit nye bekendtskab, om han ikke kan låne noget tøj.
- Altså bare den der ternede jakke? spørger han.
Wili accepterer, og de går op i lejligheden i Dronningensgade 39, hvor Kim Larsen får smag for mere af garderoben og særligt det tøj, som den venlige vært selv har på.
- Det ender med, at jeg sidder tilbage kun i underbukser, griner Wili Jønsson.
Stemmen
Møderne mellem Wili og Kim bliver hyppigere. Ofte i solen i Sofiegården med de andre beboere.
- Det hele emmede af ungdom. Der var fyldt med unge mennesker. Livet lå foran os. Vi var enige om, at der var ballade ude i verden, og vi havde det godt. Det var gyldent. Vi havde en god fællesskabsfølelse, husker Wili Jønsson.
- Kim og jeg begynder at tale meget om musik, men der går lidt tid, fra vi møder hinanden, til vi begynder at spille sammen. Vi skal stadig lige se hinanden lidt an.
Wili og Kim taler om musiksmag og finder ud af, at der er en del fællesnævnere.
- Vi talte meget om 'stemmen' og var enige om, at Elvis havde stemmen. Kim og jeg var enige om, at stemmen vægtede højt, og at stemmen altid talte for to i et band. Der var Franz ikke enig, siger Wili Jønsson.
Hvem skal synge?
Wili Jønsson mangler et band. Hans gamle band 'Exploding Mushroom' er gået i opløsning, og han er ved at lære at spille bas. Vennen Franz Beckerlee er glad for Jimi Hendrix og har besluttet sig for at spille guitar.
De to taler om at starte noget sammen. Og Wili kender også Bjørn Uglebjerg, der kan spille trommer.
Ifølge 'Kim Larsen – mine unge år' er det ikke givet, at Kim Larsen skal være forsanger i bandet. Den rolle har Wili Jønssons kæreste, Kathrine Jensenius, set sig lun på. Men diplomatisk og nænsomt får Wili Jønsson skubbet kæresten væk fra – og Kim Larsen over til – mikrofonen, fortæller Kim Larsen.
Sådan husker Wili Jønsson det ikke helt, men:
- Det kan da godt være, at vi har spillet lidt kostbare over for Kim, griner Wili Jønsson.
Franz’ æggebakker
I 1968 begynder Franz Beckerlee, Bjørn Uglebjerg, Wili Jønsson og Kim Larsen at spille sammen.
- Vi laver vores første øvelokale i et baghus i Sofiegården. Hr. Beckerlee foreslår, at vi skal sætte æggebakker op, så vi dæmper lyden, når vi spiller høj, elektrisk musik. Så det gør vi, fortæller Wili Jønsson, der bliver samlingspunktet i det nye band.
- Jeg har altid været den, der har bedt Kim og Franz om at holde kæft. Og det blev jo værre og værre. Der blev råbt og skreget ret meget. Det var blandt andet det, som Bjørn Uglebjerg blev ret træt af, siger Wili Jønsson.
Uenighederne mellem Franz Beckerlee og Kim Larsen er velbeskrevet. Ligesom Bjørn Uglebjergs exit og afløseren Søren Berlevs entre i bandet er det. Den udskiftning sker først, efter bandet har forladt Sofiegården. Og efter, at Franz, Wili og Kim har afsøgt markedet.
- Da Bjørn ikke gad mere, prøvede vi forskellige trommeslagere. Blandt andre Tom McEwan, som jeg synes var god. Men Franz mente ikke, at hans beat var tungt nok. Nå ja, det må du meget undskylde hr. Beckerlee. Der var vi lidt uenige, husker Wili Jønsson.
Ølorkestret
Bølgerne går højt i bandet fra starten, husker Wili Jønsson, men kreativiteten blomstrer også i Sofiegården.
- Vi fandt lynhurtigt på nogle strofer. Det er jeg også ret god til. Det er Franz ikke. Kim var god og blev hele tiden bedre og bedre. Til sidst var det sådan, at når jeg kom med to melodier, så kom Kim med 20. Jeg kunne ikke hamle op med ham, husker Wili Jønsson.
- Da vi startede i øvelokalet, var det ret tungt. Senere blev vores musik lidt lettere.
Økonomisk er det ikke let for de fire bandmedlemmer. Det tager lidt tid, før spillestederne begynder at ringe efter bandet, der ikke blot bliver undfanget og født, men også navngivet i Sofiegården. En beboer finder på 'Gasoline', og e'et bliver erstattet med en apostrof. Dermed Gasolin'.
Wili Jønssons kæreste, Katrine Jensenius, hjælper med det økonomiske.
Hun er flyvebådsstewardesse og tjener, sammenlignet med fire ulønnede musikere, godt.
- Katrine underholdt os med penge. Vi havde ikke rigtig nogle jobs endnu, og vi fik ingen penge for det første job i Farvergade. Vi fik tilbudt noget tjald, som vi afslog, fordi vi hellere ville have øl, husker Wili Jønsson.
- Kim og jeg havde det lidt på den måde, at vi godt kunne lide øl, men dengang drak man ikke rigtig øl. Man røg tjald, men man kunne jo ikke rende rundt og være skæv hele tiden. Øl var ikke velset. Man så lidt ned på dem, der drak øl, og vi blev kaldt ølorkestret.
Uden Sofiegården, intet Gasolin'
Første job er på spillestedet 'Boom In', som to af beboerne i Sofiegården styrer. Men Gasolin' kommer aldrig til at give koncert i Sofiegården, som ellers bliver et kulturelt samlingspunkt frem til rydningen i 1969.
- Måske var vi ikke dygtige nok. Men Sofiegården betød meget for os. Det var der, Kim og jeg mødtes, og vi kom der meget. Det var også der, vi mødte virkeligheden for første gang, siger Wili Jønsson.
Wili Jønsson er i Sofiegården, da den bliver ryddet. Sammen med Katrine Jensenius bliver han båret ud af politiet og anholdt. Efter rydningen flytter han og Katrine ind i et andet nedrivningsdømt hus i Dronningensgade 6, et stenkast fra Sofiegården.
Da Gasolin' begynder at få jobs og sælge plader, køber bandmedlemmerne huset og sætter det i stand for en million kroner. Franz Beckerlee, Katrine Jensenius og Wili Jønsson bor stadig i Dronningensgade 6.