Så galt kan finanslovsforhandlinger gå: I 1983 endte det med et "kannibalvalg"

”Det er fuldstændig uacceptabelt, at skvadderrøvene i Folketinget kan få lov at optage en hel aften.”

Sådan sagde en af de mange tv-seere, der den 15. december 1983 ringede til Ekstra Bladets redaktion for at brokke sig over DR.

Tidligere på aftenen var statsradiofoniens telefoner blevet løbet over ende, så galden blev lukket ud på Ekstra Bladets telefonlinje.

Seerne var vrede over, at den engelske krimi ’Rovfuglene’ måtte udgå til fordel for en direkte transmission af Folketingets 3. behandling af Finansloven.

Behandlingen var kulminationen af en flere måneder lang politisk gyser, der sent om aftenen endte med, at daværende statsminister Poul Schlüter gik på talerstolen og udskrev folketingsvalg.

Schlüters problem var, at han skulle have protestpartiet Fremskridtspartiet bag sig, eller håbe på, at Socialdemokratiet stemte for finansloven, som de havde for skik at gøre.

Men ingen af delene skete, selvom Fremskridtspartiet støttede den siddende regering.

Det forklarer den mangeårige politiske kommentator Kaare R. Skou.

- De havde et princip om, at finanslove stemte man ikke for. Fremskridtspartiet var jo på mange måder et anarkistisk parti, som man ikke kunne bygge noget som helst på, og de krævede nogle eksorbitante skattelettelser, som samfundet simpelthen ikke kunne bære, siger Kaare R. Skou.

Rio Bravo forliget

I slutningen af oktober så det ellers ud som om, at Poul Schlüter havde fået de uregerlige fremskridtsfolk med om bord.

Det skete med en aftale, der blev kendt som Rio Bravo forliget.

23. oktober 1983 manglede Ekstra Bladets Christiansborg-journalister en historie til avisen næste morgen. Derfor spurgte de Fremskridtspartiets to forhandlingsledere, Ove Jensen og Helge Dohrmann, om de ville med på restauranten Rio Bravo.

De tre journalister håbede, at et par timer med de to politikere kunne kaste en nyhed af sig. Det fortæller en af journalisterne Kate Bluhme.

Ove Jensen, som Kate Bluhme beskriver som en jysk kræmmertype, forsøgte at få Ekstra Bladet til at betale regningen.

- Jeg sagde, at deres mad kunne de sgu selv få lov at betale, men vi ville gerne give en flaske vin, og så grinede vi lidt af det, fortæller hun.

På Rio Bravo var bøfferne kun netop kommet på bordet, før tjeneren kom og sagde til Helge Dohrmann, at der var telefon fra Statsministeriet.

Helge Dohrmann var med Kate Bluhmes ord også ”en jysk kræmmer, der ikke sprang fra hvad som helst”. Så han bad tjeneren meddele, at han ville ringe tilbage, når den varme bøf var fortæret.

Da Dohrmann mæt og omringet af tre nysgerrige journalister og en blitzende fotograf ringede op til Statsministeriet, blev han bedt om at komme tilbage og forhandle.

Herefter lå der snart en delaftale om finansloven klar. I aftalen var de Radikales ønske om lidt godt til børnefamilierne og Fremskridtspartiets krav om skattelettelser tilgodeset, fortæller Kaare R. Skou

- Schlüter havde opfundet børnechecken, så der kom noget til børnene, og der kom en lettelse i bunden af skatten ved, at dem med børn fik et tilskud. Så der var en form for skattelettelse i det. Den åd Dohrmann, som et delforlig i finansloven, siger han.

Poul Schlüter skrev senere i sine erindringer ’Sikken et liv,’ at han selv på det tidspunkt ikke vidste, om Fremskridtspartiet ville stemme for den endelige aftale.

Det gjorde partiet altså ikke, og Socialdemokraterne, der øjnede et comeback til magten, besluttede også at stemme finansloven ned.

Kannibalvalg

Poul Schlüter ønskede ikke et valg, men når nu det skulle være, så var tidspunktet ganske gunstigt.

Det Konservative Folkeparti stod så formidabelt i meningsmålingerne, at Ekstra Bladet dagen efter valgudskrivelsen skrev ’Kannibalvalg’ med fede typer henover forsiden.

Det skulle forstås sådan, at Poul Schlüter og Det Konservative Folkeparti ville æde deres venner på højrefløjen, hvis meningsmålingerne holdt frem til valgdagen.

Det gjorde de til dels.

Da valget kom, gik Det Konservative Folkeparti frem med 16 mandater, mens Fremskridtspartiet blev reduceret fra 16 til seks mandater. Centrum-Demokraterne blev næsten halveret, da partiet mistede syv mandater.

Til gengæld lykkedes det Venstre at vende et truende mandattab til en lille fremgang, men styrkeforholdet mellem Venstre og Det Konservative Folkeparti blev ændret markant.

Socialdemokratiet mistede tre mandater ved valget, der altså samtidig styrkede statsministeren.

Så i bakspejlet virkede det dumt af den socialdemokratiske leder Anker Jørgensen at hive tæppet væk under regeringen, men Socialdemokratiet, der havde vænnet sig til at sidde på magten, regnede med, at Schlüter-regeringen ville få en kort levetid.

- Det var den almindelige opfattelse i Socialdemokratiet på det tidspunkt, at Schlüters regering ikke holdt særlig længe. Det viste sig at være en fuldstændig fejlbedømmelse af Schlüters evne til at blive ved magten, fortæller Kaare R. Skou.

Poul Schlüter var statsminister, indtil han i 1993 gik af på grund af Tamilsagen. Han nåede at danne i alt fire regeringer.

Kilder: denstoredanske.dk, Poul Schlüter ’Sikken et liv’, Ekstra Bladet, Kaare R. Skou og Kate Bluhme.