- Det er skønt, at man kan tage sin familie og venner med ud på markeder, mødes med ligesindede og nørde samme. Det er en hyggelig tidslomme, hvor man ikke har armbåndsur på og telefonen er slukket og lagt ned i tasken. Man skal tænde et bål for at lave mad, og man skal tænde i god tid, for man kan ikke bare lige banke noget sammen og så skynde sig videre. Der kommer ligesom en ro, og den ro og langsommelighed appellerer meget til mig, fortæller Louise Schelde Jensen.
Louise kalder sig selv fuldtidsviking, for lige siden sin studietid på arkæologi har hun dyrket fortiden gennem andet end bøger og film. Det begyndte med en stor interesse for middelalderen og er nu endt med vikingetiden, hvor hun er lidenskabeligt interesseret i tidens tøj, tekstiler og plantefarve.
- For mig handler det om at nørde ned i alt det håndarbejde, som vikingerne har været så fantastisk gode til. Jeg fandt hurtigt ud af, at det var fedt at sy dragter til mig selv og man kunne få tøj, som sad bedre på én, end hvis man gik ned og købte en stangvare i HM.
Louise blev færdig med sit studie, og blev efterfølgende ansat på Bork Vikingehavn, hvor de formidler historien om de vestjyske vikinger. Hun kalder sig fuldtidsviking, fordi hun kan dyrke sin hobby på arbejde og i fritiden, men hun understreger, at hun var gået op i tiden og tøjet uanset, hvilket job hun var endt med. Dermed er hun en af de mange danskere, der dyrke fortiden i fritiden.
Vil lære om og af fortiden
Anette Warring er professor i historie på Roskilde Universitet, og hun er en af medforfatterne til en ny bog, der undersøger reenactment for at finde ud af, hvad der driver almindelige mennesker mod denne form for historieformidling:
- Det drejer sig om at genskabe fortiden og bruge kroppen, når de tager fortidigt tøj på, laver mad over bål eller bor i lejr, fortæller hun og forklarer, at forskerne har talt med familier, der holder sommerferie i en jernalderlandsby.
De har mødt reenactere der dyrker vikingetiden og 2. Verdenskrig i selvorganiserede grupper. Og de har interviewet folk, der går på pilgrimstur i Frans af Assisis fodspor. Det gælder for dem alle, at de gerne vil lære noget om fortiden, men på forskellige måder, fortæller hun:
-Nogle ligger vægt på, at de gerne vil lære noget om fortiden. Og andre vil lære noget af fortiden. F.eks. de familier, der gerne vil leve som i jernalderen. De mener, at de kan imitere et fortidigt liv, der har nogle værdier, som de kan bruge i deres hverdagsliv. De kan altså komme i kontakt med nogle levende erfaringer og en måde at leve på, som modsvarer nogle af de mangelsygdomme, den moderne verden og deres eget familieliv har. For eksempel mangel på tid, fællesskab og autenticitet. I jernalderlandsbyen har alle væsentlige funktioner, man har tid sammen og man er mere i kontakt med fortiden og naturen.
Louise Schelde Jensen medbringer også både mand og sin lille datter Laurine, når hun er ude som viking. Hendes mand drejer skåle og datteren følger med i det hele, når der bliver tændt bål, familien sover i telt, og dagene går blandt islandske heste, vikingeskibe og vikinger, der ind imellem slås:
- Hun synes det er fantastisk at være med, for der sker bare så mange ting, der er helt anderledes end vi render rundt og laver normalt. Vi kan mærke på hende, at hun slapper af i det og hygger sig med at være med.
Ingen krigsforbrydelser
Det er dog ikke al historie, der bliver iscenesat i dag. De reenactere, der går op i 2. Verdenskrig holder sig fra folkedrab og krigsforbrydelser begået mod civilbefolkningen, fortæller Warring:
- Det er andre emner, de går op i, som lejrlivet eller soldaterlivet bag fronten. De ved udmærket, at de ikke imiterer fortiden en til en.
Og det gælder for de fleste af reenacterne, at de tapper det af historien, de kan bruge, og de kan lide at eksperimentere med fortidens redskaber, klædedragter, våben, teknikker osv. Men samtidig er det afgørende, at det ikke sker i et rollespils fiktive univers eller på en ødegård i Sverige. Det er alle aldre, der tager del i den genskabte fortid. Ifølge Anette Warring er der mange unge, især mænd, når det gælder vikingetiden og 2. Verdenskrig. Det er familier, som lever sammen som i jernalderen, mens de knapt så unge går pilgrimsture. Et har de alle, siger professoren, til fælles:
- Det er det med at komme i kontakt med noget, der har været, med et levet liv og med levede erfaringer – det giver en særlig autenticitet til de oplevelser, reenacterne får.