Kloge koner og stærke storfruer - vikingekvinder var ikke kun husmødre

Hører du ordet viking og forestiller dig en rødhåret vildmand i blodrus for dit indre øje? Så er det ikke så mærkeligt, for fortællingen om vikingetiden har siden 1800-tallet primært handlet om krigeriske mænd på togt.

Men den forestilling trænger til at blive revideret, lyder det fra to eksperter.

I anledning af vikingefestivalen Kongens Togt og premieren på femte afsnit af webdokumentaren 'Vikingerne kort fortalt' ser vi nærmere på vikingetidens kvinder, som spillede langt større rolle i vikingernes samfund, end de fleste tror.

- Vikingetiden bliver ofte koblet sammen med en maskulin sfære, hvor kvinderne bliver gjort til en homogen, anonym masse, og den primære fortælling om vikingekvinder er, at de var husmødre, siger arkæolog og museumsinspektør ved Museum Nordsjælland, Pernille Pantmann.

Og selvom arkæologiske fund og forskning indenfor de sidste 20 år har nuanceret det billede, så hænger billedet af vikingekvinden som husmor altså stadig ved, mener arkæologen, der har forsket i kvindegrave med nøgler fra vikingetiden.

- Begrebet vikingetiden opstod i 1800-tallet, så kvindesynet fra dengang har man overført til vikingekvinden, og det har haft betydning for, hvilke briller generationer af arkæologer har været iført i mange år efter, fortsætter hun.

Kvinder har været storfruer

At historien om vikingekvinden trænger til at få flere nuancer, mener også arkæolog og museumsinspektør på Museum Silkeborg, Kirsten Nellemann Nielsen.

- I mange år var vikingetiden et meget mandsdomineret forskningsfelt, og vikingekvinderne har været en overset del af historien. Så det perspektiv har helt klart brug for en revidering, siger arkæologen, der for nylig har stået fra udgravningen af et unikt dødehus med efterladenskaber af en mand og kvinde fra vikingetiden.

Her er det helt særlige, at mandens og kvindens grave er markeret med en fælles konstruktion - en såkaldt palisade.

- Det betyder, at manden og kvinden er ligeligt hædret i graven, og det er usædvanligt, at vi kan kæde en mand og kvinde sammen som ligeværdige på den måde, fortæller Kirsten Nellemann Nielsen.

- Ligesom der var stormænd dengang, så har denne kvinde været en storfrue og ikke ‘bare’ en rig kvinde. For når de har skulle æres på en helt speciel måde, så har de begge været meget betydningsfulde, fortsætter hun og fortæller, at kvindens grav er meget mere veludstyret end mandens, og hun har haft både guld- og sølvindvævede bånd, pelsværk, skrin og nøgler med i graven.

Nøgler rejser spørgsmål

Netop nøglefund i kvindegrave har i mange år været tolket som et udtryk for, at kvinderne var husfruer og styrede hjemmet.

Men i 2006 undersøgte Pernille Pantmann nøglerne i kvindegrave nærmere og fandt ud af, at nøgler i grave snarere skal opfattes som en sjældenhed end en almindelighed, og at flere af de fundne nøgler hverken er funktionsdygtige eller ser ud til at have været brugt.

- Så det tyder på, at nøglen har været et symbol på noget andet end husholdning, fortsætter arkæologen, der tolker nøglen som et symbol på visdom, indsigt og eventuel magt.

- Kvinderne med nøgler har været kloge koner med evner og indsigt udover det sædvanlige. Det har givet dem en særstatus, der bliver symboliseret gennem nøglen. Ifølge sagaerne kunne kvinder være vølve og kultudøvere, så hvorfor ikke også kloge koner? spørger Pernille Pantmann.

Hun fremhæver, at en minoritet af kvindegrave viser andre roller som eksempelvis handelskvinder eller sågar krigere.

- Selvom hovedparten af kvinderne sandsynligvis har været husmødre og kørt gården i et makkerskab med sin mand, så har nogle kvinder altså også haft andre roller, konkluderer hun.

Havde ret til skilsmisse og arv

Også arkæolog og kommunikationsansvarlig ved Sagnlandet Lejre Tania Lousdal Jensen mener, at vikingekvinder fortjener opmærksomhed.

Generelt har de været nogle stærke kvinder, og de har nok været rimelig kapable, siger Tania Lousdal Jensen og fremhæver runestenen fra Tryggevælde på Sjælland som eksempel.

- Her skriver Ragnhild, at hun har rejst runestenen til ære for sin afdøde mand, men samtidig konsoliderer hun sin egen magt med den sten, fortæller hun og peger på, at også de islandske sagaer rummer flere fortællinger om dominerende, handlekraftige kvinder, der overskygger sin mand uden at få et dårligt ry af den grund.

Også Kirsten Nellermann Nielsen peger på fund af runesten rejst af kvinder som iøjefaldende.

- Siden kvinderne har kunne sætte deres egne navne på runestenene, så har de haft en vis indflydelse og visse midler, siger hun.

Svenske runeindskrifter vidner også om kvindens ret til at disponere over sin ejendom samt arveret, og en skriftlig beretning fra 900-tallet fortæller, at kvinder kunne lade sige skille, hvis manden for eksempel ikke kom hjem fra togt, og kvinden i løbet af tre år derfor ikke havde sex med sin mand.

Kvindegrave skiller sig ud

På trods af at vikingekvinderne har haft rettigheder og på flere fronter haft en selvstændig juridisk status, der var særlig for sin samtid, så tvivler Pernille Pantmann dog ikke på, at vikingetiden har været et mandsdomineret samfund.

- Men kvinderne har i hvert fald været ret respekterede og betydningsfulde, og nordens kvinder har haft friere forhold og flere rettigheder sammenlignet med andre kvinder i samtidens Europa, siger hun og peger på, at det er i gravene, at man kommer tættest på vikingetidens kvinder.

- Når man kigger på gravpladser, er det ofte kvinderne der springer i øjnene, typisk fordi de har større eller mere varieret gravudstyr. Kvinderne er stærkt repræsenteret blandt de rigeste grave fra denne periode. Har det noget med familieforhold at gøre? Er det et udtryk for mere ligeværd? Vi ved det ikke, siger hun og fortsætter:

- Så der er klart muligheder for flere fremtidige tolkninger og undersøgelser af kvindernes rolle.