1-2-3.
De tre tal skulle have været ligegyldige indtastninger i en rutinemæssig våbentest.
I stedet kom de til at definere retningen for en vildfaren raket med 200 kilo tætpakket sprængstof monteret på spidsen og kurs mod hvem-ved-hvor.
Måske mod en færge fuld af civile. Måske mod København. Eller måske mod det svenske atomkraftværk Barsebäck.
- Vi frygtede det værste, men håbede det bedste. Vi var klar over, at det her kunne gå rigtig, rigtig galt, siger Ove Mortensen, der var konstabel på krigsskibet Peder Skram, hvorfra missilet blev affyret.
"Hovsa-missilet", som det blev døbt i pressen, blev affyret ved en fejl fra det danske krigsskib ved middagstid den 6. september 1982.
Nu, 39 år senere, opruller DR2+-dokumentarserien 'Henning og dødsmissilet' sagens forløb. Denne artikel er baseret på dokumentaren og de vidneudsagn fra besætningsfolk, politikere og journalister, der bliver bragt i den.
"Hovsa-missilet" kunne have udløst en katastrofe. Men konsekvenserne var trods alt til at overskue, for i en pejleretning på 123 grader fra krigsskibet lå hverken en storby eller et atomkraftværk, men derimod fire tomme sommerhuse.
De fire sommerhuse blev totalskadede. 130 andre blev beskadiget. Men det kunne være gået langt værre, og historien om "hovsa-missilet" trak overskrifter i massevis.
For hvordan kunne det ske? Og hvem bar skylden?
Forsvaret og den amerikanske våbengigant, som havde bygget missilsystemet, var enige. De pegede på den samme mand.
En mand, som intetanende satte danskernes sikkerhed i fare, da han indtastede de skæbnesvangre tal på missilkonsollet: 1-2-3.
Navnet var Henning. Henning Godtfred Olsen. Også kendt som Missil-Olsen.
Og sagen skulle få vidtrækkende, ja nærmest fatale konsekvenser for ham.
Var Henning en klodsmajor?
Henning Godtfred Olsen var hvid i hovedet, da han blev fundet i Peder Skrams operationsrum.
Øjeblikke forinden havde der lydt et højt brag på skibet, og alarmen gik: højeste beredskab.
Forvirringen var total. Var skibet kollideret med et andet skib? Eller kunne det være et ammunitionsdepot, der var eksploderet?
På fordækket lå en tyk tåge. Den lettede langsomt, og da den var væk, stod det klart: Der manglede et missil. Et såkaldt harpoon-missil, der er lavet til at gennemtrænge skroget på fjendtlige krydsere, inden det udløser sine 200 kilo sprængstof i en manøvre, der med garanti vil sænke slagskibe.
Det var operationsofficer Lars Wille-Jørgensen, der fandt Henning Godtfred Olsen foran missilkonsollet i skibets kontrolrum.
- Jeg så ham stå ved siden af harpoon-konsollet med et udtryk i ansigtet, som var helt besynderligt. Som om hans kæreste eje havde svigtet ham. At der var sket noget, der ikke kunne ske, husker Lars Wille-Jørgensen.
Og det burde heller ikke kunne ske.
Henning Godtfred Olsen havde lavet mere end 500 missiltests i sin funktion som orlogskaptajn og missilekspert. Han var indkaldt, fordi systemet havde drillet tidligere på ugen, og han var den, der var bedst kvalificeret til at reparere det.
Han vidste, at der skulle en "masternøgle" til, før man kunne affyre missilerne. Og denne nøgle lå trygt og godt låst inde i et skab på kaptajnens kontor. Så da han drejede affyringskontakten fra "off" til "fire" kunne det umuligt gå galt. Troede han.
Resten er historie, for missilet gik af og fløj i omkring fem meters højde ind over Sjællands Odde med en hastighed på 1.100 kilometer i timen.
Det nåede at pløje igennem nogle trætoppe, inden det detonerede og efterlod sommerhuse i småstykker og træer, der ifølge et øjenvidne lå spredt som pindene i et mikadospil.
Men hvordan kunne det ske?
Var Henning Godtfred Olsen en klodsmajor af kaliber?
Nej. Det fastslog Søværnets auditør Mogens Reimann. Han besigtigede skibet og afhørte Henning Godtfred Olsen efter uheldet. Bagefter skrev han en rapport om hændelsen. Den skulle senere blive kendt som Reimann-rapporten.
Konklusionen var klar: Man burde ikke kunne affyre missilerne uden nøgle. Derfor måtte der være tale om en teknisk fejl.
- Vi var meget glade for, at Henning Godtfred ikke skulle straffes for noget, siger Per Heitmann, der var løjtnant på Peder Skram.
Men besætningen glædede sig for tidligt.
Kastet under bussen
For Søværnet formulerede en pressemeddelelse om sagen. Besætningen fik den at se inden offentliggørelsen, og det fremgik tydeligt, at der var tale om en teknisk fejl.
Men da besætningen hørte nyheden læst op i Radioavisen, var ordet "teknisk" erstattet med "menneskelig". Og kontreadmiralen, en af de højest rangerende officerer i Søværnet, bekræftede over for pressen, at der var tale om betjeningsfejl.
- Det var vi, for at sige det mildt, noget chokerede over, siger skibets daværende premierløjtnant, Kjeld Erik Haick.
Og besætningen kunne ikke tage til genmæle.
- Vi skulle bare holde vores kæft. Der var ikke noget med, at vi måtte udtale os til nogen som helst om noget som helst, siger løjtnant Per Heitmann.
Samtidig blev den såkaldte Reimann-rapport, som frikendte Henning Godtfred Olsen, tilbageholdt. Ifølge daværende forsvarsminister Hans Engell (C) med god grund.
For den kolde krig ulmede, og Engell var overbevist om, at russerne fulgte nøje med i forløbet.
- Vi behøvede ikke ligefrem være idioter og forære dem det hele. Vi havde også et hensyn at tage til vores allierede, som havde de samme systemer, siger han.
De glemte notater
I stedet nedsatte Søværnet en ny undersøgelsesgruppe. Den bestod af repræsentanter fra den amerikanske flåde samt fra McDonell Douglas - den amerikanske fabrikant bag missilsystemet.
- Da vidste vi, at der var noget galt. Der var nogen, der prøvede at skjule noget, siger Per Heitmann.
Amerikanernes undersøgelser frikendte våbensystemet og placerede ansvaret hos Henning Godtfred Olsen. Dette med henvisning til to notater, amerikanerne havde sendt til Søværnet. To notater, der indikerede, at masternøglen i sig selv ikke var sikkerhed nok for, at missilerne ikke kunne gå af.
Og det var rigtigt nok, at de to notater var blevet sendt af sted og modtaget af Søværnet. Men det ene var endt i et arkiv, og det andet var blevet glemt, så budskabet nåede aldrig frem til Peder Skram eller Henning Godtfred Olsen.
De, der glemte at følge op på notaterne, var Henning Godtfred Olsens overordnede i materielkommandoen.
Det fortæller Gunner Nielsen, der som en af tre journalister fra Holbæk Amts Venstreblad gravede i sagen, og som senere vandt en Cavling-pris for deres arbejde.
- Olsens overordnede var interesserede i, at projektørlyset rettedes mod Olsen - og ikke imod dem selv, siger Gunner Nielsen.
Skyldig eller syndebuk?
Den amerikanske undersøgelse blev mødt med skepsis i Folketinget. For kunne man stole på, at amerikanerne, der selv havde økonomiske interesser i, at deres våbensystem havde et troværdigt omdømme, var de rigtige til at frikende sig selv?
Måske ikke, så Hans Engell, den daværende forsvarsminister, iværksatte en uvildig undersøgelse, og sagen kom for en kommissionsdomstol.
Det blev begyndelsen på en serie af retssager mod Henning Godtfred Olsen.
Hele vejen igennem erkendte orlogskaptajnen at have begået mindre betjeningsfejl. For eksempel var et håndtag indstillet forkert, og da missilet gik af, stod han i en arbejdsposition på siden af missilkonsollet. Derfor kunne han ikke se kontrolpanelets lamper, som ellers kunne have fortalt ham, at der var noget galt.
Det til trods nægtede han at bære ansvaret for ulykken. Han insisterede på at blive renset. For han havde altid fået at vide, at systemet var sikkert, så længe affyringsnøglen ikke var i. Så det kunne ikke være hans ansvar, mente han.
Men kommissionsdomstolen var uenig. Henning Godtfred Olsen blev idømt hovedansvaret med en irettesættelse som straf.
Og så kunne det kunne måske være stoppet der. Men en række kritiske artikler i Holbæk Amts Venstreblad såede tvivl om dommens grundlag.
Henrik Thomsen var en af journalisterne bag avisens dækning af sagen.
- Jeg læste konklusionerne og tænkte: "Der er et eller andet her, som ser lidt mærkeligt ud," siger han.
Endnu en undersøgelse blev iværksat, og Henning Godtfred Olsen kom for en kommissionsdomstol igen, men udfaldet var stort set det samme: Missil-Olsen fik stadig ansvaret.
Oven i det blev der indledt en straffesag mod ham i Københavns Byret. Og det var straks en anden sag, for hvis Henning Godtfred Olsen blev kendt skyldig her, kunne det få store konsekvenser for ham: Strafferammen var op til tre års fængsel, og derudover kunne han blive pålagt at betale erstatning for skaderne.
- Han var bange for, at han ikke alene skulle blive straffet for det, men også at han ville blive pålagt et erstatningsansvar, som kunne ruinere ham fuldstændig, fortæller journalist Henrik Thomsen.
Så Henning Godtfred Olsen var en presset mand, og sagen begyndte at tærre på orlogskaptajnen.
- Olsen var dybt berørt af selve uheldet. Men også af, at han følte, at systemet ville gøre ham til syndebuk, siger journalist Gunner Nielsen.
Hjertetilfælde på Christiansborg
Om det skyldtes presset fra sagen alene, eller om Henning Godtfred Olsens generelle helbredstilstand også spillede ind, er ikke til at sige med sikkerhed.
Men sikkert er det, at han fik et hjertetilfælde på ridebanen ved Christiansborg.
Han var på vej ind for at møde Pelle Voigt, den daværende forsvarsordfører for SF. Pelle Voigt var oppositionspolitiker, og han involverede sig meget i sagen. Han mente, at der foregik en uretfærdig "kølhaling" af Henning Godtfred Olsen.
De to havde aftalt at mødes, men Olsen nåede altså ikke længere end til ridebanen, før han faldt om. En ambulance blev tilkaldt, og Henning Godtfred Olsen blev kørt til hospitalet.
- Presset på Olsen var stort. Den omstændighed var med til at gøre ham mere sårbar over for sådan noget. Det er jeg ikke i tvivl om, siger journalist Gunner Nielsen.
Den pensionerede løjtnant Per Heitmann er enig:
- Han fik noget hjerteflimmer, og han havde problemer med hjertet på grund af den her sag, siger han.
Men så begyndte tingene at tage endnu en drejning.
Ikke det første 'hovsa-missil' i historien
- Nogen må have tænkt: "Nu er det nok", siger daværende forsvarsordfører for SF, Pelle Voigt.
For pludselig begyndte en række dokumenter, der hidtil havde været hemmelige, at blive lækket til pressen.
For det første dukkede den originale pressemeddelelse op. Den, der meldte ud, at der var tale om en teknisk fejl - men som nogen altså ændrede, så den i stedet meddelte, at der var tale om en menneskelig fejl, inden den blev offentliggjort.
Men det var ikke kun pressemeddelelsen, der pludselig blev bragt frem i lyset. Det samme gjorde den såkaldte Reimann-rapport. Den første rapport, som blev lavet om sagen - og som udpegede teknikken som synderen.
Som hovedet på sømmet kom en afgørende detalje frem. For det viste sig, at Henning Godtfred Olsen slet ikke var den eneste, der var kommet til at fyre et "hovsa-missil" af.
Faktisk var der sket et nærmest identisk uheld et år forinden. Et harpoon-missil af samme type var blevet skudt af under en test - men fra et amerikansk krigsskib i det Caribiske Hav. Missilet havde retning mod øen Sankt Croix, men det slog ikke ned på land, og resterne af missilet blev aldrig fundet.
Og det viste sig, at amerikanerne i kølvandet på hændelsen havde tilføjet ekstra sikkerhedsforanstaltninger på deres skibe.
Sikkerhedsforanstaltninger, som kunne have været implementeret på Peder Skram, og som kunne have sikret, at ulykken aldrig var sket. Hvis, vel at mærke, informationen om denne tekniske svaghed var nået frem til besætningen på Peder Skram.
'Det var noget møg'
De nye oplysninger svækkede sagen mod Henning Godtfred Olsen.
- I første omgang var han tiltalt for at have foretaget affyringen af missilet. Men den tiltale blev indskrænket, så Olsen ikke fik skylden for selve affyringen, men kun for de banale betjeningsfejl, som han hele vejen igennem havde erkendt, fortæller journalist Gunner Nielsen.
Henning Godtfred Olsen var ikke selv til stede i byretten, da dommen faldt i 1984 - to år efter uheldet. Derimod var han og kollegaen Per Heitmann på et missilkursus i USA, da Olsens advokat ringede for at overbringe nyheden.
"Det var noget møg", indledte advokaten telefonsamtalen. For Olsen var kendt skyldig - men kun i betjeningsfejlene.
Det overordnede ansvar for ulykken blev han ikke dømt for. Dermed slap han med en irettesættelse og kunne hverken se frem til brummetid eller erstatningspligt.
Umiddelbart en lettelse. Men ikke for Olsen, der hele vejen igennem ønskede at få sit navn renset fuldstændigt.
- Han blev utrolig ked af det. Han var ved at falde omkuld, så det var godt, der var en stol ved siden af, jeg kunne sætte ham på, husker Per Heitmann.
- Jeg prøvede at forklare ham, at den straf, han havde fået, var ingenting. Men han mente, at det var en stor plet på hans tjeneste, uddyber den tidligere løjtnant.
Men Henning Godtfred Olsen ville ikke anke dommen.
- Jeg har ikke kræfter til at blive ved, udtalte Henning Godtfred Olsen dengang til pressen.
Han uddybede, at hvis han havde vidst, hvor langt og slidsomt et forløb, det hele var blevet, ville han have påtaget sig ansvaret uden at gøre modstand i første omgang.
Hundredevis af potentielle 'hovsa-missiler'
Retten frikendte Henning Godtfred Olsen for at være skyld i det affyrede missil. Men hvem bar så ansvaret?
I et forsøg på at få sat et punktum i sagen stævnede den danske stat McDonell Douglas - det firma, som havde leveret missilsystemet.
Men der var udsigt til et langt og dyrt retsopgør, så sagen blev aldrig ført til ende. I stedet indgik staten et forlig med våbenfabrikanten.
McDonell Douglas betalte tre millioner kroner i erstatning, forærede Danmark et nyt harpoon-missil og fritog Danmark fra at betale renter på afdragsordninger i forbindelse med fremtidige våbenkøb.
Og hvad så med Henning?
- Heldigvis fik han oprejsning, siger Gunner Nielsen.
For efterfølgende skulle der implementeres nye sikkerhedsforanstaltninger på missilsystemerne, så et lignende uheld ikke kunne ske igen.
- Man skulle have en ekspert til at stå for det. Og det blev Olsen, for han var jo førende missilekspert, siger Gunner Nielsen.
Senere kom det frem, at hundredevis af Nato-skibe sejlede rundt med nøjagtig samme sikkerhedsbrist som Peder Skram.
Så der har altså siddet hundredevis af potentielle "hovsa-missiler" på vestlige kribsskibe rundt om i verden.
Men tilfældighederne ville, at det var lige præcis Henning Godtfred Olsen, der sprængte sommerhuse i luften og igangsatte et storpolitisk spil, da han tastede 1-2-3.
Henning Godtfred Olsen døde af kræft i 2013. Han blev 84 år gammel.