Historiske franske symboler deles ivrigt på de sociale medier efter fredagens terrorangreb.
Det franske flag sættes på profilbilleder, nationalsangen synges i videoer og deles sammen med en tegning af Eiffeltårnet ivrigt.
Symbolerne er naturligvis valgt, fordi de er nemme at forstå og afkode - men deres betydning stikker dybere end det, forklarer Jørn Boisen fra Københavns Universitet overfor DR Historie.
- Franskmændene vælger også de her symboler, fordi de føler, at der er i kamp – at de er i krig. Det er stærke symboler i en krisetid, siger Jørn Boisen, som er specialist i fransk samfunds- og idéhistorie.
Flagets historie sender signal om kampvilje
Det franske flag ’Tricolore’ på profilbilleder er nok det mest benyttede symbol for både franskmænd og udenlandske sympatisører.
I modsætning til danskerne benytter franskmændene nærmest aldrig det franske flag i private sammenhænge. Men de særlige omstændigheder har fået franskmændene til at finde det frem.
- Det er naturligvis et oplagt symbol, men det sender for franskmændene også nogle tydelige signaler om kampvilje, fordi det stammer fra revolutionen. Det er jo et symbol på en nation i kamp, siger Jørn Boisen.
Mærker med flagets farver blev båret af den franske revolutions modstandere af enevældet – blandt andet da de 14. juli 1789 stormede den borgen Bastille, hvilket fik stor symbolsk betydning i revolutionen som varede til 1799.
Blodig nationalsang relevant igen
https://www.facebook.com/video.php?v=1065916926792164&set=vb.115104055206794&type=3
Den franske nationalsang La Marseillaise udspringer også af den franske revolution, og er derfor også et stærkt symbol, forklarer Jørn Boisen.
- Sangen er en kampsang. Det er ikke noget, som folk normalt synger. Men de føler ligesom med flaget, at den er blevet relevant igen.
Den blev skrevet i 1792 – og fik sit navn, da revolutionære republikanske soldater fra byen Marseilles sang sangen, mens de marcherede mod Paris samme år. Før da havde den et helt andet navn. I 1795 blev den republikkens officielle sang.
Sangen er i øvrigt yderst blodig, hvis man nærlæser den: Hører I henover landet De grusomme soldaters brøl? De kommer lige i armene på jer For at skære halsen over på jeres sønner, jeres hustruer.
Klichéramt turistattraktion har dybere symbolik
Billedet af Eiffeltårnet i et fredstegn deles også ivrigt. Og selvom turistattraktionen på mange måder blot er et simpelt symbol, ligesom Frihedsgudinden er det for New York, signalerer den enorme bygning fra 1889 alligevel også noget mere.
- Det er også et symbol på fremskridt, progressivitet, fransk ingeniørkunst og det moderne Frankrig. Så Eiffeltårnet er, selvom det måske ikke er alle der tænker på det, også et symbol, som historisk set står i stærk kontrast til det, som terrorbevægelsen IS står for, siger Jørn Boisen.
Tårnet blev bygget i anledning af verdensudstillingen i Paris – og skulle også signalere et brud med det gamle Frankrig.
- Derfor var også en vigtig pointe for mange, at det var højere end Sacre Ceur-kirken, som var et symbol på det gamle, katolske, højreorienterede Frankrig.