Prøv at forestille dig følgende scenarie:
Danmark, Norge og Sverige er ikke selvstændige lande, sådan som de er det i dag. I stedet er de delstater i landet Skandinavien. Landet styres fra Stockholm, hvor både kongehuset og unionsparlament har hovedsæde, og i Oslo, København og Stockholm ligger der delstatsparlamenter, som sørger for det lokalpolitiske arbejde på delstatsniveau.
Lyder det helt vildt og langt ude? Måske. Men havde fortiden udspillet sig anderledes, så var det måske dét land, vi havde boet i i dag.
Og man skal ikke andet end at kigge til både Tyskland og Italien for at se, at en sådan landekonstruktion overhovedet ikke er urealistisk.
Sådan lyder det fra Rasmus Glenthøj, der er lektor ved Syddansk Universitet og historiker med speciale i 1800-tallets danske historie. Han sidder netop nu og skriver på en ny bog om skandinavisme.
Ville samle Danmark, Norge og Sverige under en regent
Hvis du ikke lige har hørt om skandinavisme før, så er der ingen grund til panik. For selvom det er noget, der har optaget historikere gennem mange år, så er det ikke en bevægelse, der har fået stor opmærksomhed blandt alle os andre.
Og det skyldes måske, at bevægelsen aldrig rigtig havde succes med sit projekt.
- Vi har det jo med at fokusere på den historie, der skete. Og så behandler vi den historie, som om det var den eneste mulige historie, der kunne have udspillet sig. Men jeg synes også, det er interessant at undersøge den historie, som kunne have været, fortæller Rasmus Glenthøj.
I den kommende bog 'Union eller undergang - Kampen for et forenet Skandinavien' dykker han ned i den politiske skandinavisme. Det var den del af den skandinavistiske bevægelse, der ville samle de skandinaviske lande i en union – lidt ligesom middelalderens Kalmarunion, hvor Margrethe 1. samlede Danmark, Norge og Sverige under én regent.
Og noget tyder ifølge Rasmus Glenthøj på, at bevægelsen faktisk var mere organiseret og tættere på sit mål, end man tidligere har troet.
Skulle beskytte skandinavisk kultur og ånd
Men inden vi kommer så langt, så lad os lige skrue tiden tilbage til 1800-tallet, hvor skandinavismen havde sin storhedstid. Skandinavismen var nemlig en bred bevægelse, og den handlede ikke kun om politik. Langt fra faktisk.
Bevægelsen udsprang af ideen om at man skulle dyrke den skandinaviske enhed. En enhed, der byggede på det kulturelle, sproglige og åndelige fællesskab. Kulturerne mindede om hinanden, det samme gjorde sprogene, og alle tre lande havde været igennem reformationen i 1500-tallet.
Ved at styrke det kulturelle fællesskab troede man på, at man på bedst mulige måde kunne værne om den skandinaviske kultur, og for de kulturelle skandinavister var det ikke så vigtigt, at Danmark, Norge og Sverige skulle være samlet under ét flag og én konge.
Det var det til gengæld for en gruppe mere kontroversielle skandinavister, for hvem skandinavismen var en politisk idé. For dem var det ikke nok at dyrke et kulturelt og åndeligt fællesskab. De ville skabe en føderation.
Med andre ord ville de skabe en ny stat bestående af de allerede eksisterende stater Danmark, Norge og Sverige.
Krig, kaos og konflikt
Men hvorfor i alverden ville de dog det, kunne man fristes til at spørge.
Svaret ligger både gemt ude i Europa og her i Danmark, forklarer Rasmus Glenthøj.
For første halvdel af 1800-tallet var langt fra noget idyllisk guldaldermaleri. Stemningen i Europa var mildt sagt kaotisk og præget af både revolutioner og krige. I kølvandet på de krige fulgte nye landegrænser, der blev besluttet af krigens vindere.
Det var også en tid, hvor nye idéer begyndte at spire.
Blandt andet spredte ideen om nationalstaten sig: Idéen om at man indenfor nogle fastlagte grænser kunne skabe en national enhed på et fundament af fælles sprog, kultur og politiske institutioner.
Det var blandt andet denne idé, der førte til, at Italien og Tyskland blev forenet som samlede nationer.
- De ideer, der samlede Italien i 1861 og Tyskland i 1871, var de samme ideer, som spirede blandt de politiske skandinavister i midten af 1800-tallet. Hele logikken bag at samle mindre kongedømmer i én stor, samlet stat var ret simpel: De store spiser de små, så det handler om at blive så stor som mulig, fortæller Rasmus Glenthøj.
- Det var altså noget, der gav rigtig god mening ovenpå en periode med krige og konflikter, hvor vinderne i det europæiske magtspil havde været store nationer som Storbritannien og Rusland.
Svensk-norsk konge skulle overtage tronen
Men mens man i Tyskland og Italien lykkedes med nationsprojektet, kom det aldrig så vidt i Skandinavien. Heller ikke selvom man på tegnebrættet var kommet et væsentligt stykke, lyder det fra Rasmus Glenthøj.
- I Danmark og Sverige-Norge havde man udpeget den svensk-norske konge Karl 15. som en oplagt kandidat til at overtage en samlet skandinavisk trone. Blandt andet med den danske konge, Frederik 7.’s, velsignelse. Han havde ingen børn selv, og han ville meget hellere se vennen Karl overtage den danske trone, end prins Christian af Glücksborg, der var blevet udpeget som hans efterfølger.
Der var stor, politisk modstand mod ideen i både Danmark og Sverige-Norge. Alligevel nåede arbejdet ganske langt. Det er Rasmus Glenthøj kommet frem til i arbejdet på den kommende bog, og han glæder sig til at kunne dele ud af sine nye opdagelser, når bogen udkommer næste år.
- Så sent som i foråret i 1864 var der forhandlinger mellem Danmark og Sverige, hvor man diskuterede den struktur, som skulle forme forbundsstaten. Man havde udkast til en fælles forfatning.
Men det endte alligevel aldrig med et forenet Skandinavien.
Årsagerne var flere.
Arvingen til den danske trone, prins Christian af Glücksborg – der senere skulle blive Christian 9. - modarbejdede ideen og ville ikke give afkald på tronen.
Da Danmark derudover havnede i konflikt med Preussen (der senere blev en del af Tyskland) på grund af hertugdømmerne Slesvig og Holsten, blev det tydeligt, at Danmark og Sverige-Norge ikke stod skulder ved skulder. Sverige sendte for eksempel ikke hjælp, da Danmark havde brug for undsætning i de afgørende slag i 1864.
Krigen i 1864 kom med andre ord på tværs for projektet om en skandinavisk forbundsstat.
Men selvom den politiske skandinavisme aldrig fik sit folkelige gennembrud, og selvom den skandinaviske forbundsstat aldrig blev til noget, så kan vi stadig lære noget af historien, der aldrig blev, mener Rasmus Glenthøj.
- Det minder os om, at timing og tilfældigheder er altafgørende, når historien skrives.
Bogen 'Union eller undergang. Kampen for et forenet Skandinavien' udkommer på Gads Forlag i 2021. Rasmus Glenthøj skriver bogen i fællesskab med lektor ved Krigsskolen i Oslo Morten Nordhagen Ottosen.
Se mere om, hvordan de politiske spændinger i midten af 1800-tallet fik betydning for Danmarks størrelse og Danmrks historie i aftenens afsnit af Grænseland, der sendes på DR1 klokken 20. Afsnittet kan også ses allerede nu på DRTV.