Da Casper Christensen ville være vægtløs: Sådan blev ’Mandrilaftalen’ en kæmpestor fuckfinger til 90’ernes skod-tv

- Søren? Søren? Hvad sker der? Er du okay?

Min far har den sene aftentime i 1999 hørt larm og bevæger sig fra stuen og ned på mit teenageværelse.

Da han træder ind, ligger jeg på gulvet og kan næsten ikke få vejret.

På det 14-tommer billedrørs-tv med indbygget fold ud-antenne og VHS-afspiller er en mand med dårlig paryk og glimmer-bruncreme i hele ansigtet i gang med at folde et tæppe.

Og jeg er færdig af grin, som jeg aldrig har været det før.

Min far krævede svar. Hvad i alverden var det, der havde fået hans søn til at ligge i krampagtig fosterstilling på væg til væg-tæppet?

Da jeg igen var i stand til at trække vejret, forsøgte jeg at forklare - men kunne ikke.

For jeg anede ikke, hvad det var, jeg lige havde set.

Altså, jeg vidste jo godt, at det hed ‘Casper & Mandrilaftalen’ og havde ham dér fra ‘Husk lige tandbørsten’ som vært, men hvorfor jeg grinede, kunne jeg ikke sætte ord på.

- Præcis sådan der, tror jeg, at der er rigtig mange, der havde det, fortæller Casper Christensen, der den aften i 1999 forandrede min - og en hel generations - forståelse af, hvad der var sjovt.

Mandriaftalen var perfekt pointeløst

Fra 90’ernes store succeser som for eksempel Linje 3 og senere den spirende standup-scene var vi blevet vænnet til at få en joke bygget langsomt op, for så til sidst at få en forløsende pointe.

Men den slags var forbudt i Mandrilaftalen. Den forventelige pointe udeblev – og som i en boksekamp, hvor man regnede med at blive ramt af en lige højre i hovedhøjde, fik man i stedet et ordentligt los over skinnebenet.

Og det var dét, der havde sendt mig til tælling den aften.

Folk var simpelthen ikke vant til det absurde, surrealistiske og dadaistiske, forklarer Casper Christensen:

- Når nogen pludseligt siger "porre" - som var et af de ord, vi brugte meget - i stedte for at sige patter, så bliver man i starten meget overrasket og chokeret og tænker: "Hvad snakker de om?!" Og så kan man ikke lade være med at grine.

Inspireret af det 30 år ældre fænomen Monty Python havde Casper og co. reaktiveret og perfektioneret den pointeløse og punchline-frie humor – for første gang på dansk og nu til en helt ny generation.

Men at der ikke var en klassisk pointe var ikke det samme, som at der ikke var tanker bag de vanvittige indslag.

Tværtimod var der masser af mening med galskaben.

Karriere-rutsjetur gjorde Casper moden til Mandrillen

Dansk humor og hele comedybranchen var noget andet efter Mandrillen. Ikke mindst fordi, programmet fik sat en gruppe forholdsvis ukendte komikere på landkortet, som senere skulle blive blandt de allerstørste komiske personligheder herhjemme.

Men lang tid før Casper Christensen fik formet det endelige Mandril-koncept og sat holdet med Frank Hvam, Lars Hjortshøj og Lasse Rimmer, var programmet kun en yderst abstrakt idé i hans hoved.

En idé formet af hans nærmest kometagtige karriere – og ikke mindst af de nedture, den også skulle komme til at have.

Men i starten af 90’erne kører det for Casper Christensen.

Han er med til at starte hele standup-bølgen og bliver senere vært på forskellige børne- og ungdomsprogrammer på både DR og TV3.

I 1995 kommer hans store folkelige gennembrud, da ‘Husk lige tandbørsten’ brager igennem med 1,6 millioner seere til første program. Efter lidt tid slår det endda TV 2’s underholdningsprogram ‘Eleva2ren’ af pinden som fredag aftens mest populære program.

Den kun 27-årige komiker er dansk tv’s nye, store stjerne.

Men derfra begynder en voldsom rutsjetur.

Først indfrier DR’s store satsning ‘Safari’ ikke de skyhøje forventninger efter ‘Tandbørsten’-succesen. Så hitter han med P3’s ‘Tæskeholdet’, hvorefter seertallene igen skuffer med TV 2’s ‘Darios Joint’.

- Du skal tænke på, at jeg på det her tidspunkt jo ikke var særligt gammel og allerede havde lavet flere deciderede kæmpesucceser. Så der var virkelig nogle store forventninger til det næste, jeg skulle finde på, fortæller Casper Christensen og tilføjer:

- Den slags gør jo noget ved en ung hjerne.

Den unge hjerne havde brug for en tænkepause, og sammen med sin familie rykkede Casper nogle måneder til Spanien.

Og det skulle vise sig at være en god plan.

Idé pitches til DR-chef: Ville være vægtløs

For i sydens sol opstod idéen - eller hvad man nu kan kalde dét, der voksede ud af Casper Christensens nu veludhvilede hoved.

- Jeg ved ikke helt, hvor idéen kom fra, men jeg ville lave et program, hvor jeg var vægtløs i et lilla rum.

Familien tog hjem fra Spanien, og Casper Christensen afkrævede et møde med den daværende tv-underholdningschef i DR, Peter Herforth.

- Jeg kom direkte fra lufthavnen, og idéen blev pitchet klokken otte om aftenen i et totalt nedlukket DR med min daværende kone og mit lille barn siddende ude i bilen. Der var sådan lidt det vilde vesten over det, husker komikeren.

Og måske var han heldig, at det netop var Peter Herforth, der kort forinden var blevet chef.

- Han lyttede, fordi jeg jo havde haft nogle succeser på DR, men også fordi han troede på mig. Han forstod godt nok ikke helt, hvad det var, jeg ville, men fik sendt idéen videre i systemet.

Manden, der turde sige ja

Uden Peter Herforth var ‘Casper & Mandrilaftalen’ altså måske aldrig blevet til noget, og den i dag 76-årige chef bekræfter, at han ikke helt vidste, hvad han sagde ja til.

- Men jeg kendte Casper fra tidligere og havde tillid til, at krøllede hjerner nok skulle finde på noget godt, fortæller Peter Herforth, der stod i spidsen for underholdningen fra 1998-2000.

- Jeg så, at man kunne få noget, der var anderledes. Man trængte på det tidspunkt virkelig også til det, for man kunne ikke komme igennem med noget som helst på DR1. Derfor var DR2 meget oplagt.

Den kun tre år gamle kanal var på mange måder stadig legeplads for nye idéer, så Peter Herforth husker det ikke som det store problem at få overbevist chefredaktionen om, at de også skulle sige ja tak til programmet.

- Jeg holdt et eller andet sygt foredrag om, at der var brug for eksperimenter og noget anderledes, og den købte de faktisk, fortæller Herforth, der også kunne argumentere med, at der var en meget lille risiko ved at lave programmet.

Casper Christensen havde nemlig specifikt bedt om at få det dårligst mulige sendetidspunkt – klokken 23:30 – og havde ligeledes krævet et budget, der var så lille, at det næsten var ligegyldigt.

Ét afsnit af Mandrillen kostede omkring 60.000 kroner. Til sammenligning kostede et afsnit af ‘Tandbørsten’ 25 gange så meget – altså halvanden million.

Abstrakt idé blev konkret: Krævede total kunstnerisk frihed

Men et tv-program er jo en meget konkret ting, som er svær at få til at blive til virkelighed kun ud fra en abstrakt tanke om, at værten skal "være vægtløs i et lilla rum".

For hvad i alverden betød det?

- For mig handlede det om at give fuldstændigt slip på datidens tv-konventioner. Jeg havde jo op til Mandrillen lavet flere programmer, som jo nok var meget corporate. Så det vægtløse bestod for mig i en total frihed fra de regler og rammer, der typisk følger med sådan nogle programmer. Og den lilla farve handlede om noget surrealistisk.

Ingen chefer måtte blande sig, og der måtte ikke blive ytret et eneste ord om hverken seertal eller målgrupper.

DR gik med på betingelserne, hvilket ifølge Peter Herforth også havde været dumt ikke at gøre.

- Jeg var ikke med i produktionen - og gudskelov for det. Mine gamle, journalistiske principper havde ødelagt det hele, siger den gamle underholdningschef med et grin.

Efter et par mislykkede konkrete test-optagelser, som Casper Christensen blandt andet har kaldt ‘utroligt pinligt dårlige’, fandt han sammen med Lasse Rimmer en form, der kunne fungere.

En lille sketch med Casper selv, der mimer til et Cher-nummer, og Lasse, der danser klædt ud som den dengang populære musiker Dr. Bombay, ramte dog endelig plet og fik Casper til at tro på, at Mandrillen rent faktisk kunne noget.

Intens dogme-produktion gav energi

Produktionen kunne nu gå i gang, og efter holdet fik tilføjet Frank Hvam og Lars Hjortshøj, begyndte en kraftanstrengelse af de mere imponerende.

For ud over at programmet ikke måtte koste noget, havde Casper Christensen også bedt om at få lov til at sende tre gange om ugen. Det betød, at idéudvikling, manuskriptskrivning, optagelse og produktion skulle klares på én dag, hvis budgettet skulle overholdes.

Hvis man har arbejdet med tv, ved man, at det er en helt vanvittig tidsramme. Især dengang, hvor alt ikke kunne ordnes med en bærbar computer og et digitalt videokamera.

Det betød for eksempel også, at der ofte ikke var tid til at tage en scene om, hvis Casper eller en af de andre ikke kunne lade være med at grine.

Men den korte produktionsproces var helt bevidst.

- Hvis man hele tiden sender, så er der ikke tid til at reflektere eller få noget godkendt. Man er nødt til simpelthen bare at lave det – og det giver en helt unik spontanitet, forklarer Casper Christensen om programmet, der blev lavet i en garage på Amager hos produktionsselskabet Metronome.

Lars Hjortshøj husker den intense produktionsproces tydeligt.

Der blev idéudviklet og skrevet om formiddagen, derefter redigeret – og så filmet efter frokost. Typisk var der kun tid til ét eller to takes. Til sidst blev programmet klippet og kørt med taxa på et bånd ud til TV-Byen, hvor det så blev sendt om aftenen.

- Det lærte mig, at det er meget vigtigt for kreativiteten, at man begrænser sig. Jo strammere, jo bedre. Hvis alt kan lade sig gøre, er det de færreste af os, der kan navigere i det virvar af muligheder, forklarer Lars Hjortshøj og tilføjer:

- Det er jo typisk det, man kan se på de helt store tv-programmer, hvor man let kan blive fartblind og komme til at pynte og putte for mange penge og lir i en idé, der måske grundlæggende ikke holder.

Frank Hvam er enig:

- Alle dogmerne satte os jo fri. Vi kunne fokusere al vores energi på at være kreative, hvilket ellers normalt kan være ret svært i en produktion, hvor der ofte er én milliard andre ting, man kommer til at bruge sin tid på.

På under et år producerede holdet 67 afsnit – og selvom mange måske tror det, var der faktisk ikke ret meget af det, der var improviseret i klassisk forstand.

- Stort set alt, hvad vi sagde, var skrevet ned i manus, men det blev skrevet så hurtigt, at det godt kan betegnes som improvisation på papir, forklarer Casper Christensen.

Den hurtige proces skabte spontanitet og gav programmet en ekstra dimension, som afspejlede noget af det, der naturligt lå forrest i de fire komikeres sind: Nemlig mediebranchen.

90’ernes nye tv inspirerede

Især på tv var der masser af inspiration at hente. For i årene op til Mandrillens premiere var der sket store forandringer.

DR var ikke længere det eneste sted, danskerne kunne få opfyldt deres tv-behov. I løbet af en forholdsvis kort perioden i slutningen af 80'erne og i løbet af 90'erne kom eksempelvis både TV2, TV3 og Tv Danmark til. Derudover kunne man nu via sattelit få adgang til alle de internationale stationer, man ønskede.

Med de nye tv-kanaler fulgte en lind strøm af nye programmer - og ikke mindst en mere kommerciel måde at lave tv på, som hurtigt blev enormt populær. Realitygenren slog for alvor igennem med ‘Robinson ekspeditionen’, talkshow-formater som ‘Synnøves’ blev endnu mere udbredte, og den første danske soap efter amerikansk format så dagens lys i form af ‘Hvide løgne’.

- Vi havde aldrig sat os ned og besluttet os for, at nu ville vi gøre oprør mod alt det lorte-tv, der var dengang. Vi gjorde det, fordi vi syntes, at det var sjovt – og så kom kritikken og satiren af den type tv bare naturligt til os, forklarer Casper Christensen og pointerer:

- Når man sender tre gange om ugen og kun er fire mand, så er det dét, der ligger forrest i ens hjerne, som bare skal ud. Man skulle hverken igennem andres filtre eller sine egne. Netop dét var jo at svæve vægtløst.

Talentløse kendte og bekendelses-tv

Eksempelvis var Mandril-føljetonen ‘Skøjtearven’ ikke først lavet som en satire på tidens populære soap-uendelighedsfortællinger, fortæller Casper Christensen.

Den handlede om absolut ingenting og varede kun et par sekunder pr. afsnit.

- Så kan man bagefter analysere sig frem til, at det egentlig var en parodi på uendelige føljetoner, og det er det helt sikkert også et eller andet sted, men vi havde slet ikke tænkt den tanke fra starten. Det blev bare lavet spontant og ud fra en følelse, man har.

Lars Hjortshøj lod i høj grad også sine figurer inspirere af tidens tv-tendenser.

- Der i 90’erne blomstrede begejstringen jo for folk, der reelt ikke kunne noget. Pludselig skulle de på tv, selvom det eneste, de ville, var at være på. Og det er jo en grundtanke, der går igen hos flere af vores karakterer.

Han nævner sin nok mest kendte figur ‘Broder Salsa’, der både har været i studiet for at sortere müsli og folde tæpper.

- Han er jo et billede på de her mennesker, der kommer på tv med en helt enorm selvtillid. Han er ikke til at skyde igennem, men det viser sig jo hurtigt, at han overhovedet ikke kan noget, der har værdi, forklarer Hjortshøj, der også nævner tidens tendens til ‘bekendelses-tv’ som en stor inspirationskilde.

- Folk sad jo og krængede deres allerinderste ud i programmer som ‘Synnøves’ og ‘Damernes magasin’. Hvad de ikke fejlede! Hele følelsesregistret var i spil. Det var Gentleman Finn jo også en slags parodi på, fortæller Lars Hjortshøj.

Frank Hvams karakter var for eksempel holdt op med at være nazist, men var så i stedet blevet pædofil.

- Uge efter uge kom han ind og bekendte, at nu gik det bedre – kun for så at opdage, at det var blevet endnu værre.

Lasse Rimmer, der især i de senere afsnit stod for en stor del af manuskriptskrivningen, har fremhævet Fissirul Lohmann som et eksempel på Mandrillens kritik af tidens tv.

- Fissirul Lohmann opstod som kommentar til TV 2 og deres jagt på seere. Fissirul kandiderede som programredaktør på TV 2. Han var en sært intetkønnet person med en fistelstemme, der knækkede over. Han kom ind i studiet for at fortælle om sine visioner for tv, og han var ikke særligt imponeret over det, vi lavede på ‘Mandrillen’. Han mente, at vi i højere grad skulle bruge Bubber, så ville vi få succes, udtalte Rimmer i et interview med Euroman.

Der blev også taget pis på DR og public service, når Frank Hvam i rollen som Jarl Friis Mikkelsen peppede tv-programmer op ved at tilføje ordene ‘på pikken’ til alle sætninger.

- Der var en tendens til, at tv i højere grad skulle sælges med sex. Hvis man kunne få det mast ind, ville det blive en succes, lod grundtanken til at være, siger Frank Hvam selv.

Men som mange nok kan relatere til, havde de fire mandriller også kærlighed til den nye type tv.

Frank Hvam og Lars Hjortshøj pointerer begge, at de sådan set ikke havde et behov for hverken at "prædike" eller "bitche" over det.

- Men pludselig væltede det frem med nye kanaler og programmer, og så var det jo naturligt, at det var det, vi prøvede at finde nogle sjove vinkler på, fortæller Frank Hvam.

- Vi elskede for eksempel ‘Robinson ekspeditionen’. Det var fantastisk velfortalt og velproduceret – men havde samtidigt virkelig også komisk potentiale.

- Tingene kom lidt hen ad vejen. Først var Mandrillen jo bare en sjov legeplads – og efterhånden bevægede vi os stille og rolig hen imod noget, der faktisk blev til en mediekritik.

De mest meningsfulde samtaler på tv

Og den røde tråd med kritik af tidens nye tv-tendenser gik ikke anmeldernes næse forbi.

- Nogle af dem sagde, at det var nogle af de allermest meningsfulde samtaler, der var på tv lige nu, husker Lars Hjortshøj.

Modtagelsen var over en bred kam positiv blandt anmelderne, der trods det sene sendetidspunkt på den lille kanal havde holdt tæt øje med superstjernen Christensens næste projekt.

-'Casper og mandril-aftalen' er for voksne mennesker, der er trætte af underholdning efter mediekunstens forældede regler for forførelse, skrev avisen Aktuelt.

I Ekstra Bladet glædede man sig også – her især over, at Casper Christensen ikke igen som i ‘Darios Joint’ var havnet i et program, hvor han skulle "gøres pæn og tandløs, så han passede til stationens seere og - måske især - dens annoncører."

Der var selvfølgelig også kritik, men den var sjælden.

Et læserbrev i BT pointerede under overskriften "Bunden nået i plathed" for eksempel, at man skulle lede længe efter "magen til plat idioti" og efterspurgte, hvem der dog havde "bevilget penge og sendetid til det møg".

Men trods kritiske røster udviklede programmet sig hurtigt til en kultsucces hos de stadig ekstremt få personer, der så programmet.

- Vi blev mest dyrket af nogle få gymnasieelever – og så måske også af nogle lidt ældre herrer, der godt kunne lide at ryge joints, vurderer Lars Hjorthøj.

Den gale abes indforståede kult

Det lille program på den lille kanal skabte et fællesskab blandt de få indviede, som havde set og forstod universet.

Der blev kommunikeret i koder med hinanden via interne referencer til programmet og brugt vendinger i den daglige tale som figuren Bjarne Goldbæks "der ville jeg godt lige have haft lidt mere forberedelsestid" eller Gentleman Finns "der twister du den lige lidt!"

I anden sæson blev antallet af seere markant højere, og ingen kunne længere ignorere, hvor stor en succes det lille program var blevet.

Alligevel kom der aldrig en tredje sæson – og den præcise årsag står lidt hen i fortidens tåger.

Mandrillens død: Henrettelse eller selvmord?

Faktisk var hele holdet klar på at lave en sæson mere, fortæller Casper Christensen, der er en kende kryptisk i sin forklaring på mandrillens død.

- Vi blev jo lukket til sidst. Jeg og de andre ville gerne lave det igen, men vi fik at vide, efter sæsonen var færdig, at vi skulle stille os om bag i køen sammen med de andre programforslag. Men jeg ville ikke ansøge om at få programmet på sendefladen igen, og så lukkede vi lortet, siger mandril-lederen og tilføjer:

- Så altså, det kan godt være, at mit store ego på det tidspunkt også spillede en rolle i det.

Spørger man den daværende satireredaktør på DR2, var der dog ikke tale om en lukning.

- Jeg kan ikke huske det helt præcis, men der var sikkert en eller anden formel procedure, hvor de programproducerende afdelinger skulle melde ind, at man gerne ville fortsætte. Men jeg har i hvert fald aldrig sagt nej til Mandrillen. Jeg synes jo, det var fantastisk, siger Mette Davidsen-Nielsen, der i dag er kulturredaktør på Politiken.

Hun var selv blandt de chefer, der helt i begyndelsen skulle sige ja til programmet, for at det overhovedet kunne blive til virkelighed. Og det gjorde hun.

- Og det var jo en god beslutning, for Mandrillen spillede en markant rolle i at få DR2 ud af skyggen som "den hemmelige kanal" og frem i lyset som det, der endte med at blive Danmarks stærkeste mediebrand, fortæller Mette Davidsen-Nielsen.

Havde Casper og co. placeret et programforslag foran hende, ville der derfor heller ikke have været nogen tvivl.

- Det er jo en no-brainer. Hvis holdet var klar, så havde jeg sagt ja med det samme.

Men havde Mandrillen været det samme i dag, hvis det var fortsat i endnu længere tid? Store musikere, som dør tidligt, efterlader jo typisk også et helt særligt eftermæle.

Mette Davidsen-Nielsen er i tvivl.

- Nu står det jo som et værk. Helt rent. Normalt bliver sådan en succes ellers kørt helt tør for benzin, til det ikke kan mere, og til seerne ikke gider det mere. Måske var det meget godt, at det sluttede der?

Kritiseret for hykleri

Det sidste program - nummer 67 i rækken - blev sendt den 19. november 1999 og bærer tydeligt præg af, at enden er nået.

I de sidste par minutter læser Casper Christensen – flankeret af de tre andre komikere – en art manifest op, hvor det seneste års underliggende kritik af tidens tv-tendenser pludselig bliver helt direkte.

- Hvis du vælger tumpet og leflende tv, så får du mere leflende og tumpet tv at vælge imellem, lød opsangen blandt andet.

Men i årene efter 'Mandrillen' var slut, undrede mange medier og anmeldere sig over, at de fire komikere i stor stil var med i tv-serier, quizzer, reklamer og radioprogrammer af den slags, som de selv havde kritiseret.

Lars Hjortshøj var blandt andet vært på ‘Sandhedens time’ som via en løgnedetektor fik folk til at afsløre personlige hemmeligheder til gengæld for pengepræmier, og Casper Christensen blev blandt andet vært på gameshowet ‘Deal/No deal’ og ‘9 ud af 10’.

De forskellige værtsjob havde "ændret Christensens profil fra Danmarks skarpeste comedy-rebel til blød og lettere behagesyg familieunderholder," lød en af de kritiske røster for eksempel i BT.

Lasse Rimmer har tidligere pointeret, at manifestet jo handlede om, at man skulle droppe tv, hvor folkene bag ikke brændte for det, og at kritikken derfor var forfejlet:

- Pointen var jo tværtimod, at vi efter ‘Mandrillen’ gik i gang med at lave nye projekter, som vi faktisk brændte for, udtalte komikeren, som kort efter programmet blev vært på quizprogrammet ‘Jeopardy’.

Frank Hvam pointerer, at der bestemt var noget sandhed i tv-manifestet, men at der også var et komisk element i det.

- Folk tog det meget bogstaveligt, men det var også meningen, at man skulle kunne grine lidt af vores selvhøjtidelighed. Vi var jo godt klar over, at vi ikke selv ville kunne leve op til de standarder i den virkelige verden, forklarer komikeren, der selv blev vært på kendis-quizzen ‘Shooting Stars’.

- Men altså, sandheden i manifestet var jo, at vi syntes, man skulle sætte barren højt og stile efter det absolut bedste. Hvis man lægger ud med at forestille sig, at man skal lave et mesterværk, så kan det jo være, at man et kort øjeblik faktisk lykkes med et. Og det er jo en fantastisk følelse.

Tv med ondt i maven

Men det er blevet sværere og sværere at opnå det sublime i nutidens tv-branche, mener komikerne, der ikke er blege for at fortsætte kritikken af tidens tv – nu blot 20 år senere.

For der er sket meget, siden DR gav en chance til et vanvittigt program, de faktisk ikke anede, hvad var.

- Der er jo helt sikkert kræfter, som får lavet originalt og nyskabende tv. Det er der jo, men det har trange kår, siger Casper Christensen.

Frank Hvam er enig:

- Tv-branchen er efter min mening under afvikling. Der var en større legesyge dengang. Mandrillen ville ikke få liv til at komme på DR2 i dag. Jeg tror absurd nok, at man ville kræve, det havde et højere budget, og at der var en redaktør, der skulle blande sig, og man ville se på seertal. Man ville slet ikke få den samme frihed.

Han henviser til, at TV2 Zulu kunne noget af det samme i starten.

- Ligesom DR2 var det en legeplads, og det var da fuldstændig ligegyldigt, at halvdelen af indholdet var meget ringe. Så lærte man af sine fejl og skabte noget endnu bedre, som man ikke kunne have lavet uden først at have eksperimenteret sig lidt frem.

Lars Hjortshøj mener, at der bliver lavet tv med "kronisk ondt i maven".

- Meget af det er blevet overtaget af nogle DJØF’ere, hvor man skal leve op til det ene og det andet. Og det sker på bekostning af legesyge og eksperimenter.

Casper Christensen tilføjer:

- Jeg synes typisk godt, at man kan se, når nogen lige gør det ekstra godt – og det tror jeg ofte sker, når noget lige er lidt farligt. Når noget ikke er super gennemprøvet, gennemanalyseret og – var jeg lige ved at sige – kneppet forfra og bagfra, så er man mere til stede i det, og så bliver programmet også mere til stede.

Drengen, der lå hjælpeløs af grin på gulvet hjemme på mit teenageværelse tilbage i 1999, skulle senere gå hen og blive en del af selvsamme mediebranche, som 'Mandrillen' fik sin inspiration fra.

Jeg havde dog dengang nok for travlt med at grine af Frank Hvam med Cornflakes i ansigtet til helt at fange det underliggende lag af kritik, opråb og oprør.

Men i dag - i et mindre anfald af noget af den samme ungdommelig idealisme, som måske også ramte Mandrilholdet i 1999 - går pointerne rent ind.

For selvfølgelig er der en virkelighed, hvor tingene skal kunne fungere, men nogle gange skal der altså også være plads til at være vægtløs.

Få mere at vide om Casper og Mandrilaftalen i første afsnit af den nye DR2+ programserie 'humoren der formede dig', som ligger klar til at streame på DRTV lige nu.

Kilder: Interviews med komikerne Casper Christensen, Frank Hvam og Lars Hjortshøj. Desuden tidl. satireredaktør på DR2 Mette Davidsen-Nielsen, tidl. tv-underholdningschef Peter Herforth. Til baggrund er der talt med producer på Mandrilaftalen Jens Svalgaard og tv-anmelder Henrik Palle. Der er også brugt interviews med Lasse Rimmer i flere forskellige medier. Derudover er der læst nyere artikler om Mandrillen i Politiken og Euroman samt ældre artikler fra Aktuelt, BT, Politiken og Information samt DR-programmerne ‘Husker du 1999’, ‘På utallige opfordringer’, ‘Boogie’, ‘Bertelsen – DR2’s talkshow’, ‘Mediemagasinet’, ‘Deadline’, ‘UFO’ og naturligvis utallige afsnit af ‘Casper & Mandrilaftalen’.

Denne artikel udkom første gang den 1. marts 2019 i forbindelse med 20-året for udsendelsen af det allerførste afsnit af Mandrillen.