Midt 1800-tallet. Hun har et meget strammende korset på, som giver hvepsetalje, og man har store krinoliner på for at få en timeglasfigur. Det passer til billedet af kvinden som den sarte, skrøbelige. Borgerskabet blomstrer op i sær i storbyerne, og kvinden skal være hjemme, hun skal ikke være intellektuelt dannet men være det følsomme køn. Hun kan lave børn og kan være lidt hysterisk, hun kan dåne. Og dette sarte væsen skal have korset på, fordi det understreger hendes frugtbarhed, og man snakker om, om kvinder overhovedet kan holde sig oprejst uden korset. (Foto: © Rikke Caroline Carlsen, DR)
1 / 18
1915. Med opfindelsen af symaskinen kan alle få korsetter, og som modreaktion til de tidligere voldsomme korsetter laver man de her mere lige korsetter, som ikke er så slemme at have på. Brystet er dog stadig skudt frem, som et duebryst, meget oppe og fremme. (Foto: © Rikke Caroline Carlsen, DR)
2 / 18
1915. Omkring 1. Verdenskrig bliver moden mere afslappet og mere tæt på kroppen. Man behøver ikke have korset på. Man skal kunne bevæge sig bedre i tøjet, fordi kvinderne skal arbejde. Mændene er jo i krig. Danske mænd var ikke af sted, men der, hvor man kiggede på mode, var det sådan. Kvinderne skal have mere praktisk tøj, og kjolerne bliver kortere, så man ser anklerne. (Foto: © Rikke Caroline Carlsen, DR)
3 / 18
1920’erne. Man begynder næsten at kunne se knæene under kjolen. Korsettet er smidt, og revolutionen, der startede med 1. Verdenskrig, hvor kvinderne opdagede, at de kunne selv, fortsætter. Man fjerner taljen og bliver helt androgyn i faconen. Alle de tidligere symboler på frugtbarhed minimerer man fuldstændig, fordi hun er frigjort. Hun er sexet for sig selv, hun har selv ret til at vælge og er ikke bare en fødemaskine. Hun dyrker sex uden at ville have børn, og det er et ramaskrig, at det ikke længere kun er mandens ret, der gælder. (Foto: © Rikke Caroline Carlsen, DR)
4 / 18
1920’erne. Man har aldrig set kvindeben eller knæ før, og man havde flagrende kjoler, så man kunne se knæene, når man dansede Charleston. Det var meget frækt at vise knæ og ankler. (Foto: © Rikke Caroline Carlsen, DR)
5 / 18
1920’erne. En BH i 1920’erne var nærmest en bandage, som skulle holde de kvindelige former inde, så man fik den androgyne facon. Det hele er strammet ind. (Foto: © Rikke Caroline Carlsen, DR)
6 / 18
1930’erne. Efter det økonomiske krak på Wall Street kom Depressionen, og kvinderne skulle ikke være på arbejdsmarkedet mere. Der er en idé om, at det jo også er kvindernes naturlige plads at være i hjemmet. Hun skal igen være hustru og mor og få børn, og der kommer nogle af de gammeldags symboler igen. Hun har bryster og hofter igen. Der er stadig en rest af 20’erne i det meget slanke look, men taljen sidder det rigtige sted, hun har bløde bryster. (Foto: © Rikke Caroline Carlsen, DR)
7 / 18
1930’erne. Der kommer nye materialer, og almindelige mennesker får også råd til undertøj, som er moderne. (Foto: © Rikke Caroline Carlsen, DR)
8 / 18
1940’erne, 2. verdenskrig. Et strikket sæt, lavet efter en opskrift i magasinet ”Flittige Hænder”. Der var rationering, man kunne ikke få fat i materialer, og havde man en gammel sweater, kunne man trevle den op og lave et sæt undertøj. Undertøjet er praktisk og funktionelt. Kvinden skal støtte sin mand og Fædrelandet ved at være en rationel husmor, som sørger for at opdrage de sundeste og bedste borgere til Fædrelandet, og det gør hun selvfølgelig ved at være hjemme. (Foto: © Rikke Caroline Carlsen, DR)
9 / 18
1950’erne. Modedesigneren Christian Dior laver ”New Look”, som gør op med krigsmodens meget tunge, praktiske, besparende look. Det er et frisk pust. Stort set alt Diors tøj har indbyggede korsetter, og brysterne sidder igen meget højt – det er nærmest tilbage til borgerskabet i 1800-tallet. Der er store skørter, der er taljekorsetter til at give bittesmå taljer. Kvindeidealet bliver også meget gammeldags: Den hjemmegående husmor skal kunne det hele, imens hun ser brandgodt ud. (Foto: © Rikke Caroline Carlsen, DR)
10 / 18
(Foto: © Rikke Caroline Carlsen, DR)
11 / 18
1950’erne. Et eksempel på en BH, der får det hele til at strutte. (Foto: © Rikke Caroline Carlsen, DR)
12 / 18
1960’erne. Der kommer nærmest en helt ny befolkningsgruppe: Teenagerne. De vil noget andet, og det sexede er nu ikke længere den unge, gifte kvinde, men den endnu yngre kvinde, som har et androgynt look. Det er en modpol mod kvindeligheden. Det er meget frigjort, og det er her, man begynder at få revolutionsideer, bl.a. om, at kvinden skal bestemme over sin egen krop. Kjolerne er ultrakorte. (Foto: © Rikke Caroline Carlsen, DR)
13 / 18
1970’erne. Det er helt tynde BH’er, man næsten ikke kan mærke, og JBS laver noget undertøj, som er unisex. Alle kan gå med det, og passede fint i kollektiverne, hvor man delte alt. (Foto: © Rikke Caroline Carlsen, DR)
14 / 18
Start 1980’erne. Det er Sloggi, og undertøjet former slet ikke kroppen. Men der er en idé om den rigtige, veltrænede, slanke krop med store bryster. Man sørger selv for den sunde livsstil. Det er her, brystoperationerne begynder i Danmark. (Foto: © Rikke Caroline Carlsen, DR)
15 / 18
(Foto: © Rikke Caroline Carlsen, DR)
16 / 18
Slut 1980’erne. Den meget høje hofte giver ben helt op til navlen. Undertøjet er pynt på kroppen, og kollektivets unisex-undertrøjer skal ud. Nu leger man med symbolerne, for eksempel strutskørter som hverdagstøj eller BH’en ude på blusen. Man skaber sin egen identitet. Det er også sexet på en meget barsk måde. Hun er en aggressiv dominatrix, og det hænger sammen med, at der er AIDS, og sex er farligt. (Foto: © Rikke Caroline Carlsen, DR)
17 / 18
(Foto: © Rikke Caroline Carlsen, DR)
18 / 18
