Berømt billede gemmer på et mysterie: Blev Anna malet ud af historien?

At en tom stol i et maleri kan vække opsigt, kan være svært at tro på.

Men det er ikke desto mindre tilfældet med stolen i maleriet, der skulle hylde en både kendt og anerkendt kunstnergruppe.

Det er kun en gisning, men en velbegrundet én, at der på stolen burde have siddet en kunstner, der slog verbalt fra sig i ligestillingens navn i årene lige før, at kvinderne fik stemmeret i 1915.

I en tid, hvor snakken om ligestilling imellem kønnene i kulturen, og alle andre steder, er højaktuel, er historien om kunstneren her mere relevant end nogensinde.

Anna Syberg, der ville være fyldt 150 år i dag, startede som talentfuld porcelænsmaler som 22-årig og endte som en af Danmarks mest roste blomstermalere. Og så var hun en helt central del af den kunstnergruppe, det store maleri skulle portrættere.

At Anna Syberg er fraværende på maleriet skyldes måske et glohedt søskendeskænderi. Men i det større billede handler historien om Anna Syberg også om, hvordan kvindelige kunstnere i starten af 1900-tallet skulle kæmpe for deres karriere. Og om hvordan man let kan gå i glemmebogen på grund af sit køn.

Født ind i et kunstnerhjem

Anna Syberg bliver født ind i et kreativt hjem i Faaborg. Både hun og broren Peter Hansen, bliver senere kunstnere og en del af den gruppe, der blev kaldt Fynbomalerne. En kunstnerkoloni, der kan sammenlignes med Skagensmalerne, og hvis malerier i dag hænger på flere anerkendte kunstmuseer herhjemme.

Mange af medlemmerne lærte hinanden at kende i Anna Sybergs barndomshjem.

- Det er et hjem, hvor der er rum og plads til at være interesseret i kunst, litteratur og musik, og det bliver ligesom et arnested for den kunstnerkoloni, der senere opstår, fortæller museumsinspektør på Faaborg Museum, Sofie Bastiansen, der i anledning af 150-året for Anna Sybergs fødsel i år er ved at tilrettelægge en udstilling om hende.

Hjemmet bliver et sted, hvor kunstnerne knytter bånd i de tidlige ungdomsår, og senere bliver de venner og gift på kryds og tværs. De bor og arbejder alle på Fyn og bliver kendt for at lave kunst, der dyrker hverdagslivet og den frie natur, der omgiver dem.

Talentfuld kunstner

Formentlig på grund af sin opvækst ligger det ikke fjernt for Anna Syberg at blive kunstner. Det er ellers langt fra forventeligt, at man som kvinde fra det ’bedre borgerskab’ omkring år 1900 får et arbejde - og da slet ikke et kunstnerisk et.

Men selvom hun er forlovet og i princippet bare kunne vente på at blive gift, tager hun som 20-årig til København med sin veninde og får tegneundervisning og siden arbejde som dekorationsmaler på Den Kongelige Porcelænsfabrik.

Det er et job, hun er så god til, at hun får at vide, at hun skal øve sig i ’standard’, hvilket kan oversættes til, at hun skal gøre sig dårligere end hun er, så hendes dekorationer matcher de andres.

Talent er der altså masser af, og da porcelænet udskiftes med papir, får hun hurtigt anerkendelse for sine eksperimenterende malerier af vildtvoksende blomster og planter. Hun sælger blandt andet begge de værker, hun har med på sin første udstilling til en stor kunstsamler og bliver sammen med sin mand, kunstneren Fritz Syberg, en del af den fynske kunstnerkolonis kerne.

Kvinder ingen adgang

En del af kernen eller ej, det er ikke uden problemer at være kvinde og kunstner i starten af 1900-tallet.

En ting er at være talentfuld og en del af miljøet. Noget andet er at få samme respekt for sin kunst som mændene.

Det kommer blandt andet til udtryk, da Fynboerne i 1910 får deres eget museum i Faaborg, som skal slå dem fast som gruppe og koloni med fynsk tilhørsforhold.

For i indkøbsudvalget – det vil sige den gruppe, der vælger de værker, der skal ind på museet – sidder nogle af de mandlige kunstnere fra gruppen, og et par af dem synes ikke, at deres kvindelige kolleger hører hjemme på væggene.

Den ene er endda Anna Sybergs egen bror, kunstneren Peter Hansen.

Udover at stemme imod de kvindelige kunstnere, Alhed Larsen og Christine Swane (der begge i dag regnes som en del af Fynboerne), stemmer Peter Hansen som den eneste også imod Anna Sybergs kunst.

- Der er ikke nedskrevet nogen argumenter for, hvorfor de ikke skal med, siger Sofie Bastiansen og fortsætter:

- Men man kan måske hente noget forståelse i tiden, hvor der generelt var en modvilje mod, at kvinderne skulle kunne have et kunstnerisk virke.

Modviljen betød blandt andet, at kvinder i Anna Sybergs ungdom ikke havde adgang til Kunstakademiet på lige fod med mændene – blandt andet ud fra argumentet om, at det ikke sømmede sig for kvinder at få undervisning i samvær med mænd, hvis der var nøgenmodeller til stede.

Den tomme stol

Anna Syberg bliver muligvis kendt for at male fine blomster, men hun bliver godt gammeldags rasende over sin brors modstand mod hendes kunst, og i et rødglødende brev skriver hun blandt andet til ham:

- Hvor du dog skaber dig. Du stemte imod mig ved Faaborg Museet ud fra høje ideelle Forestillinger om at varetage Kunstens Tarv i Danmark. "Du vilde ikke skjule for mig", skrev du, at jeg og de andre Damer ingen Betydning havde for dansk Kunst!...".

Det leder os tilbage til den tomme stol.

Maleriet med den tomme stol i indledningen blev malet i anledning af Faaborg Museums åbning, og kunstneren bag er Peter Hansen.

Anna Sybergs vredesudbrud lander, mens han arbejder på maleriet, og det er en god indikator på, at han med fuldt overlæg har valgt ikke at male sin søster – og sætte provokerende trumf på ved at indikere hendes fravær med den tomme stol.

- Alle de andre kvindelige kunstnere i gruppen er der, og det, at der så tydeligt er en tom stol, er bemærkelsesværdigt, siger Sofie Bastiansen.

At falde ud af (kunst)historien

I dag er Anna Syberg og de andre kvinder i Fynbomalerne generelt ikke lige så kendte som deres mandlige kolleger. Og det skyldes måske, at de ikke har fået lige så stor opmærksomhed i eftertiden som mændene.

- Jeg tror, at den øgede opmærksomhed på mandlige kunstnere fra den tid generelt har noget at gøre med, at de er blevet mere eksponerede ved blandt andet at være bedre repræsenteret i museumssammenhæng – og det er med til, at en kunstner får et eftermæle, siger Sofie Bastiansen.

Og her er modstanden mod kvinderne på Faaborg Museum et tydeligt billede på, hvad kvindelige kunstnere kæmpede mod i starten af 1900-tallet.

- Her har vi stående på skrift, at nogle mænd ikke syntes, at kvindernes kunst skulle ind på et museum. Så det er jo et meget konkret eksempel på, at lige præcis her, har kvinderne haft sværere ved at blive anerkendt som kunstnere, siger Sofie Bastiansen.

Anna Syberg er egentlig en af de kvinder, der får stor anerkendelse for sin kunst i sin samtid og især umiddelbart efter hendes død. Her beskriver hendes nære ven, forfatteren Johannes V. Jensen for eksempel hendes blomstermalerier ’…saa kraftigt malede og rene i Smagen, som man kun sjældent træffer hos Mænd.’

Der er så bare det ved det, at blomstermaleriet traditionelt set har en lavere rang i kunstverdenen, og derfor foregår anerkendelsen måske også på et andet niveau, siger Sofie Bastiansen.

- Man anerkender, at hun er meget dygtig, og samtidig bliver hun på grund af sit køn og valg af motiver sat ind i nogle kategorier, som får betydning for den måde, der er blevet skrevet om hendes kunst - såvel som for kvindernes kunst i det hele taget, og det har haft en effekt helt frem til i dag.