Der er mange, som i øjeblikket bekymrer sig over, hvordan Donald Trumps forkærlighed for Twitter vil påvirke de internationale relationer.
I en verden, hvor der allerede er rigeligt med spændinger, fremstår Trumps hurtige og bramfrie tweets som noget, der ville kunne få en mindre diplomatisk krise til at eskalere til en global katastrofe.
For eksempel har den kommende amerikanske præsident allerede nået at forurette Kina.
Det startede med en personlig telefonsamtale med Taiwans præsident – et brud med amerikansk diplomatisk skik siden 1979.
Når Trump efterfølgende blev kritiseret for diplomatisk tonedøvhed, svarede han med en række ligeså utraditionelle tweets. Han spurgte retorisk, om kineserne mon havde bedt USA om lov inden de valgte at devaluere deres valuta – eller inden de gik i gang med at opruste militært i Det sydkinesiske hav.
Svaret var bidskt og koncist: ”I don’t think so!”
En tweetende svensk udenrigsminister
Problemet er dog større end Donald Trump selv.
Det handler også om selve mediet.
BBC’s diplomatikorrespondent Jonathan Marcus har for nyligt konstateret, at mens et tweet per definition er kortfattet og ”fra hoften”, så er international politik en disciplin, der kræver eftertanke, ”coolness” og mulighed for at veje forskellige alternativer mod hinanden.
Og Trump er langtfra den første internationale statsmand, som er blevet kritiseret for sin anvendelse af sociale medier.
Et mere nærliggende eksempel er den svenske politiker og topdiplomat Carl Bildt. Han gjorde aktivt brug af såvel Twitter som sin personlige blog under sin tid som Sveriges udenrigsminister, 2006–2014.
Bildt blev vistnok ofte hyldet for sin åbne kommunikation omkring internationale spørgsmål. Men han blev også anklaget for at være unuanceret og alt for hurtig på aftrækkeren.
Under Ukrainekrisen i 2014 sammenlignede han for eksempel Viktor Janukovitj, Ukraines prorussiske ekspræsident, med den norske nazistleder Vidkun Quisling, der blev henrettet for landsforræderi i 1945.
Twiplomati og elektrisk telegrafi
Den danske statskundskabsprofessor Rebecca Adler-Nissen har for nylig modtaget en international bevilling til at forske i fænomenet ’twiplomati’: den stigende brug af Twitter og andre sociale medier blandt verdens statsledere og diplomater.
Ifølge Adler-Nissen indebærer twiplomatien, at det traditionelle diplomati som en mægler i konflikter er truet på flere områder.
Blandt andet er der blevet væsentlig mindre tid tilbage til forhandling, eftersom Twitter opfordrer til hast i kommunikationen.
Imidlertid er det ikke første gang, at de diplomatiske spilleregler er blevet udfordret af et hurtigt, nyt kommunikationsmiddel. 1800-tallets udvikling indenfor elektrisk telegrafi var lige så revolutionerende.
Inden telegrafen kunne det tage uger eller sågar måneder at befordre en besked fra punkt A til punkt B.
Diplomatisk korrespondance blev befordret med kurer – og kureren var aldrig hurtigere, end en hest kunne løbe eller et sejlskib sejle.
Men efter 1850 voksede et verdensomspændende netværk frem til lynhurtig elektrisk kommunikation. Undersøiske telegrafkabler fik verdens afstande til at skrumpe.
Med telegrafen kunne befordringstiden for en diplomatisk note fra Washington til Berlin, eller London–Calcutta, reduceres til timer eller tilmed minutter.
Det victorianske internet
Mange mente, at den telegrafiske kommunikation ville føre til en mere fredelig verden.
I 1858, da verdens første transatlantiske telegrafforbindelse blev åbnet mellem de gamle arvefjender USA og Storbritannien, udtrykte den amerikanske præsident en forhåbning om, at den nye teknologi skulle fungere som ”a bond of perpetual peace and friendship between the kindred nations.”
Men for diplomatkorpset var telegrafen et tveægget sværd.
I kurerrytterens tid havde diplomatiet været udstyret med en høj grad af selvstændighed og tid til at udrette deres opgaver i det fjerne udland.
Det ændredes gennem udbredelsen af telegrafens ”victorianske internet”.
Det nye kommunikationsmiddel ikke bare muliggjorde, men krævede også hastighed i den diplomatiske beslutningsproces.
Tiden til eftertanke og politisk forhandling skrumpede sammen med de geografiske afstande.
Julikrisen 1914
Således er der mange historikere, som anser at telegrafen bidrog til at ’accelerere’ de processer og konflikter, der har udspillet sig på den verdenspolitiske arena.
Udbruddet af første verdenskrig er et klassisk eksempel.
Naturligvis er der mange forskellige årsager bag denne nutidens historiske ’ur-katastrofe’.
Men i dag fokuserer mange historikere på det diplomatiske havari i juli 1914 efter drabet på det østrigske tronfølgerpar den 28. juni i Sarajevo.
Ifølge den amerikanske teknologihistoriker Daniel Headrick var telegrafen en vigtig faktor i processen. I bogen The Invisible Weapon skriver han, at periodens statsmænd og diplomater blev forvirrede af den hurtige eskalering af konflikten.
De var nemlig børn af ”en mere langsommelig æra”, inden betingelserne for det diplomatiske spil var blevet ændret af de nye elektriske kommunikationsmuligheder.
Som eksempel nævner han Østrig-Ungarns ultimatum til Serbien den 23. juli 1914.
Serberne fik nøjagtigt 48 timer til at svare. Ellers ville dobbeltmonarkiet svare med militære midler.
Når den serbiske udenrigsminister protesterede over, at tidsfristen var urealistisk – især fordi landets regering ikke var samlet – svarede Østrig-Ungarn, at argumentet ikke var gyldigt i telegrafens, telefonens og jernbanens tidsalder.
Nogle dage senere, den 28. juli, blev den østrig-ungarske krigserklæring mod Serbien overleveret per telegraf – som det første eksempel i verdenshistorien.
Herefter gik processen endnu hurtigere.
Frankrig fik atten timer til at fordøje Tysklands ultimatum den 31. juli. Samme dag blev russerne præsenteret for et tysk ultimatum med kun tolv timers tidsfrist.
Og en diplomatisk krise mellem to europæiske lande havde snart eskaleret til en katastrofe af globale dimensioner.
Hurtig kommunikation kan stresse
Det ville imidlertid være absurd at påstå, at første verdenskrig blev forårsaget af telegrafien.
Og det forekommer temmelig usandsynligt, at en håndfuld ugennemtænkte tweets vil kunne resultere i en tredje verdenskrig.
Men teknologisk udvikling sker ikke i et vakuum, og det er tydeligt, at de netop de internationale relationer er særdeles følsomme overfor teknologiske nybrud, der øger hastigheden i kommunikationen mellem mennesker.