År 2017 bliver historiens år. Markante jubilæer for store historiske begivenheder står i kø netop i år 2017.
Til den tid vil det for eksempel være 100 år siden, den russiske revolution, der bragte kommunismen til magten, fandt sted. Det vil 100-året for salget af de dansk-vestindiske øer til USA, et vendepunkt i dansk kolonihistorie. Det vil være 500 år siden, reformationen begyndte. Og for det ikke skal være nok, så er det også 50-året for seksdageskrigen med alt, hvad dertil hører af diskussioner om krig og fred i Mellemøsten.
For denne slags jubilæer har det med at genoplive fortiden. Som runde fødselsdage i menneskers liv er de store historiske jubilæer anledninger for samfundet til at se tilbage og se frem og stille spørgsmål, der kan gøre både ondt og godt: Hvad er der at fejre? Hvordan kom vi hertil? Hvem kan tage æren eller måske ansvaret for det, der skete?
Historien rummer nøglen til nutiden
Svarene er ikke givet på forhånd. Hvordan skal Putins styre i Moskva for eksempel håndtere den historiske markering af 100-året for den kommunistiske revolution, der under Første Verdenskrig satte datidens magthaver, zaren, fra bestillingen?
Det bliver ikke let derovre i det nye Rusland. For historien om folket og måden, historien om nationen fortælles på, rummer også nøglen til at kunne begrunde nutidens magtforhold.
Historie er ikke bare historie. Historie er også politik. Historien rummer vigtige symboler. Historien har det med at gøre nogle til helte og andre til skurke.
Og derfor spidser kampene om at forstå, om at forklare, om at fortie noget og om at kunne fortælle noget andet ofte til op til mærkedagene. I Rusland såvel som i Danmark.
Frihed eller fundamentalisme?
Tag nu bare 500-året for reformationen. Hvilken betydning har det overhovedet i dag, at en tysk munk, Martin Luther, den 31. oktober 1517 offentliggjorde 95 teser i protest mod det, han opfattede som misbrug og misforståelser blandt datidens religiøse magthavere?
En række protestantiske kirker, inklusive den danske folkekirke, forbereder frem mod 2017 en omfattende kampagne, der blandt andet gerne vil fortælle borgerne, at roden til det moderne velfærdssamfunds frihed, uddannelsesniveau og velstand skal findes netop i protestantismen.
Men nej, vil andre iagttagere sige, så enkel er historien langt fra: I kølvandet på reformationen fulgte i Danmark en streng periode med ensretning og hekseafbrændinger og en nærmest fundamentalistisk religionsudøvelse, som man i nutidens demokratiske samfund må tage afstand fra.
Det er de samme begivenheder, der danner udgangspunktet. Men vurderingen af, hvad der skete, og hvad historien kan eller skal bruges til, er alligevel vidt forskellig. Også derfor vil kampen om at udlægge og forstå fortiden spidse til frem mod historiens år 2017.
Store platforme for historiefortælling
Netop i år 2017 er Aarhus udpeget til at være europæisk kulturhovedstad med alt, hvad dertil hører af store events, debatter og premierer. Historie er udpeget som et af de store tværgående temaer.
- I 2017 betragter vi fortiden for at udforske fremtiden, står der pompøst i en af programteksterne fra kulturhovedstaden.
Tilsvarende meldinger om historiens betydning kommer fra DR, som i 2017 vil vise tv-serien ”Historien om Danmark” i 12 afsnit i bedste sendetid. Alt imens har flere museer -- fra Moesgaard i Aarhus over Kongernes Jelling til Museet for Søfart i Helsingør -- på få år med nye historiske satsninger og oplevelsesdesign mere end fordoblet besøgstallene.
- I dag handler det om at gøre publikum til en del af historien, som museumsinspektør Ingrid Vatne i går forklarede det til dr.dk.
Historiske jubilæer rejser store spørgsmål
Denne cocktail af markante mærkedage, store events, intensiveret mediebevågenhed og øget interesse for at opleve historien helt tæt på betyder kun, at fronterne vil skærpes og interessen for at blande sig i debatten vil stige frem mod 2017.
Bliver historien om samarbejdspolitikken, om den kolde krig og om indvandringen til Danmark fra 1970’erne og frem nu også fortalt helt, som den skal?
Kan Europa løse sine største problemer selv, uden at USA går ind, som det skete både under Første og i Anden Verdenskrig?
Hvordan skal vi egentlig vurdere henholdsvis kommunismens og protestantismens og kolonihistoriens betydning for det samfund, vi i dag lever i?
Og overser vi midt i det hele den betydning, som hverdagens ukendte mennesker, børnene, kvinderne, minoriteterne, kunstnerne, musikerne har haft for at få samfundets store hjul til at dreje?
Spørgsmålene, som knytter sig til jubilæerne, er store. Kampen om at finde svar og fortælle historien mest korrekt og mest overbevisende er allerede gået i gang. Og den vil få sin foreløbige kulmination i historiens år 2017.