Det er nok ikke helt udelukket, at du er stødt på Genforeningens 100-års jubilæum i løbet af de sidste par uger. Og i den anledning har du måske endda også set, hørt og læst lidt om begivenheden, der forenede Sønderjylland med Danmark efter mere end et halvt århundrede under tysk styre.
Og Genforeningen er da også en af danmarkshistoriens store begivenheder, der her 100 år senere fortjener en masse opmærksomhed.
Men vidste du, at Sønderjyllands historie faktisk rummer mange andre vilde historier, der byder på alt fra en royal konflikt til totale krigstilstande?
Så hvis du tænker, at din viden om Sønderjylland godt kunne spices lidt op, er du endt det helt rigtige sted. Vi har samlet 10 ting du – måske – ikke vidste om Sønderjyllands vilde historie.
Hertug med kongedrømme skabte storkonflikt i området
En royal arvestrid går sjældent stille for sig. Og konflikten mellem det danske kongehus og den slesvigske hertug af Augustenborg i begyndelsen af 1800-tallet var ingen undtagelse. For den var en del af begyndelsen på den ballade, der betød, at Slesvig blev tysk efter krigen i 1864.
Kong Frederik 6. havde ingen mandlig arving. Og ingen mandlig arving betød, at der ikke var nogen direkte arving til at overtage den danske trone. Derfor skulle han udpege den næste konge af Danmark inden sin død.
Og her kom hertug Christian August af Augustenborg ind i billedet. Han var overbevist om, at han med rette kunne blive den næste konge af Danmark. Men sådan gik det ikke.
For det var kongens fætter Christian (der senere fik titel af Christian 8.), som blev gjort til arving. Ifølge kongeloven var han kongens nærmeste arving. Og det satte konflikten i bevægelse.
Hertug Christian August havde fået knust sine kongedrømme. Derfor støttede han sagen om et selvstændigt Slesvig-Holsten. For hvis han ikke kunne blive konge af Danmark, så måtte en regenttitel over et selvstændigt Slesvig-Holsten være et plaster på såret.
Hertugen blev en del af det store magtspil om regionen, der udspillede sig i 1840’erne. Et magtspil, der udmundede i Første og Anden Slesvigske Krig i årene 1848-1850 og 1864.
Mange sønderjyder levede i ekstrem fattigdom
Mange sønderjyder levede under trange kår igennem hele deres liv. Både under dansk og tysk herredømme var området fyldt med sultende tiggere og fattige gårdarbejdere. Og sådan var tilstandene faktisk i flere hundrede år.
Men særligt i årene omkring Første verdenskrig i 1914-1918 og Genforeningen i 1920 stod det klart, hvor slemt det egentlig stod til i Sønderjylland.
For under krigen var kårene så dårlige, at man blandt andet formalede bagernes mel med savsmuld, halm og senegræs for at få melet til at række længere. Der er sågar fortællinger fra samme periode om, at gårdkoner selv tyggede gulerødder i småstykker for derefter at putte stykkerne i munden på deres spædbørn – det var nemlig den eneste mad, de havde adgang til.
Da genforeningen blev aktuel i 1920, var kampen mod fattigdommen i regionen et af de første - og største - problemer, som den danske stat skulle tage sig af.
Der blev – og bliver – talt fem forskellige sprog i området
Sønderjyllands placering i grænselandet, den blandede befolkning og skiftende overherrer har haft særlig stor betydning for de sprog, der bliver talt i regionen.
Fra middelalderen og helt op til genforeningen kunne man høre op til fem sprog i Sønderjylland i form af dansk, tysk, sønderjysk, plattysk og frisisk. Tilhørende sprogbuffeten var der mange dialekter – alene frisisk havde op til seks forskellie dialekter.
Og det var faktisk ikke helt uhørt, at nogle sønderjyder mestrede op til alle fem sprog, der havde eksisteret i regionen i århundreder.
I dag er den sproglige mangfoldighed bevaret. Der eksisterer endda en børnehave i grænseområdet, hvor der tales frisisk!
Der blev ført krig gennem sproget
Den sproglige mangfoldighed var dog ikke ensbetydende med sproglig lighed. Tværtimod.
Man behøver ikke altid at udøve magt gennem bestemmelsen af love eller store hære. Faktisk er sproget et effektivt middel til at få indflydelse. Og det indså både Danmark og Tyskland.
Lige før 1864 opstod der store nationalliberale strømninger i Danmark. Derfor var de danske overherrer i Sønderjylland overbevist om, at det tyske mindretal skulle tale dansk – for man mente simpelthen, at man kunne gøre de tyske slesvigere danske gennem sproget.
Det ændrede sig efter 1864, da området faldt i tyske hænder. Pludselig var det de dansksindede, der blev tvunget til at tale tysk. Det tyske sprog sås nemlig som et effektivt middel til at fortyske regionen.
Men det stoppede ikke de dansksindede. Gennem deres modersmål bekæmpede de fortyskningen. Modstanden blev udøvet gennem dansk litteratur og sange. På den måde kunne de nemlig blive ved med at bruge deres sprog.
Tyskerne forsøgte at købe sig ind i Nordslesvig
Den totale sejr og overtagelse af Sønderjylland i 1864 var ikke nok for det tyske kejserrige. Der var stadig for mange dansksindede i det erobrede område.
Tyskerne indså, at de måtte bruge andre midler end riflen og det tyske sprog – og her kom domænegården ind i billedet.
De begyndte at opkøbe gårde i Nordslesvig, området der i dag kaldes Sønderjylland, sidst i 1800-tallet. Man købte altså danskerne ud af området.
Gårdens nye forpagter skulle være politisk aktiv for den tyske sag. Udover forpagteren kunne der være op til 80 mennesker tilknyttet domænegårde. Og det betød flere tysksindede i området.
Men de dansksindede så ikke bare til, imens deres jord faldt i tyske hænder. Deres modangreb bestod i at låne de trængte dansksindede gårdejere penge. Så var de nemlig ikke nødsagede til at sælge deres gårde.
På den måde blev hundredevis af gårde sikret i danske hænder.
Over 30.000 sønderjyske mænd satte livet på spil i skyttegravene
Da Første Verdenskrig brød ud i 1914, hørte Sønderjylland til det tyske kejserrige. Det betød, at de dansksindede sønderjyske mænd skulle deltage i de rædsler, som en af historiens blodigste krige bød på.
Over 30.000 sønderjyske mænd blev mobiliseret til den tyske hær. De var nemlig tyske statsborgere og var derfor underlagt tysk værnepligt.
Langt de fleste af dem var dansksindede. Det betød altså, at titusindvis af sønderjyske soldater satte livet på spil for et land, de ikke følte nogen tilknytning til.
De sønderjyske soldater blev udsendt til samtlige af krigens fronter. De kæmpede og døde side om side med tyskerne i hele Europa – og endda så langt hjemmefra som i Sibirien.
Men modsat deres tyske medfæller i skyttegravene håbede mange sønderjyske soldater, at Tyskland ville tabe krigen - fordi det kunne føre til en genforening med Danmark.
Der døde flere danskere i Første Verdenskrig, end der døde danskere i krigen i 1864
Første Verdenskrig var et blodbad uden lige. Over 20 millioner mennesker døde i løbet af krigens fire år. Faktisk er den også blandt de krige, der har kostet flest danske liv - også selvom Danmark var neutral i storkonflikten.
Omkring 6.000 dansksindede sønderjyske mænd mistede livet i den tvungne tjeneste hos den tyske kejsers hær. Yderligere 4.500 sønderjyder blev såret under det tyske flag. Og endnu flere kom hjem med langvarige psykiske mén som konsekvens af skyttegravstraumerne.
Tabene under Første Verdenskrig overgår endda den mængde soldater, der faldt i krigen i 1864. Dér døde nemlig omkring 1.500 danske soldater - og modsat de indskrevne sønderjyder under Første Verdenskrig, kæmpede de for et land og en sag, de følte en tilknytning til.
Hverken Danmark eller Tyskland ville tage sig af de sønderjyske veteraner
Tusindvis af sønderjyske veteraner vendte hjem fra den kejserlige hær med livet i behold. Men en ende på krigen betød ikke en ende på deres problemer.
Faktisk medførte Tysklands kapitulation og Sønderjyllands efterfølgende genforening med Danmark et nyt og uforudset problem: Hvem skulle tage sig af veteranerne?
Der var nemlig ikke enighed om, hvem der skulle betale for forplejningen af de hjemvendte veteraner. Da skaden var sket i tysk krigstjeneste, mente Danmark, at Tyskland skulle stå for regningen. Det var en regning, som Tyskland på ingen måde var interesseret i.
Tyskland mente nemlig, at forsørgelsen af de sønderjyske veteraner fulgte med genforeningen – for her var veteranerne jo blevet danske statsborgere.
Efter godt to års forhandlinger blev det i 1922 slået fast, at den danske stat stod alene med ansvaret for veteranerne.
En af statens initiativer var invalidpensionen. Invalidpensionens omfang afhang af den enkelte veteran. En veteran med mindre skader som ”tab af et øje”fik mindre i pension end en veteran, der havde lidt ”tab af begge ben”.
Integreringen af sønderjyderne var faktisk vanskelig
Da genforeningen blev en realitet i 1920, havde Sønderjylland været i tyske hænder i et halvt århundrede. I et halvt århundrede havde Sønderjylland altså været helt uden for dansk indflydelse, hvilket blev tydeligt, da Sønderjylland nu skulle til at være en del af det øvrige Danmark.
For i årene mellem 1864 og 1920 havde det danske demokrati gennemgået en rivende udvikling. En udvikling, som sønderjyderne jo ikke havde været en del af.
Da Sønderjylland blev tabt i 1864, var det danske demokrati stadig ungt. Derfor havde sønderjyderne nærmest heller ingen erfaringer, de kunne trække på, da de skulle sætte sig ind i det danske politiske system og dets partier.
Forestil dig pludselig at skulle sætte dig ind i et helt nyt politisk system – og tage stilling – fra den ene dag til den anden. Sønderjydernes manglende erfaring stod soleklar under det første folketingsvalg efter genforeningen. Dér lå stemmeprocenten i området nemlig markant under landsgennemsnittet.
Udover den demokratiske integration skulle sønderjyderne og området også integreres på en lang række andre områder. Blandt dem var landbruget, kirkelivet og skolerne.
Nazismens indtog i 30’erne åbnede igen for grænsespørgsmålet
I 1930’erne fik Hitler og nazismen momentum og sikrede sig statsmagten i Tyskland. Men det var ikke kun indenfor de tyske grænser, at man fik nazismens fremgang at føle.
For de dansksindede i Sønderjylland betød Hitlers magtovertagelse, at der igen var stor usikkerhed om områdets fremtid.
Mange blandt det tyske mindretal i Sønderjylland tog nazismen til sig. De havde nemlig fået fortalt, at et Tyskland under Hitlers lederskab kunne gennemtvinge en grænserevision. Og det var et stort ønske blandt det tyske mindretal.
I Berlin var grænserevisionen også på dagsordenen blandt en gruppe topnazister. For grænsen var jo kommet som et led i den meget forhadte Versaille-traktat efter nederlaget i Første Verdenskrig.
Op til og under besættelsen spidsede nazificeringen af området til. Det huserede sågar sin egen nazistbevægelse i form af NSDAP-N (National Socialistisk Tysk Arbejderparti - Nordslesvig) under ledelse af dyrlægen Jens Møller. Jens Møllers største ambition var et indlemme Sønderjylland i Det Tredje Rige - en sag han endda repræsenterede i Folketinget frem til 1943.
Det skete dog aldrig. Men den velkomst, som dele af det tyske mindretal havde givet til besættelsesmagten, skabte en kløft til den dansksindede befolkning, der eksisterede i mange år efter krigen.
Kilder: Grænseforeningen, Middelfart Museum, Danmarkshistorien.dk, DR-serien 'Grænseland', www.denstorekrig1914-1918.dk, HistorieVejen.dk, Historiekanon.dk
Billeder i artiklen stammer fra Scanpix, Det Kgl. Bibliotek og Wikimedia. Nogle billeder viser ikke nødvendigvis den præcise periode eller historie, men bruges for at illustrere temaet.