Her er DR-chefens svar på shitstorm-beskyldninger

DR og TV2 er havnet i et voldsomt stormvejr på Facebook, hvor brugerne er vrede over søndagens indsamling til Syrien. Nu giver DRs mediedirektør svar på tiltale.

DRs mediedirektør, Gitte Rabøl, forholder sig nu til den omfattende kritik, der har ramt DR og TV2 i forbindelse med Hjælp Nu-indsamlingen. (Foto: © agnete schlichtkrull, DR)

”Nej tak”. ”Hvor er vi henne?”. ”Er det hjælp til nærområderne eller til velfærdsimmigranter?”.

Tonen er hård på både DR1 og TV2 Danmarks Facebook-sider, når de to mediehuse deler indhold om søndagens Hjælp Nu-indsamling, der er blevet sat i værk grundet den tragiske og hastigt eskalerende situation i det borgerkrigshærgede Syrien.

Pengene fra indsamlingen vil gå til konkrete projekter i Syrien og fire nabolande.

Mange brugere efterlyser dog i stedet hjælp til de ældre og hjemløse i Danmark, og bedyrer, at de ikke vil støtte Hjælp Nu med så meget som en krone.

Dr.dk har ringet til DRs mediedirektør, Gitte Rabøl, og forholdt hende et par af de mange verbale bredsider, brugerne har sendt i retning af DR og TV2 de seneste dage.

"Det gør altid indtryk"

Nu giver hun svar på tiltale:

- Det gør altid indtryk, når folk har noget på hjerte og man kan sagtens mærke, at det her tema (om flygtningesituationen, red.) er højspændt. Men jeg må også bare sige, at vi har at gøre med en højspændt situation ude i verden.

- Vi har mulighed for at gøre en forskel, og det er dét, vi gør nu sammen med TV2 og de danskere, der har mod på at hjælpe.

Der er også problemer herhjemme

Gitte Rabøl understreger, at de mange brugere, der eksempelvis efterlyser hjælp til de hjemløse og de ældre i Danmark, bestemt gør et indtryk:

- Jeg anerkender fuldstændig, at der også er problemer herhjemme, og at de for nogle er meget, meget nærværende og noget, de må forholde sig til hver eneste dag. De problemer dækker vi dagligt i vores journalistik og vores nyhedsudsendelser.

- Men lige nu er der 12 millioner mennesker, der er på flugt i Syrien og landene omkring. Og nødhjælpsorganisationerne siger, det er den største humanitære katastrofe i nyere tid. Derfor har vi valgt at gøre noget.

Hvorfor tror du folk har reageret så stærkt på indsamlingen?

- Jeg tror, det er et udtryk for, at det er et højspændt emne, og at rigtig mange har holdninger til og meninger om spørgsmålet.

Ændrer intet i forhold til indsamling

Rabøl understreger dog, at det ikke vil ændre noget i forhold til søndagens Hjælp Nu-indsamling:

- Indsamlingen vil køre som fortsat. Vi håber at kunne samle så meget som muligt ind, og det er det ærinde, vi er ude i. Det kommer ikke til at ændre sig.