(Foto: © Andreas Bro, DR)

Har skabt en designsucces ud af ting, du smider ud: 'Vi udnytter alt til det yderste'

Danske Grünbag har stor succes med deres tasker og rygsække, som er skabt af kasserede party-telte og presenninger.

På de mange køreture hjem til barndomshjemmet i Vestjylland, kom designer Helen Leegaard altid forbi en virksomhed med stakkevis af presenninger, der bare ventede på at blive smidt ud.

Hver gang tænkte hun: 'Det der, det kan bare ikke passe. Man må kunne bruge al det affald på en bedre måde'. Der blev kimen til virksomheden Grünbag lagt.

Grünbag producerer designtasker ud af genbrugs- og genanvendte materialer, som presenninger, partytelte, kedeldragter og brugte sejl. Virksomheden, som Helen Leegaard kørte forbi dengang, var Kibæk Presenning A/S.

Det er nu ti år siden, at Helen Leegaard besøgte Kibæk Presenning, som i starten ikke helt forstod, hvad konceptet handlede om, indrømmer Helen Leegaard.

- Vi tog forbi og spurgte, om det var en mulighed at få noget af alle de overskudsmaterialer, de havde liggende i containerne. Det var virkelig op ad bakke i starten, fordi de synes jo, det var noget mærkeligt noget.

Det endte til sidst med, at virksomheden sagde ja, og det blev blot én, i en række af mange. I dag behøver Helen Leegaard ikke at lede efter nye materialer. Virksomhederne henvender sig selv for at komme af med deres affald.

- Det sjove er at lave noget, som folk vil bruge netop fordi, at du skaber det ud af reklamebannere eller kasserede sejl. Du laver det ud af materialer, som ingen værdi har mere.

For Helen Leegaard, og hendes mand og medejer Jens Peter Andersen, har design og kvalitet altid gået hånd i hånd med bæredygtighed.

- Det bæredygtige element i vores virksomhed er blandt andet, at vi producerer en taske af genbrugsmateriale, som du kan bruge i ti år. På den måde undgår du nyt materiale, og du undgår, at ny olie bliver pumpet op, fortæller Jens Peter Andersen.

  • De slidstærke presenninger, som de fleste af Grünbags tasker er lavet af, findes i forskellige farver. Presenningerne er meget kraftige, som dem man finder på lastbiler, men de fleste har ikke været i brug. Det er typisk endestykker eller stykker, som er blevet skåret forkert, og som derfor er blevet kasseret. Sidenhen er flere materialer kommet til, som eksempelvis sejl fra skibe, som ses øverst på billedet, eller reklamebannere fra blandt andre Salling Group, der stammer fra koncernens seneste sommerfest. (Foto: © Andreas Bro, DR)
    1 / 10
  • Helen Leegaard og Jens Peter Andersen er gift og er begge medejere af Grünbag. Helen Leegaard er uddannet designer fra Margretheskolen i København, Danmarks ældste mode- og designskole. Jens Peter Andersen har arbejdet indenfor vedvarende energi siden 1987. (Foto: © Andreas Bro, DR)
    2 / 10
  • Designer Helen Leegaard og Anne Melgaard som er designpraktikant, diskuterer et af Grünbags produkter. Meget af produktionen foregår i Aarhus, hvor der er syv ansatte. Her bliver taskerne klippet til, syet og gjort klar til at sende ud i verden. De har også en dansk systue i Polen tilknyttet virksomheden. De sørger for store ordrer, som de ansatte i Aarhus ikke kan nå. (Foto: © Andreas Bro, DR)
    3 / 10
  • Syersken Christina Frimodt er i gang med at sy en af firmaets sportstasker. Næsten alt på taskerne er genbrug eller genanvendte materialer, fortæller Jens Peter Andersen. - Imellem 92 og 97 % af materialerne er genanvendt. Vi forsøger at ramme 100 %, men det kan vi ikke helt. Men det er små ting, som ikke er genbrug. Et stykke læder måske eller en lille strop. De fleste tasker ligger over 95% procent. (Foto: © Andreas Bro, DR)
    4 / 10
  • Der bliver brugt rigtig mange sikkerhedsseler i produktionen. Firmaet får dem fra autoværksteder. De skærer dem ud af biler, hvorefter Grünbag får eller køber dem. De bliver sorteret og vasket, og så er de klar til brug. Helen Leegaard er ved at finde den helt rigtige til den taske, hun er i gang med at producere. (Foto: © Andreas Bro, DR)
    5 / 10
  • I baggrunden er Anne Molbech ved at trimme en taske og klippe ekstra tråd eller andet af, så den står helt skarpt, inden den er klar til at blive sendt ud i verden. Helen Leegaard og Jens Peter Andersen prioriterer både at have så grøn en profil som muligt og lade så lidt materialer gå til spilde. - Vi går rigtig meget op i at udnytte materialerne til det yderste. Og få brugt de materialer, der ellers ville være blevet kasseret, siger Jens Peter Andersen. (Foto: © Andreas Bro, DR)
    6 / 10
  • I den branche, som Grünbag tilhører, er der problemer med greenwashing. Det er et fænomen, hvor firmaer præsenterer sig selv og sine produkter som mere miljøvenlige, end de egentlig er. Jens Peter Andersen ser det som et udbredt problem: - Det må vi leve med. Hvis vi har god samvittighed i det vi laver, så kan vi ikke gøre mere. (Foto: © Andreas Bro, DR)
    7 / 10
  • Helen Leegaard er i fuld gang med at skære materialer til. Metalstykkerne, der ligger oven på, er nogen hun har fået lavet. De bliver brugt til at holde materialet på plads, så der ikke bliver skåret forkert. Hun fortæller om de første tasker, de producerede for ti år siden. Det var til et arkitektfirma i Aarhus. - De har fornyeligt været tilbage for at få skiftet deres gamle logo ud med det nye. Taskerne er ti år gamle, og de bruger dem hver dag på arbejdspladsen. Det er rart, fordi bæredygtighed er jo netop at lave noget, man kan bruge i rigtig lang tid. (Foto: © Andreas Bro, DR)
    8 / 10
  • Grünbag har valgt at bruge lynlåse fra Vikings redningsflåder på deres sportstasker. De har et samarbejde, hvor de får udtjente redningsflåder og kedeldragter. Materialet bruges blandt andet i deres sportstasker. Helen Leegaard og Jens Peter Andersen leder altid efter nye materialer, og noget af det, som de bruger mere og mere af, er genanvendte plastikflasker. Flaskerne bliver granuleret og derefter spundet op som et stof, der kan bruges i produktionen. Men der arbejdes også med materialer i bambus og genanvendte fiskenet. Lige nu vurderer firmaet nogle tests, de har fået lavet på materiale af ananasfibre. (Foto: © Andreas Bro, DR)
    9 / 10
  • Helen Leegaard står og snakker med Sille Aaes, som står for markedsføring og webshoppen. Men firmaet er så lille, at alle har forskellige opgaver, og at alle har noget at skulle have sagt. Anne Molbech, er i gang med at udvikle en bæltetaske, og Sille Aaes var med til at udvikle et computersleeve. Det er også Sille Aaes, som sender alle onlinevarer afsted. Helen Leegaard er meget afhængig af den arbejdsproces, fortæller hun. - Jeg er ansigtet ud af til. Jeg har også skabt rigtigt mange af taskerne, men når vi udvikler dem, så er det en proces, hvor alle bliver spurgt. Hvad synes du? Og kunne vi bruge den her tråd? Synes I, det her er pænt? Jeg laver aldrig noget uden at snakke med nogen om det. (Foto: © Andreas Bro, DR)
    10 / 10