Menneskemylderet bevægede sig tilsyneladende kun én vej fredag aften på Smukfest – mod Stjernescenen.
Folkevandringen slangede sig først med raske skridt forbi Tina Dickows koncert på Bøgescenerne, hvor der var masser af plads. Dernæst fortsatte den ad hovedvejene ned mod ham, som de fleste tydeligvis ville se: Tobias Rahim.
Jo tættere du kom på området ved scenen, jo tættere stod folk.
- Det giver ingen mening! Hvorfor spiller han ikke på Bøgescenerne, lød det vrissent fra en hæs mand, der måtte nøjes med en plads inde under bøgetræerne med sparsomt udsyn.
Der var da også "historisk mange", der ville se hitmageren Rahim fredag aften – det konstaterede scenevært Simon Jul lige inden koncerten.
Cirka samtidig sendte Smukfest en melding gennem deres app om, at 30.000 havde fundet vej til Stjernescenen, der er festivalens næststørste scene. Alligevel var den for lille til 'Stor mand'-stjernen.
Flere gange i starten af koncerten måtte Smukfest derfor lukke for adgangen til pladsen. Dét budskab annoncerede festivalen på deres ophængte skærme i området.
Det enorme menneskehav blev også bemærket af hovedpersonen selv, der iført blå vest og hvide bukser bevægede sig afslappet rundt på scenen:
- Der er godt nok mange mennesker her i dag. Tak for, at I er kommet, mand, udbrød Tobias Rahim efter at have leveret de første sange.
Ikke at han er uvant med den slags. Da han i år spillede på Roskilde Festivals teltscene Arena, var der lige så mange uden for teltdugen som inde under den, mens Tall Ships Races i Aalborg torsdag kunne melde om ny publikumsrekord til en koncert på grund af popkometen.
Og under årets Jelling Festival i maj blev det kritiseret, at Rahim spillede på en af de helt små scener foran alt for mange mennesker.
Mere starstruck over Rahim end Justin Bieber
De to Rahim-fans, veninderne Emilie Agerskov og Anna Holbech, havde været smarte. De var dukket op en time før koncertstart på Smukfest og sikrede sig derfor en plads oppe foran.
- Dér kunne man godt smyge sig ind, så da vi senere kiggede bagud, tænkte vi bare: "Hvad fa'n sker der?". Lige pludselig gik det bare hurtigt, og så var der mennesker helt op til barerne oppe bagved, siger Emilie Agerskov.
Men hvad er det egentlig, der er så særligt ved Tobias Rahim?
- Jeg føler, at det er lidt ubeskriveligt, for han kan bare noget, som ikke ret mange andre kan, siger Anna Holbech og suppleres af veninden Emilie Agerskov.
- Jeg tror, det er det dér nærvær, han har. Man føler, han taler direkte til én. Vi stod lige og snakkede om, at vi næsten var mere starstruck over Rahim end Justin Bieber, for Bieber er så uopnåelig, mens Rahim bare virker pisse jordnær.
Soundtracket til sommeren
Helt oppe foran scenen var der stribevis af piger, der havde skrevet "TR" og tegnet hjerter i ansigtet. De leverede i øvrigt skrig, der var et boyband værdigt, da Tobias Rahim på et tidspunkt gik ned for at komme helt tæt på sit publikum.
Men det var langt fra kun hardcore Tobias Rahim-fans, der var dukket op til koncerten.
Brødrene Mikkel og Martin Kristoffersen var mest af alt bare frisk på en fest – og den fik de.
- Han har jo lidt været soundtracket til sommeren, så man vil ikke gå glip af at opleve ham sammen med en masse andre. Nu har der jo ikke været festival i flere år, lød det fra Mikkel Kristoffersen efter koncerten.
De havde møvet sig ganske godt frem i mængden og endte med at stå midt på pladsen.
Men de mange mennesker var nu ikke noget, der overraskede brødrene.
- Selvfølgelig var det lidt presset i forhold til menneskemængden, og der var allerede inden en del snak om, om han kunne bære Bøgescenerne – og det er der nok mange, der vil sige "ja" til nu. Så vi vidste godt, at det ville blive lidt trængt hernede, sagde Martin Kristoffersen.
Cirka samme afstand fra scenen – bare ovre til venstre – hyggede ægteparret Jette og Robert La Cour sig med deres første Tobias Rahim-koncert.
- Vi kender ikke så meget til ham, men vi hørte, at han var fantastisk på Roskilde Festival, så når han nu skulle spille her, ville vi gerne se, hvordan han løftede det – og det gjorde han fantastisk, sagde Robert La Cour.
Selvom de var omringet af glade festivalgæster, der skrålede med på Rahims hits som 'Mucki Bar' og 'Når mænd græder', så var det ifølge parret på ingen måde kaotisk.
Fredag aften beskrev Ekstra Bladet ellers netop menneskehavet som kaotisk op til koncerten.
- Normalt kan jeg ikke lide at stå så tæt inde midt i en mængde, men vi satte os på en bænk, og så kom der pludselig en masse. Men det var faktisk stille og roligt – altså det var okay at stå her. Folk er jo simpelthen så glade på Smukfest, fortæller Jette La Cour.