Grønland, som du (måske) aldrig har set det før: Fire fotografer viser dig deres allerbedste billeder fra landet mod nord

I år er det 300 år siden, Hans Egede gik i land i Grønland. Vi ser nærmere på landet mod nord.

Storslået natur, åndelighed, historien eller en spirende selvstændighedsbevægelse.

Beder du grønlandske fotografer om at fremvise de fotos, der bedst indkapsler følelsen af Grønland for dem, får du meget forskellige billeder. Og meget forskellige syn på det land, de kalder hjem – uanset hvor i verden de bor.

Én bor i New York, én bor på Ærø og én bor i Grønland. Og så har vi også spurgt en dansker, der har boet i Grønland siden 2017.

Vi har bedt alle fire fotografer vise deres fortælling om Grønland gennem deres egne billeder.

Der er den 30-årige fotograf Minik Bidstrup, der i øjeblikket bor i Brooklyn, New York, som beskriver sine udvalgte fotografier som billeder på, "hvad der sker i Grønland lige nu – og hvad der er sket de sidste fem år."

Der er 37-årige Jukke Rosing, der er kunstfotograf og bosat på Ærø, som fokuserer på forbindelsen mellem grønlændere og naturen og det åndelige. Og ikke mindst sit store afsavn til hjemlandet.

Så er der 32-årige Inuuteq Storch, der som fotograf særligt har arbejdet med eksisterende, historiske billeder af Grønland og sat dem ind i en nutidig kontekst. For at forstå sin egen historie og nutiden bedre.

Og til sidst er den 41-årige fotojournalist Christian Sølbeck, der er født og opvokset i Danmark, men som på en ferie i Grønland blev så forelsket i naturen og folket, at han og familien for knap fem år siden flyttede til Nuuk, hvor de stadig bor.

  • Fotograf Minik Bidstrup har fotograferet, siden han var barn. Han elskede især at zoome ind og ud på objekter. I dag bor han i Brooklyn i New York. Og afstanden til både sit liv i Grønland og sin studietid i København har gjort det muligt for ham både at zoome helt ind, men også helt ud, på sit syn på Grønland og sin egen identitet som inuk: - Det er, som om tilknytningen til ens hjem bare bliver stærkere, når man ikke bor der længere. Særligt, da jeg flyttede til USA og ikke længere havde andre grønlændere at være sammen med, har jeg følt et stærkere tilhørsforhold. På billedet her ses daværende selvstyreformand Kim Kielsen sammen med daværende statsminister Lars Løkke, da de i september 2018 mødtes over aftalen om et storstilet lufthavnsprojekt i Grønland. – For mig betyder billedet en magtdemonstration fra Danmarks side. Og er et tegn på, at man fra Grønlands side snart skal til at tage det næste skridt mod selvstændighed - eller få mere albuerum fra Danmarks side. (Foto: © Minik Bidstrup, © Minik Bidstrup)
    1 / 12
  • Ligesom Bidstrups tilknytning til Grønland har ændret sig, har blikket på nogle af hans fotos også ændret sig over tid. De har "fået liv lang tid efter, de blev taget", siger han. Som billedet her, hvor han tilfældigt gik forbi motivet i sommeren 2019. – Jeg så børnene, solnedgangen og så det danske inspektionsfartøj komme sejlende. Det var alt for perfekt, griner han lettere søvndrukken over telefonen en tidlig morgen i Brooklyn. Siden er det ”perfekte” motiv for Minik Bidstrup blevet billedet på Danmarks magtposition i Grønland og debatten om øget dansk militærtilstedeværelse i Arktis. En udvikling han "både kan se fordele og ulemper" ved. (Foto: © Minik Bidstrup, © Minik Bidstrup)
    2 / 12
  • Hvad Minik Bidstrup føler, når han ser på sine billeder, er afhængigt af den kontekst, han ser dem i. Nogle gange føler han ”uovervindelighed”, andre gange ”skam og håbløshed”. Og så er der også gange, hvor han kan se sit fotografi uden at se politiske buskaber. Som med rapperne Kuka ’Coke’ Kristiansen og Ian ’IAJ’ Josefsen på fotoet her. For det er egentlig skudt som et cover til deres EP og skulle bare ”se sejt ud”. Samtidigt er den misligholdte boligblok i baggrunden blandt de bygninger, der i moderniseringens navn blev opført i Nuuk i 1960’erne, hvor flere bygder blev nedlagt for at centralisere befolkningen. – Det er en stærk symbolik, hvis man vælger at se det sådan. Ligesom man også kan vælge at se det som den kulturelle vækkelse hos den unge generation, der i de seneste år i højere grad søger deres grønlandske identitet og selvstændighed, siger han. Eller bare som et "sejt" billede. (Foto: © Minik Bidstrup, © Minik Bidstrup)
    3 / 12
  • Som dansker, der er født og opvokset i Danmark, er Christian Sølbecks blik på Grønland netop det – blikket fra en udefrakommende. Hvilket han flere gange påpeger undervejs i interviewet. Ligesom han også taler om naturen og den åbenhed og imødekommenhed, han blev mødt med, da han med sin familie flyttede til Nuuk i januar 2017. Og så er der billederne her. Christian Sølbecks forsøg på at vise – både sig selv og andre - hvordan livet som erhvervsfanger og fisker i Grønland også er. – Mange udefra har en forestilling om, at en fanger er iført isbjørnebukser. Den type fanger findes også, men det bliver ofte et romantiseret billede af virkeligheden, siger han. Derfor har han siden sin ankomst til Grønland i 2017 fulgt særligt den nye generation af fangere med sit kamera. Dem, der blander det moderne med det traditionelle. Som her, hvor den moderne glasfiberjolle slæbes af slædehunde hen over isen. (Foto: © Christian Klindt Sølbeck, Christian Klindt Sølbeck)
    4 / 12
  • - 21-årige Rico Mikaelsen har været fanger, siden han var 14 år. Han fangede sin første isbjørn, da han var bare 15 år gammel. For mig er han den nye generation af fangere, der både bruger snescooter og slædehunde, fortæller han. Ligesom han bruger den hvide dragt, der er beregnet til at lave glasfiberarbejde, men som Rico Mikaelsen foretrækker at kamuflere sig med, fremfor at gemme sig bag et traditionelt skydesejl, når han jager sæler og isbjørne på isen, har Christian Sølbeck lært. (Foto: © Christian Klindt Sølbeck, Christian Klindt Sølbeck)
    5 / 12
  • Boas Boassen her var med Rico Mikaelsen ude for at fange fisk - amasetter. For at nå det åbne hav i fjorden måtte de sejle i en smal rande i isen. - Der var meget is i den smalle sejlrande, som knagede og bragede, mens vi sejlede ind. Alligevel tog Boas Boassen sig en kort lur undervejs i jollen, mens Rico sejlede, fortæller Christian Sølbeck. – Jeg leder efter pauser som det her, når jeg tager billeder. For at vise, at sådan er det også at være fanger og fisker: Der er utroligt, utroligt meget ventetid. Man venter på højvandet, man venter på at kunne sejle igennem, man venter på at vejret skifter. Man venter, fortæller han om billederne, hvor han ønsker at vise fangerne og fiskernes fortælling. – Det handler om dem og deres historie. Det er ikke kun en historie om landskabet. (Foto: © Christian Klindt Sølbeck, Christian Klindt Sølbeck)
    6 / 12
  • For Jukke Rosing er særligt den spirituelle og åndelige side af hendes identitet som grønlænder stærk. – Selv i et moderne Grønland tilskrives sjælen lige så stor vigtighed som det fysiske. Vi fortæller stadig spøgelseshistorier om forfædrene og tror fuldt og fast på dem, mens man her i Danmark ser underligt på mig, når jeg taler om spøgelser, fortæller kunstfotografen, der er bosat på Ærø. Og danskerne forstår generelt ikke, hvor meget det spirituelle fylder i Grønland, mener hun. Selv beskriver hun det sådan her: - Vi svæver lidt hen over jorden, hvilket jeg gerne ville beskrive med billedet her. Vi er ét med naturen, men vi svæver også lidt mellem himmel og jord, uden dog at miste jordforbindelsen. Måske har vi endda bedre forbindelse. (Foto: © Jukke Rosing, Jukke Rosing)
    7 / 12
  • Alle Jukke Rosings billeder er fra samme serie – og alle er taget om sommeren 2016 i Sisimiut i Vestgrønland. Det er der en særligt grund til: - Sommeren er min yndlingsårstid i Grønland. Her er farverne spektakulære, og her finder jeg den største ro. Jukke Rosing flyttede til Danmark i 2008, og selvom hun er afklaret med, at "det er noget, jeg gør for mit kunstneriske virke og for min familie”, føler hun et stort afsavn. - Jeg har ufatteligt meget hjemve. Det er en konstant indre konflikt for mig ikke at bo i Grønland. Og når jeg kommer hjem har afsavnet været så stort, at jeg ser Grønland med diamanter i øjnene, fortæller hun om den romantisering af ens hjemland, der kan opstå, når man flytter væk. (Foto: © Jukke Rosing, Jukke Rosing)
    8 / 12
  • På en fjeldtop i Sisimiut flagrer et hvidt klæde febrilsk i vinden. - Vinden og havet spiller en stor rolle i det, jeg finder enormt fascinerende ved den grønlandske natur, fortæller hun om valget af de vindblæste billeder, som hun mener, andre grønlændere også vil kunne genkende som særligt grønlandsk. - Når vi har savn til Grønland, søger vi mod vand og finder ro der. For det er genkendeligt, mener hun. (Foto: © Jukke Rosing, Jukke Rosing)
    9 / 12
  • I dag bor fotograf Inuuteq Storch i Sisimiut, hvor han er født og opvokset. Men som 17-årig flyttede han til Californien for at lære engelsk. Og senere læste og boede han i både København og New York City. - Da jeg var ung, havde jeg en stor lyst til at rejse. Men jo mere jeg rejste, jo mere havde jeg lyst til at være i Grønland. Det er nærmest paradoksalt. Men det er et godt paradoks, for jo mere jeg ved om at leve i udlandet, jo mere vil jeg vide om Grønland, forklarer han. Billedet her er af hans egen vennegruppe. Hans "homies". Hver sommer samles de, når alle dem, der flyttet væk fra Sisimiut eller Grønland kommer hjem på sommerferie. - Vi laver mange ting sammen om sommeren. Det ene er pandekageaftenen, hvor alle kommer, for der er ingen, der ikke kan lide pandekage, griner han om traditionen. Både dette og næste foto er hverdagsbilleder fra Inuuteq Storchs liv i Sisimiut. – Det er min identitet, for det er fra min hjemby, uddyber han. (Foto: © Inuuteq Storch, Inuuteq Storch)
    10 / 12
  • Det her er én af Inuuteqs allerbedste venner, Aqqalukkuluk. De er på vej videre på en druktur, da de passerer renoveringspladsen, og Inuuteq Storch beder sin ven om at kravle ind i røret. – Jeg venter altid med at tage et billede, til den rigtige stemning er der. Eller den rette timing. Og her fik jeg en god dårlig idé, da jeg så røret. Alle får sådan én, griner han, og tilføjer, at de to kalder hinanden for "ikinngussuaq" – eller "dårlige kammerater". – Nogle gange gør vi dumme ting, når vi er sammen, fortæller han. (Foto: © Inuuteq Storch, Inuuteq Storch)
    11 / 12
  • – Kunst afspejler, hvem vi er som samfund på det tidspunkt, det bliver lavet, siger Inuuteq Storch. Det er ikke ham, der har taget billedet her. Det er derimod Grønlands første fotograf, John Møller, der i perioden 1889 til 1935 blandt andet tog portrætter af de folk, der kom til Grønland. – Det er normalt at se billeder taget af dem, der kom til Grønland. Det her er en grønlænder, der tog billeder af dem, der kom, forklarer Storch om noget af sin fascination af John Møllers arbejde som fotograf. Da Inuuteq Storch opdagede, at Grønland ikke havde en stor fotokultur, droppede han drømmene om at blive ingeniør eller pilot. – Jeg vil hellere være med til at etablere fotokulturen i Grønland. Derfor udgiver jeg også flere fotobøger. Jeg har allerede udgivet to og har to mere på vej. Blandt andet med John Møllers arkivfotos. - I Grønland har vi en stærk musikscene. Og vi har også gode malere. Men vi kender stadig ikke John Møller. Vi bør være stolte af de fotografer, vi har. (Foto: © Inuuteq Storch, Inuuteq Storch)
    12 / 12