Spoiler-advarsel! Denne artikel afslører, hvordan det går Luna og Anders i episode fire af 'Gift ved første blik'.
Det var en glad Luna Elmkjær, der i fjerde afsnit af 'Gift ved første blik' vågnede op i Bordeaux på bryllupsrejsens første dag. Hendes nye mand, Anders Pilemand, serverede morgenkaffe for hende på sengen, inden han gik en tur før morgenmaden.
Lige siden brylluppet tre dage forinden havde der hos sæsonens ældste par været sommerfugle i maven, eufori, intimitet og nærhed ud på bryllupsnatten, som fortsatte, da Anders flyttede ind hos Luna dagen efter, de vågnede op med ring på fingeren.
- Luna er meget åben, sød, imødekommende og talende, da jeg møder hende første gang. Jeg er i en boble af eufori, føler mig smigret af hendes komplimenter, er grebet af nærheden imellem os og den gode stemning, beskriver Anders de første dage som ægtefolk.
Men første morgen på bryllupsrejsen i Frankrig skulle vise sig at ændre alt.
Anders var nemlig ikke gået en tur for at se sig omkring i området, men for at lette sit hjerte til kameraet. Her midt i 30 grader varme i Bordeaux kunne han ikke længere ignorere sine kolde fødder.
- På den anden side af brylluppet og euforien begynder jeg så småt at kunne give færre og færre komplimenter tilbage. Jeg ser andre sider af Luna, og sammenlagt starter det en tvivl hos mig, forklarer han i dag om hændelsen.
Han valgte derfor at fortælle om sine følelser til Luna, da han kom tilbage til hotellet samme morgen.
- Jeg føler, at det var det rigtige tidspunkt at sige det på. Jeg skulle måske have ventet til efter morgenmaden på den givne dag, men ellers ja, siger Anders.
Den 52-årige medarbejder i Illums Bolighus understreger, at det ikke var en pludselig opstået tanke, han fik samme morgen på bryllupsrejsen.
- I programmet virker det hurtigt, men det er en absolut velovervejet beslutning, forklarer han.
Ekstremt utryg
Beskeden fik Luna til at bryde grædende sammen halvanden time efter sin glade opvågen.
- Jeg blev rystet og chokeret. Han gik fra alt til intet og sagde pludselig, at der ikke var noget tilbage, siger Luna om hændelsen i Frankrig.
Se klippet med Luna og Anders på bryllpsrejsen:
Den 52-årige pædagog blev knust, da hun fik afvisningen. Ikke fordi hun var forelsket - for det var hun ikke, understreger hun - men fordi hun fik et chok over, at han kunne vende på den måde. Hun gik med ét fra tryg til ekstremt utryg ved ham, forklarer hun.
- Jeg følte, han havde besluttet det fra starten, og jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg skulle have komplimenter, og hvorfor jeg skulle slæbes med på bryllupsrejsen til udlandet, hvor jeg stod alene uden mine kære, siger hun i dag.
- Jeg havde da fået øje på, at der var forskel på os to. Come on. Men jeg troede alligevel på ham, tilføjer hun.
'Ville ikke såre hende'
Men trods de gode første dage kunne Anders ikke se ægteskabet udvikle sig. Han så dem i helikopterperspektiv som par og fik svært ved at se dem sammen resten af livet.
Alt var gået meget stærkt, og han havde brug for at sætte tempoet ned for at tænke det hele igennem, som han beskriver det. De følelser fortalte han Luna om første dag på bryllupsrejsen.
- Jeg kan sagtens forstå, at Luna blev ked af det og skuffet. Det giver jeg også udtryk for i programmet, og jeg siger også til hende direkte, at det aldrig har været min mening at såre hende og gøre hende ked af det, siger Anders.
Ville ikke ændre noget
Ifølge Luna havde det eneste anstændige været, hvis han havde udtrykt sin mistro helt fra starten, da de stod ved alteret.
- Det havde da været dødpinligt at være den første brud, der blev afvist ved alteret, men så var jeg kommet mig over det. Det var værre, at jeg var så rolig og troede, at alting var i orden mellem os, siger hun.
Men ifølge Anders ville han ikke umiddelbart ændre noget. Dog er han forberedt på, at hans beslutning kan vække opsigt.
- Jeg tror, at jeg kommer til at få mange forskellige reaktioner, når folk har set afsnittet. Nogle vil kunne forstå min beslutning, og andre vil slet ikke kunne forstå den. Man vil vælge side, som han siger.
Psykolog: Anders har presset sig selv
Mette Smith er psykolog og parterapeut. Det er hendes tredje sæson i ekspertpanelet i 'Gift ved første blik'.
Her giver hun sit bud på, hvad der er gået galt mellem sæsonens ældste par.
Hvorfor blev Luna og Anders matchet i programmet?
- De har fælles værdier og har begge længtes efter at finde en partner, som ikke sætter dem i en bestemt kasse, men som kan se ind bag facaden. De har begge oplevet smerten ved at blive misforstået, og derfor ser vi dem kommunikere meget med hinanden. Jeg havde håbet på, de kunne være i en nær relation, hvor de bevarede nysgerrigheden og åbenheden.
Hvad gik der galt mellem parret?
- Jeg synes egentlig, de beskriver det meget godt selv. Anders kommer i starten til at ride med på en bølge, fordi han har længtes efter kontakten til et andet menneske. Det synes jeg, han siger åbent og ærligt. Men Luna viser sig at være en type, der er alt for langt fra hans forestillinger. Jeg tror, Anders virkelig har ønsket af sig selv, at udseendet ikke er vigtigt, og at han ikke har nogen type. Men når realiteten rammer ham, mærker han, at han ikke kan leve med det i virkeligheden. Det giver derfor god mening, at det ikke kunne fungere.
Burde I som eksperter ikke have set det komme?
- Jo, men der er også nogle ting i Anders' liv, hvor han er en meget åben person med en bred skare af venner med mange forskellige personligheder. Jeg synes også, at ret skal være ret, for det er ikke sådan, at vi har tænkt 'her er en åben mand', og så viser der sig en lukket mand. Vi ser ikke en fuldstændig modsætning fra den person, vi fandt til programmet. Man ser jo tværtimod, at han arbejder med det de første dage.
Luna mener, det er chokerende, at han skiftede så hurtigt, og at han ikke har været ærlig fra start.
- Når Luna føler sig bag lyset og siger, han har skiftet karakter og har snydt hende, handler det om, at Anders ikke har kunnet leve op til sine egne idealer om åbenhed. Man kan nemt komme til at bilde sig selv ind, at man ikke har nogen type eller går efter andre værdier. Anders havde et stærkt ønske om at få det til at fungere og gå all in, og derfor føler Luna sig snydt.
Skulle han have sagt fra før bryllupsrejsen?
- Anders' tanker og tvivl har været der og har prikket til ham undervejs, men fordi han jo ikke kan gå ud ad to veje samtidig, og han også har været usikker på Lunas reaktion, har han presset sig selv og forsøgt at overbevise sig selv om, at han godt kunne.
- Hvis han havde været mere tilbageholdende tidligere, var Lunas reaktion kommet tidligere, men den havde måske ikke været nær så kraftig, idet der så ikke var nær så meget at miste. Lunas reaktion er kraftig, fordi kontrasten er så stor.