Gift ved første blik-ægteskab krakelerede før tid: 'Jeg har fortrudt min deltagelse'

Så gik den desværre ikke længere for tv-eksperimentets ældste deltagere.

Carsten nåede at bo præcis to uger og to dage hos Jonna, før han flyttede ud igen. (Foto: © Snowman/Grafik: Nicolai Bruun, DR)

Spoiler-advarsel: I denne artikel afsløres noget af det, der sker i syvende afsnit af 'Gift ved første blik'. Hvis du vil se afsnittet, inden du læser videre, så hop over på DRTV.

- Tak for denne gang.

- Det behøver du ikke at takke for.

Sådan lød de sidste ord mellem ægteparret Carsten Thybo Nielsen og Jonna Lis Pedersen, inden Carsten pakkede sine ting og flyttede tilbage til sit bofællesskab - blot to uger efter, han var flyttet ind hos sin nye hustru på hendes gård i Fredericia.

Hermed er 55-årige Jonna og 59-årige Carsten det første par, som har smidt det ægteskabelige håndklæde i ringen i den aktuelle syvende sæson af 'Gift ved første blik'.

Skænderiet - som man ikke ser i programmet, og som førte til det pludselige brud mellem de to - startede med noget så banalt som lyden af Carstens mobiltelefon.

Ifølge Jonna, som er regnskabschef, bippede Carstens mobil meget, nærmest hver halve time, og hun spurgte derfor Carsten, som er socialpædagog, hvad hans arbejde sagde til det. Den samtale løb derefter totalt af sporet.

Begge parter beskriver i programmet, hvordan Jonna forsøgte at forlade diskussionen midt i samtalen for at gå ud på badeværelset og børste tænder. Men Carsten fulgte efter hende, og det endte med, at de råbte ad hinanden på badeværelset.

Senere den dag bad Jonna ham om at pakke sine ting og flytte hjem til sig selv.

Se parrets samtale om deres fatale skænderi i videoklippet her:

Ifølge psykolog Jacob A. Cornett, der er ekspert i programmet, er det et helt klassisk skænderi i mange hjem, vi er vidne til hos Jonna og Carsten. Den ene trækker sig, mens den anden bliver ved.

- De får et mønster, vi kender fra rigtig mange parforhold, hvor man bevæger sig væk fra hinanden, men aldrig rigtig får givet hinanden den beroligelse, den anden kommer efter, siger han.

'Det kom nok bag på mig'

Det er ellers ikke mere end lidt over to uger siden, at parret virkede både kærlige og trygge ved hinanden på deres bryllupsrejse. De kyssede og holdt i hånd og puttede på sofaen og virkede til at være et super godt match.

Derfor har vi spurgt både Jonna og Carsten, hvad de tænker om det altafgørende skænderi i dag, hvor de har fået det på afstand. Begge har ønsket at svare skriftligt.

Hvad tænker du om jeres pludselige brud i dag?

Jonna: - Det, der førte til det endelige brud, var udelukkende dårlig kommunikation mellem Carsten og jeg. Den morgen, hvor jeg rejser mig og går, gør jeg det, da jeg ikke længere ønsker at undskylde over for Carsten, at jeg igen har misforstået hans reaktion. Denne form for kommunikation er meget langt fra, hvad jeg er vant til i et parforhold.

- Psykologen forklarer rigtigt nok, at det sker, fordi den ene part ønsker at holde kontakten og derfor går efter den anden. Her bliver jeg bare nødt til at sige, at hvis man som partner virkelig ønsker at holde kontakten, skal det ske på en inviterende måde.

Det virkede ellers til, at Jonna og Carstens største problem var Jonnas hund Gabbies jalousi. Men de små hverdagsproblemer hobede sig op, da parret flyttede sammen.

Carsten: - Det kom nok bag på mig. Jeg følte det som et pludseligt brud, men egentlig havde det vel været på vej et stykke tid.

- Til vores parterapi havde vi fået at vide, at vi skulle prøve at sige vores tanker højt til hinanden. Så samtidig med jeg forsøgte ikke at presse Jonna, fortalte jeg, hvad jeg havde af tanker i mit hoved. Men set i bagklogskabens lys har det sikkert været disse udmeldinger, som Jonna har følt sig presset over. Jeg har helt sikkert også tænkt over, om jeg kunne have gjort noget anderledes i forhold til vores kommunikation, som kunne have skabt en lettere tone.

Var det generelt svært at håndtere presset over tv-eksperimentet?

Jonna: - Jeg kunne fint klare presset med tv og job, men ligesom, at der er to til at ødelægge stemningen, skal der altså også to til at gøre stemningen god.

Carsten: - Det var ikke svært for mig at håndtere presset i løbet af tv-eksperimentet. Jeg var blevet advaret om, at det ville være et rigtig hårdt forløb, men jeg havde god tid både under og nu her bagefter, hvor programmerne bliver vist.

- Jeg glædede mig til at blive gift og have en, jeg kunne dele hele opløbsfasen med, som jeg synes var meget krævende med en masse spørgsmål og forventninger.

Både 55-årige Jonna og 59-årige Carsten havde set alle sæsoner af 'Gift ved første blik' og følte sig begge klar til at finde kærligheden i tv-eksperimentet. Det lykkedes desværre ikke for dem.

Set i bakspejlet: Følte du dig klar til at melde dig til 'Gift ved første blik'?

Jonna: - Jeg var klar på at møde en fremmed mand. Men jeg synes, at dét, jeg vægter højest hos en mand - som blandt andet god kommunikation, smil, humor og udadvendthed - fandt jeg ikke hos Carsten.

Carsten: - Jeg følte mig klar til at være med i 'Gift ved første blik'. Inden eksperimentet var jeg noget bekymret over at skulle igennem mediemøllen og al den snak, som man bliver genstand for. Men jeg synes, det har været fint at være en del af.

Har du fortrudt, at du var med?

Jonna: - Når man ser tilbage på forløbet, så ja - så har jeg fortrudt min deltagelse. Men det, jeg tager med mig fra eksperimentet, er, at jeg har lært meget om mig selv og om mine værdier og grænser. Nogle gange er mennesker bare så langt fra hinanden, at det ikke er muligt at mødes.

Carsten: - Jeg har på ingen måder fortrudt, at jeg har været med. Tværtimod har jeg været meget glad for det.

Ekspert: Vi har hjulpet alt det, vi overhovedet har kunnet

Psykolog Jacob A. Cornett har i 'Gift ved første blik'-forløbet været parterapeut for Jonna og Carsten, og han er ked af, det er endt med, at parret er gået fra hinanden.

- Jeg synes, det er smadder ærgerligt, fordi Jonna og Carstens forhold faktisk havde super mange gode ting. De så begge hinanden som gode mennesker og havde udviklet en måde at have en plads til hinandens måder at være, så jeg synes, det er super ærgerligt.

Psykolog og parterapeut Jacob A. Cornett er selv gift på 22. år og har tre børn.

- Det er også virkelig trist, at de går fra hinanden på baggrund af en konflikt, fordi det så er svært at bevare en god historie omkring oplevelsen. Men der var bare nogle helt konkrete hverdagssituationer, hvor de ikke kunne finde fælles grund. Den her forskel på, hvor meget man taler om tingene, og hvor meget man lader noget ligge, har de skullet forhandle om og finde frem til, mens de boede sammen, så det har været intenst.

Har I som eksperter gjort nok for at hjælpe Jonna og Carsten?

- Ja, det vil jeg sige. Vi har selvfølgelig taget det seriøst og hjulpet alt det, vi overhovedet har kunnet. Jeg har som deres parterapeut gjort alt det, der stod i min magt for at tilbyde dem muligheden for at både forstå det og komme tilbage fra stedet. Af alle mulige grunde kunne det ikke lade sig gøre.

Det store spørgsmål er så, hvad vi så skal gøre, hvis vi selv havner i en Jonna-Carsten-situation?

- Mit råd er: skru lidt ned for din trang til at trække dig. Eller skru ned for din lyst til at blive ved med at tage et emne op.

- Tal med din partner om konflikten, men først når der er ro på igen. Hvis du er den, der trækker dig, så sig "jeg har ikke forladt det, men vi taler om det, når vi kommer hjem fra arbejde". Når der så er ro på senere, kan du sige "vil du høre, hvad det gør ved mig, når du hæver stemmen?". Eller "vil du høre, hvad det gør ved mig, når du begynder at kommandere rundt med mig?".

- At kunne forstå hinanden indefra tænker jeg vil kunne redde mange ægteskab som dette.

Finaleafsnittet af 'Gift ved første blik' bliver vist på torsdag den 7. oktober klokken 20 på DR1 og kan ses allerede fra klokken 06 samme dag på DRTV.