Hvis man lukker øjnene og fremkalder et indre billede af Kim Larsen, vil der hos mange dukke en gummimundet fyr med sixpence op.
Sådan en kasket sidder der også på hovedet af Wili Jönsson, hans gamle ven og bassisten i Gasolin. Faktisk var det ham, der gik med den først, fortæller han, da han har sat sig foran kameraet for at lade sig interviewe til dokumentaren "Kim Larsen - Vennernes farvel", der bliver sendt på DR1 i aften.
- Men nu har han så overtaget den så meget, så jeg tror, folk tror, at jeg aber efter, siger Wili Jönsson med et lille skjult smil.
Egentlig havde Jönsson mest lyst til at sige nej til interviewet, for han tror ikke, at Kim Larsen selv ville have brudt sig om al den opmærksomhed, der har været omkring ham, efter hans død i søndags. Men på den anden side, synes han også, at han fortjener det hele.
- Og han kan jo ikke sige noget, griner Jönsson.
Nogenlunde det samme udtrykte Kim Larsens kone, Liselotte Kløvborg, da hun skrev tak for al kærligheden på Facebook og samtidig understregede, at hendes mand nok for længst ville have råbt “STOOOOP NU” og tilføjet "Man giver ikke en mand blomster”.
Sjælebrødre
Kærligheden til sixpencen var en af de ting, som Wili Jönsson og Kim Larsen var fælles om. Men det var langt fra det eneste.
- Vi var det, som jeg kalder for sjælebrødre, ikke, siger Jönsson.
- Vi havde de samme takter, de samme inspirationer i musik. Det kunne gå fra Osvald Helmuth til den vildeste rockmusik. Det var jo meget sådan noget musik fra 30'erne-40'erne, vi havde fra vores hjem. Ligesom vi som en naturlig ting kendte Liva Weel, siger han.
Kim Larsen har flere gange selv fortalt om den kulturelle bagage, han fik med fra sit barndomshjem på Mågevej i Købehavns Nordvestkvarter. Hans mor kom ud af højskolekredse og elskede både at synge og læse højt for sine to drenge, og det samme gjorde hans morfar.
Kim Larsen fortælle om sin barndom i dokumentaren "Gasolin" fra 2007.
- Det var morfar, der gav mig alle historierne. Jeg var meget videbegærlig, og han fortalte mig alle folkeeventyrerne, H.C. Andersen, Illiaden, Odyseen, alt, også om stjernerne og Gud, fortalte Kim Larsen selv i portrætbogen "Larsen" af Peder Bundgaard.
Da han senere fik et lånerkort til biblioteket, slugte han flere klassikere som Moby Dick og Greven af Monte Cristo, masser af tegneserier og favoritbogen "Bokserdrengen" af Tom Kristensen.
Interessen for litteratur fortsatte og var også tit omdrejningspunktet i de breve, som Wili Jönsson og Kim Larsen gennem årene sendte til hinanden. I brevene drømte de om at lære tysk, så de kunne læse Thomas Mann på originalsprog - "det fik vi aldrig gjort", siger Wili Jönsson - og de anbefalede hinanden bøger.
- Jeg synes, han skulle læse Zadie Smith og Murakami, og han sagde, jamen du skal også huske de gamle klassikere, siger Wili Jønsson.
Professordrømme og tommelfingre
I nogle af de første interviews med Kim Larsen fortæller han, at han drømte om at blive professor. Sådan endte det ikke. Han blev i stedet lærer, indtil han fandt ud af, at han også her var havnet det helt forkerte sted og med egne ord fik mere lyst til at "køre på tommelfingeren gennem livet". Det var omkring den tid, han en dag mødte Jönsson på gaden, og det blev starten på Gasolin, som han fortæller om i TV-programmet "Lørdagshjørnet" i midten af 1985.
- Han kom gående ned ad Dronningensgade med en bas, siger Kim Larsen (og høster et godt grin blandt publikum ved at gøre sig skeløjet som Wili Jönsson)
- Så sagde jeg "Gud, spiller du bas. Det er jo fantastisk, fordi jeg mangler lige en bassist i mit orkester. Jönsson havde faktisk lige købt bassen, og jeg havde ikke noget orkester, så det startede lidt på illusionernes niveau, siger han.
- Jönsson kendte så samtidig Franz Beckerlee (...), og så bragte han os to sammen, og så blev der en masse skænderi ud af det, og noget musik også.
Fra Lørdagshjørnet med Gasolin (1976)
Det med skænderierne mellem Franz Beckerlee og Kim Larsen i Gasolin-dagene er et velbeskrevet kapitel, og Wili Jönsson husker det da også som anstrengende at skulle agere mægler mellem dem, når de ville hive musikken i hver sin retning, men i dag tror han, at det var en af deres styrker.
- Det var selvfølgelig meget godt, at Franz var avantgardisk. Men jeg tror faktisk, det gjorde vores musik mere spændende. Ellers kan det godt være, det var blevet for poppet, hvis det kun var mig og Kim, der bestemte, griner han.
Lige omvendt var det, når det kom til diskussionerne omn tekstskrivningen, som Franz Beckerlee i dokumentaren 'Gasolin' fra 2007 huskede som noget, der meget hurtigt blev til "store filosofiske afhandlinger", mens Kim Larsen mere husker, at det "jo ikke skulle være det rene vrøvl".
- Det skulle være ordentligt. Ikke venstreorienteret eller den slags. Det skulle være poesi på den måde, at det levede i sin egen verden, forklarede han dengang.
Folkelig og dannet
At Kim Larsen på den måde var et klassisk dannet og litterært menneske og samtidig var meget folkelig var ifølge Jönsson ikke modsætningsfyldt.
- Det var ikke noget paradoks for Kim Larsen at være et dannet menneske og så samtidigt kunne drikke øl af flasken, altså. Jeg tror, det var aldrig noget der sådan.. noget der ”nu skal jeg være folkelig”, siger han.
Og måske var det netop den blanding, der gjorde, at han ramte så rigtigt og blev elsket af så mange.
- Han havde den der lettere leg med ordene, som han gjorde enkle. Det var ret flot, så ramte han virkelig godt. Så parre den med hans naturlige form for melodik, så er der stil.
- Jeg kender ikke nogen, der kunne det så godt som ham. Det må jeg sige (...) Der har aldrig været en udgivelse, hvor jeg følte "arh, den skulle måske ikke have været udsendt".
I de sidste mange år har Wili Jönsson og Kim Larsen ikke set så meget til hinanden, men de havde deres brevveksling, og den kommer Jønsson til at savne.
- Jeg har det sidste brev, han skrev til mig derhjemme. Det kommer jeg da også til at savne, siger han.
- Nu kan jeg ikke skrive til ham mere.