Super Mario kæmper til døden mod 67 andre spil-helte - og 4 andre Nintendo-nyheder

I disse dage kæmper spilbranchen om opmærksomheden ved verdens største spilmesse. Og i nat løftede Nintendo sløret for fremtidens store spil.

Det første spil i Super Smash Bros.-serien udkom i 1999. Og i den kommende femte version vil man få mulighed for at spille som alle de karakterer, der nogensinde har optrådt i de tidligere spil. (© Nintendo)

På verdens største spilmesse, E3, er spilbranchen i disse dage samlet i Los Angeles for at vise verden hvilke spil, der bliver brygget på.

Og tirsdag aften var det japanske Nintendos tur til at løfte sløret for, hvad de har i gryden.

Vi har allieret os med Patrick Bay, der er chefredaktør på N-club.dk, der er Nordens største Nintendo-community, som her giver sin prioriterede top 5 over de vigtigste nyheder fra Nintendos presse-event.

’Super Smash Bros. Ultimate’ byder på 68 spilbare karakterer

Den femte udgave af kampspillet blev annonceret tidligere i år.

Men i går åbnede Nintendo op for godteposen og leverede en bunke af nye detaljer fra det kommende spil i serien, der er en af Nintendos største spilserier.

- Det er første gang, vi ser noget fra spillet. De prøver at finpudse dét, de tidligere har lavet frem for at innovere. Så kan det godt være, der er nogle fans, der vægter innovation højere end finpudsning, men Nintendo plejer altid at levere med denne her serie. Der har aldrig været et dårligt ’Super Smash Bros.’-spil, lyder vurderingen fra Patrick Bay.

I det nye spil vil man kunne spille som alle karakterer, der nogensinde har været med i serien. Det bringer det samlede antal spilbare figurer op på 68.

Og det særlige ved ’Super Smash Bros.’-serien er netop også muligheden for at spille som de mange karakterer, der kommer fra alle mulige spilserier.

- Det, som ’Super Smash Bros.’ kan, er, at Nintendo samler alle mulige karakterer fra egne og andre universer. Super Mario, Sonic, Pikachu, Snake fra Metal Gear Solid, Pac-Man, og jeg ved ikke hvad. Der er noget helt særligt over at slå Mega Man ud over banen med Mario. Det, at man kan have sådan et crossover mellem de serier, kan noget specielt. Og det er derfor, alle Nintendo-fans altid ser frem til det næste ’Super Smash Bros.’.

’Super Smash Bros. Ultimate’ udkommer til Nintendo Switch den 7. december i år.

’Fortnite’ kommer til Nintendo Switch

’Fortnite’ udkom for under et år siden og har siden gået sin sejrsgang over hele verden.

Indtil videre har man kun kunne spille det på Playstation 4, sin PC og i en mobiludgave, men nu kan du som Nintendo Switch-ejer altså også kaste dig ud i hæsblæsende kampe mod dine venner.

- Det er kæmpestort, fordi det er det mest populære spil i verden lige nu. Det er denne her battle royale-genre, hvor man smider en stor bunke spillere ned i én verden, og så skal man kæmpe, til der kun er én tilbage. Der har været rygter om nyheden længe, men de fleste troede ikke på dem, siger Patrick Bay og fortsætter:

- Det, at Nintendo har fået ’Fortnite’ over på Switch er også stort, fordi man hidtil kun har kunnet spille på PC og Playstation. Og nu kan man spille det på farten, og det er banebrydende. Mobilversionen, som man også har kunnet spille på farten, har nemlig ikke været så nem at styre fra sin mobtilskærm. Og Switch-versionen ser optimeret ud og lader til at køre lige så smooth som på Playstation og PC. Det er rigtig godt nyt, siger han.

’Fortnite’ til Nintendo Switch er ude nu.

’Fire Emblem: Three Houses’ til den hardcore spiller

Nintendo har ofte fået på puklen for kun at lave spil i "børne"-universer henvendt til et ungt publikum.

Men med Fire Emblem-serien har Nintendo et stærkt es i ærmet til den mere "modne" spiller, der ikke nødvendigvis bryder sig om Super Mario og Pikachu.

- Det er en særlig titel, fordi det er en af de mere hardcore spilserier, som Nintendo står for. Det har i mange år været særligt populært i Japan, men i de senere år er det også blevet stort i vesten. Jeg har ikke personligt spillet dem men ved, at det her bliver mit første, siger Patrick Bay og forklarer, at spillet på mange måder minder lidt om den populære Final Fantasy-serie.

- Det er et klassisk, japansk rollespil. Det er bare mere simpelt end Final Fantasy-serien, hvor der er mange abilities og ting, man skal tage højde for. Der er gameplayet mere simpelt struktureret i Fire Emblem, så det kan ramme en større målgruppe. Men det ser stadig actionpacked ud. Nintendo har det med at perfektionere det, de ser andre gøre, og så tage deres eget take på det.

’Fire Emblem: Three Houses’ kommer i foråret 2019.

‘Super Mario Party’ indtager Nintendo Switch

’Mario Party’-serien har kørt i tyve år. Og i går kunne Nintendo så annoncere den første udgave til deres Switch-konsol under navnet ’Super Mario Party’.

- De fleste kender ’Mario Party’-spillene lidt. Det er jo en form for blanding af brætspil og videospil. I spillet bevæger man sig rundt på en stor plade og skal samle mønter og stjerner. Og mellem hver runde er der en masse mini-spil, hvor man skal kæmpe mod de andre spillere, siger Patrick Bay om det traditionsrige spil.

Og ud fra traileren at bedømme vurderer Patrick Bay, at Nintendo har taget et vigtigt skridt i den rigtige retning, i kølvandet på nogle ellers lunkne titler i serien gennem de senere år.

- Det er en vigtig nyhed, fordi de med de seneste spil har brudt med den faste formular. Og fansene har ikke været vilde med det. I 'Mario Party 9' og 10 gjorde de sådan, at alle spillere sad i en bil og kørte samlet rundt på spillepladen, hvor man tidligere gik individuelt rundt. Men nu er de heldigvis gået tilbage til den klassiske formular, siger han.

’Super Mario Party’ udkommer 5. oktober i år.

Fang pokémons på din Switch

For tyve år siden var Pokémon på alles læber, og da ’Pokémon Go’ kom til smartphones for to år siden, nåede hypen nye højder for Nintendos guldkalv.

Og man skal som bekendt smede mens jernet er varmt, så i nat annoncerede Nintendo de to Pokémon-titler ’Pokémon: Let’s Go, Pikachu!’ og ’Pokémon: Let’s Go, Eevee!’ til deres Nintendo Switch.

- Det er altid nyhedsværdigt, når der kommer et nyt Pokémon spil. Pokémon er større end nogensinde. Der er mange, der spillede det i de gamle dage, som stadig spiller. Og nu er der en hel ny generation af Pokémon-fans på grund af ’Pokémon Go’. Det er også derfor, der er ’Go’ i titlen på de to nye spil. Så kan folk genkende det, og Nintendo kan få dem hevet ind i butikken, siger Patrick Bay og fortsætter:

- Med de to nye spil blander de ’Pokémon Go’ med den gamle formular. Men det er en form for simplificering af den fulde Pokémon-formular. Så der er kampe mod trænere men ikke mod pokémons i det fri, som der ellers er i det normale Pokémon-spil. Og så foregår det i den samme verden, som man spillede i dengang for tyve år sien med de første 151 pokémons.

’Pokémon: Let’s Go, Pikachu!’ og ’Pokémon: Let’s Go, Eevee!’ udkommer 16. november i år.