Spilekspert revser Google: 'Konsoldræber' er en stor skuffelse

Der har været store forventninger til Googles nye spil-satsning. De bliver dog på ingen måde indfriet, mener ekspert.

Troldspejlets spilekspert, Troels Møller, er langt fra imponeret over Googles nye spil-satsning, Google Stadia. - Det havde været mere spændende, hvis de havde gjort som Netflix, mener han. (© Google)

Google smed en regulær bombe, da tech-giganten tilbage i marts første gang fortalte verden om deres nye satsning for computerspil, Google Stadia.

Stadia gør det muligt at spille spil på både pc, smartphone og fjernsynet direkte fra en browser – og forventningerne til 'konsol-dræberen' har været store.

De er dog på ingen måde blevet indfriet, efter Google nu har afsløret flere detaljer omkring den hypede tjeneste. Det fortæller Troels Møller, der er spilekspert hos Troldspejlet.

- Jeg synes, de har lavet en dummert. Der gik rygter om, at Google Stadia ville fungere ligesom et Netflix-abonnement, hvor man ville have adgang til et hav af spil, man kunne streame, præcis som man kan det med film og serier på Netflix. Sådan er det ikke blevet, siger den skuffede spilekspert.

- Nu er det i stedet endt med, at du betaler et månedligt abonnement på 10 dollar (cirka 65 danske kroner), og så får du måske et gratis spil. Og så skal du ellers købe alle de øvrige spil, præcis som du gør til Playstation og Xbox. Så man skal både betale et månedligt abonnement og så betale for hvert enkelt spil.

'Jeg er sgu skuffet!'

Det er blandt andet kommet frem, at man er nødt til at købe en såkaldt 'Founder's Edition Package', hvis man vil være med fra start, når Google Stadia bliver lanceret i 14 lande – inklusive Danmark – til november.

Her får man en særlig controller med samt tre måneders premium-adgang med den bedste opløsning og lyd, og man får også mulighed for at give tre måneders premium-adgang til en ven. Det giver man 129 dollar (omkring 800-900 danske kroner) for.

Man må derimod skimte langt efter den gratis løsning, forklarer Troels Møller.

- Der kommer først et gratis-abonnement i 2020, og her har man kun mulighed for at købe spillene enkeltvis. Ligesom vi kender det fra onlinebutikker som Steam, Uplay, Epic store og EAs Original butik, lyder det fra spileksperten.

- Jeg er sgu skuffet! Det havde været mere spændende, hvis de havde gjort som Netflix. Nu er det blot en ny måde at spille spil på, men med den samme gamle betalingsmodel som alle de andre. Der er intet nyt i denne her løsning; det er fuldstændig mage til det, vi allerede kender fra Playstation og Xbox.

Her ses de tre varianter af Stadia-controlleren, som Google har lanceret. (© Google)

Forventninger ikke indfriet

Mens Amazon ejer Twitch, Facebook har købt Oculus, og Microsoft ejer konsolfirmaet Xbox, så har Google – modsat de andre tech-giganter – hidtil ikke haft en platform på det lukrative spilmarked.

Det ændrer de altså på med Google Stadia, der gør muligt at spille spil direkte fra en browser uden hjælp fra en konsol eller en computer til tusindvis af kroner.

Og det er da også noget nær det eneste positive, der er at sige om den nye tjeneste, synes Troels Møller.

- Fordi det er Google, der står bag, som er så gigantisk og har så mange penge, så var jeg ret sikker på, det ville markere et kæmpe skifte. Men det lader til at blive ret meget det samme som Xbox og Playstation, bare i en mindre løsning uden den stor boks, vi er vant til, siger spileksperten og slutter:

- Jeg troede, Google Stadia ville betyde et markant skift i den måde, vi har spillet på indtil nu, men nu viser det sig, at de alligevel har valgt at gøre som alle de andre.

- Forventningerne er på ingen måde blevet indfriet.