Ventetiden er forbi.
Efter spilfans har stirret ind i et sort hul i mange, mange timer, er der nu endelig officielt nyt fra 'Fortnite'.
Opdateringen kommer efter halvandet døgn omgivet af stor mystik, fordi det ultrapopulære spil natten til mandag pludselig gik i sort, mens millioner spillede sammen.
Herefter har internettet været fyldt med konspirationsteorier om det mystiske "nedbrud", men det viser sig nu, at den sorte skærm var en forberedelse til en helt ny udgave af 'Fortnite'.
En helt ny bane
Mange af teorierne gik på, at 'Fortnite' ville vende tilbage med en helt ny bane. Og det har vist sig at holde stik.
Spillere kan se frem til at udforske en helt ny ø, ligesom der er tilføjet en lang række ekstra nyheder som for eksempel et helt nyt rang-system, der har betydning for, hvordan din fremdrift i spillet foregår.
- Den nye ø ser vildere og mere utæmmet ud end tidligere. Der er masser af skov, bjerge og søer at udforske - og meget færre byer. Det er anderledes, skriver teknologihjemmesiden TheVerge.com om opdateringen, der netop er udgivet.
Tjener penge på tilkøb
'Fortnite' er i udgangspunktet gratis at downloade, men spillet tjener alligevel styrtende med penge.
Pengene tjenes ved små, ekstra tilkøb i spillet, hvor gamere kan købe nye skins til både spillets figurer og våben. Skins er kosmetiske ændringer der gør, at du som 'Fortnite'-spiller skiller dig ud fra de millioner af andre gamere.
Tilkøbene foregår enten med rigtige penge, eller med V-Bucks som er spillets valuta. 1.000 V-Bucks koster 89 kroner mens gamere kan købe pakker med helt op til 13.500 V-Bucks for 899 kroner.