Skræmmende og fremragende: Kampspil får topkarakter af Troldspejlet

Det er ikke kun Odin og Thor, der skal kæmpes mod i det nye ’God of War’. Hovedpersonen Kratos har også problemer med sin søn.

’God of War’-serien er allerede en klassiker.

Men hovedpersonen Kratos har nu udryddet alle de græske guder, så i det nye spil drager han mod nord.

Her møder han vore gamle venner fra mytologien.

Det er forrygende flot og gribende, som var man midt i en episk film. Her får man lov at opleve de nordiske guder i en dyster, skræmmende og fabelagtig version.

Man bliver varm om hjertet

Kratos-figuren er den samme, nu dog med nordisk fuldskæg. Men hvor han i den græske mytologi er en ret ubetydelig biperson, er han i det nye ’God of War’ stjernen.

I spillet skal han slås mod trolde, hekse og nordiske guder, og selv den gode gamle Midgårdsorm er med, så man bliver helt varm om hjertet. Det er både vildt flot og engagerende.

Men historiens egentlige kamp er faktisk mellem Kratos og hans søn! Sådan en har han nemlig fået med en kvinde, der er død - og far-søn-forholdet er meget nyt og meget problematisk.

'God of War'-figuren Kratos har i det nye spil fået en søn, og deres relation er meget problematisk.

Der er altså flere historier i én - både noget, der handler om rå kamp, og noget, der stikker dybere.

Til gengæld er det spilmæssige meget ændret, og ’God of War’-fans skal nok lige vænne sig til tempoet, som er langsommere. Måske fordi Kratos er blevet ældre.

Kameraet er også anderledes: det nu er fast anbragt bag Kratos' skulder.

Men er ændringerne problematiske?

Nej, egentligt ikke, for det fungerer godt, og historien, den visuelle udformning og lyden gør, at man får lyst til at sige, at det nye ’God of War’ kunne gå hen og blive…en spilklassiker.