Rekordmange gamere er online lige nu: Her er spillene, du skal kaste dig over

Coronakrisen betyder, at millioner af gamere stimler sammen for at kaste sig ud i spilverdenens fællesskaber.

Det danske spil 'Deep Rock Galactic' er at finde på listen over de spil, du bør give dig i kast med lige nu. Det har fokus på samarbejde og samvær i det virtuelle rum. (© Deep Rock Galactic)

20 millioner gamere.

Så mange sidder lige nu klar til at kaste sig ud i spilverdenens fornøjelser og fællesskaber, meddeler verdens største spilplatform Steam.

Og gaming-verdenen byder på et væld af oplevelser i denne tid. Både online med spillere fra hele verden - og sammen med dem, du deler husstand med.

Derfor har vi samlet fem spil, som du kan kaste dig over i den kommende tid. Alt fra et spritnyt battle royale-spil til en dansk succeshistorie.

1

'Call of Duty: Warzone': Nådesløs overlevelseskamp

(© Activision)

Det nyeste spil på listen er 'Call of Duty: Warzone', som udkom i sidste uge.

Spillet er et spinoff på den seneste udgivelse i den legendariske spilserie.

'Call of Duty: Warzone' er bygget op omkring battle royale-genren, som i de sidste par år er blevet ultrapopulært takket være spil som 'PlayerUnknown's Battlegrounds', 'Fortnite' og 'Apex Legends'.

Man kunne godt fristes til at tro, at 'Call of Duty: Warzone' blot er endnu et spil i den endeløse battle royale-række. Men spillet er meget mere end det.

'Call of Duty'-serien har i mange år været en af de absolutte sværvægtere inden for online-gaming, og alt tyder på, at de har taget alle de erfaringer med ind i skabelsen af 'Warzone'.

I spillet lander 150 soldater på samme ø. Og i bedste battle royale-stil starter en brutal og nådesløs kamp om grej og våben, indtil man forhåbentligt står tilbage som den sidste overlevende. Og én ting er sikker: Du kommer ikke til at mangle med- eller modspillere de næste uger.

'Call of Duty Warzone' kan spilles på PlayStation 4, Xbox One og PC.

2

'Overcooked 2': Hektisk og kaotisk køkken-stress

(© Team 17)

I den helt anden ende af skalaen finder vi 'Overcooked 2'. Spillet spilles bedst i samarbejde med flere spillere foran samme skærm.

Du og dine medspillere indtager rollen som kokke i et yderst hektisk køkken. Og gennem samarbejde og kommunikation er det jeres opgave at imødekomme strømmen af bestillinger, som både bliver hurtigere og mere komplekse, efterhånden som spillet udvikler sig.

Restaurantkøkkenerne har også forskellig form - og byder også på en lang række udfordringer, der gør det svært at opretholde flowet af retter. Køkkenerne vil eksempelvis pludselig skifte form eller have magiske portaler, der både kan være en hjælp og en hæmsko undervejs.

'Overcooked 2' er en øvelse i samarbejde, taktik og planlægning. Og med det charmerende og farverige univers er det kærkomment afbræk i nogle ualmindelige hverdage.

'Overcooked 2' kan spilles på PlayStation 4, Xbox One, PC, Mac og Nintendo Switch.

3

'Deep Rock Galactic': Eventyr i det ydre rum

(© Deep Rock Galactic)

Det danske spil 'Deep Rock Galactic' nyder stor succes i øjeblikket. Spillet har solgt for over 100 millioner kroner - og har sågar ligget nummer 1 på Steams globale salgsliste.

Det er ikke uden grund.

Spillet hyldes og roses for deres originale koncept, hvor op til fire spillere kan arbejde sammen om at løse spillets missioner.

Du indtager rollen som minearbejder i det ydre rum og skal sammen med to-tre andre indsamle mineraler og undgå at blive slået ihjel af aliens. Og netop fokus på samarbejdet gør spillet til en oplagt, social aktivitet i disse uger, hvor det almindelige samvær er udfordret.

Samtidig udvikler 'Deep Rock Galactic' sig hele tiden. Spillet er nemlig ikke færdigt, men bliver udbygget i samarbejde med brugerne, har Søren Lundgaard, der er CEO i firmaet bag 'Deep Rock Galactic', tidligere fortalt til dr.dk.

Og den strategi ser ud til at lykkes. Spillet har over 25.000 positive brugeranmeldelser på Steam. Og mon ikke Søren Lundgaard og resten af holdet bag 'Deep Rock Galactic' får lidt flere brugere de kommende uger?

'Deep Rock Galactic' kan spilles på PC.

4

'The Last of Us': Et must-play spil

(© Naughty Dog)

Ligesom serienørder vil sige, at du bare skal have set 'The Wire' og 'Seinfeld', så er der også nogle must play-titler derude i gaming-verdenen.

'The Last of Us' er en af de titler. Og måske er det nu, der skal sættes flueben ud for et af dem, når tiden er til det?

Spillet foregår i en postapokalyptisk verden, hvor en virus har forandret samfundet, som vi kender det. Det skal man vide, inden man giver sig i kast med spillet. Det kan virke uhyggeligt tæt på vores virkelighed lige nu, men spillets virtuelle historiefortælling distancerer sig alligevel så meget fra det, der foregår i verden lige nu.

Kan man rumme sådan et plot i disse tider, ligger der en af de allerstørste spiloplevelser og venter.

Spillet har vundet hundredvis af Game of The Year-priser. Og som om det ikke var nok, så er der endnu to gode grunde til at komme i gang, hvis du endnu ikke har spillet det.

'The Last of Us 2' er nemlig på vej til PlayStation 4 - og lander til maj. Samtidig arbejdes der på en tv-serie, baseret på spillets univers.

Og det er lidt ligesom film, der er baseret på bøger.

Man skal helst have læst bogen og gennemført spillet først, ik'?

'The Last of Us' kan spilles på PlayStation 3 og 4.

5

'Counter Strike: Global Offensive': Klassikeren, der altid er et hit

(© Valve)

Det virker måske som én af de nemmeste anbefalinger at hive op af hatten.

'Counter-Strike'. Hvem kender ikke det? Men er du én af dem, som lagde spillet på hylden efter de gode, gamle LAN-parties for 10-15 år siden, så er det måske på tide, at komme i gang med at spille med vennerne igen?

Spillet har ændret sig en del siden da, men grundprincippet er det samme. Og hvorfor ændre på formlen, når spillet stadig er ét af verdens mest populære online-skydespil.

Ikoniske baner som dust2 og inferno venter stadig på jer derude. Og mon ikke man kan få genskabt de gamle hold og klaner i disse dage? Der er i hvert fald mange, der måske ikke gamer en masse til hverdag, der har tid til at støve musen og tastaturet af i de kommende uger.