Der er rigtig mange argumenter for at afskrive dette spil på forhånd.
Især hvis du, som jeg, mest er til tempofyldte førstepersonsskydespil eller episke single player-oplevelser med omfattende mulighed for at skabe din egen fortælling.
Dette spil ligner en tegnefilm for børn, konkurrenceelementer er fraværende, og der er total mangel på action.
Men bliv lige hængende lidt alligevel.
'Animal Crossing: New Horizons' er nemlig langt fra nogen anden spiloplevelse, jeg har haft de seneste mange måneder - hvis ikke år.
Det lykkes med at skabe en drømmende fantasiverden, hvor hverdagens bekymringer kan forsvinde for en stund. Pludselig kigger jeg ikke på eksponentielle corona-grafer på Twitter længere. Min opmærksomhed er nu rettet mod at blive den bedste udgave af mig selv - inde i spillet.
Og spillet, der nærmest ligner en pixibog fra barndommen, kunne muligvis ikke være lanceret på et bedre tidspunkt, hvis man ser det fra Nintendos perspektiv.
Verden er på den anden ende, og alle har brug for distraktioner og beskæftigelse derhjemme i disse uger.
Det kan man se på salgstallene. Alene i Japan, hvor spillet er kæmpestort, solgte spillet 1,8 millioner eksemplarer den første uge. Og mon ikke det antal er steget massivt, når den næste bølge af salgstal lander.
Samtidig flyder internettet over med memes, der illustrerer gamernes begejstring for spillet. Og ikke mindst timingen i udgivelsen. Og det forstår man godt.
Dit nye liv som øboer
Men hvad går spillet så ud på, spørger du? Det er både enkelt og kompliceret at svare på det spørgsmål.
I 'Animal Crossing: New Horizons' kan du ikke vinde. Du kan egentlig heller ikke tabe.
Du kan bare være.
Spillet tager sin begyndelse i en lufthavn, hvor du skal flyve til en fjern ø og bygge dit nye liv op fra bunden. Som i helt fra bunden.
Den første times tid går med at falde til på den lille ø, finde et passende sted at slå dit telt op, socialisere med øens øvrige beboere og dermed engagere dig i dit nye lokalsamfund.
Du skal samle brænde, plukke æbler, lytte til bølgerne, der slår ind på stranden, lave din egen fiskestang, smide snøren i vandet - og i det hele taget bare nyde livet som øboer.
Det lyder ret skønt, ikke?
En underlig parallel til den virkelige verden
Men det er naturligvis ikke uden omkostninger at flyve til en ny ø og få de første fornødenheder, til at begynde en ny tilværelse.
Manden, eller skal jeg sige vaskebjørnen, bag projektet hedder Tom Nook.
En person, du kommer til at stifte meget bekendtskab med undervejs i spillet.
Tom Nook har som sagt sørget for, at du befinder dig på denne utopiske ø. Du er blevet fløjet hertil, har fået de basale nødvendigheder og er klar til dit nye liv. Og det er selvfølgelig ikke gratis.
Allerede i begyndelsen af spillet fortæller han dig, at du har opbygget en massiv gæld til ham, som han forventer, at du skal afbetale over den næste tid.
Så drivkraften i spillet er ikke kun at opbygge dit eget drømmeliv, på en solskinsø uden forpligtelser, det er også at skrabe penge hjem, som du skal afbetale til Tom Nook.
Det lyder måske bekendt.
Kom ned i gear
Selvom du både får et nyt lokalsamfund og en klækkelig gæld til at begynde med, så går spillet relativt langsomt.
Faktisk følger øens dagscyklus virkelighedens tidsregning.
Så hvis du logger ind for at spille om morgenen, er solen også ved at stå op i øsamfundet. Og efterhånden som mørket sænker sig over Danmark, vil skumringen også indfinde sig i 'Animal Crossing: New Horizons'.
Der er noget sært beroligende over en tidsmæssig sammenhæng mellem virkeligheden og Utila, som jeg har navngivet min ø i spillet.
Dagene går. Nogle dage får du udrettet noget. Andre dage går med ingenting.
Det lyder måske også bekendt.
Anderledes end alt andet
Mange andre spil stiller store krav til dig som spiller.
Du skal grinde afsted, stige i level, få de bedste våben, vedligeholde din placering på ranglisten eller styre mod det nye, eksklusive skin, som du kan imponere dine venner med.
Sådan er det ikke i 'Animal Crossing: New Horizons'.
Det er et spil, du kan tænde for i 20-30 minutter om dagen, lige tjekke ind på øen og se, om alt er som det skal være, og så ellers vende tilbage til virkeligheden igen.
I disse uger, hvor man ikke alle dage har behov for krævende udfordringer, hvad enten det foregår på videomøder på Skype eller i online-skydespil, er 'Animal Crossing: New Horizons' et tiltrængt pusterum.
Du bevæger dig rundt og samler æbler, opgraderer dit telt til et lille hus over tid, stræber efter en bedre fiskestang og afbetaler din gæld til en vaskebjørn.
Det er en absurd og fantastisk oplevelse på samme tid.
'Animal Crossing: New Horizons' er udkommet til Nintendo Switch.