Special Agent Ava.
Det er navnet på den kvindelige karakter, der netop er blevet introduceret i det populære spil 'Counter Strike: Global Offensive'.
Og det er på høje tid, ifølge spillets fans. På internetfora har debatten gang på gang været oppe at vende; er det ikke på tide, at vi får en kvindelig karakter?
Nu har Valve, der udvikler spillet, lyttet til kritikken og tilføjet en kvinde til universet i form af den nye karakter.
Tilføjelsen er en del af en større opdatering, som blandt andet ændrer på de figurer, man spiller med. Tidligere var udseendet det eneste, der adskilte dem fra hinanden. Men nu bliver de mere nuancerede med hver deres unikke baggrundshistorie og individuelle stemme.
'Det er fedt, at de implementerer kvinder'
- Det er fedt at få noget nyt at se på. Og jeg synes også, hun ser ganske badass ud. Det er fedt, at de implementerer kvinder. Det er, som om folk er begyndt at indse, at der er mange kvinder, som spiller, siger Vicky Dose.
Hun er semi-professionel 'Counter-Strike'-spiller på det internationale hold, 'Copenhagen Flames'.
Nyheden om den nye karakter er ikke gået hendes sigtekorn forbi. Flere af hendes gaming-venner, både mænd og kvinder, har købt karakteren og spiller begejstret med den.
Men det er ikke i ligestillingens navn, at Special Agent Ava bliver tilføjet til 'Counter-Strike'-universet. Det handler om penge, vurderer Ida Kathrine Hammeleff Jørgensen, der er ph.d.-studerende ved Center for computerspilsforskning på IT-Universitetet.
- Hvis det var i ligestillingens navn, skulle det ikke kun have været én ud af 22 karakterer, der var kvinde. Det her er mere symbolpolitik og markedsføringsstunt, end det er ligestilling, siger hun.
En underdog som elsker kolde bajere
Baggrundshistorien om Special Agent Ava fortæller blandt andet, at hun 'først blev undervurderet - men alligevel endte med at blive sit holds hemmelige våben'. At hun er blevet hårdfør af at vokse op med fire ældre brødre i New Jersey. Og at hun elsker kolde øl.
Ifølge Ida Kathrine Hammeleff Jørgensen er den baggrundshistorie et klassisk greb fra spiludviklernes side.
- Vi ser tit, at der ligesom skal være en baggrundshistorie for, hvorfor kvinder i computerspil er blevet hårdkogte og voldsparate. Man skal ligesom undskylde, at hun ikke er den kærlige modertype. Det har udviklerne også gjort her. Det er enormt uoriginalt, og også lidt sørgeligt, siger hun.
Ida Kahtrine Hammeleff Jørgensen hilser dog alligevel den den nye karakter velkommen. Hun mener, at det i princippet er et fint tiltag, men at det er overfladisk udført.
- Det største problem er, at kvinder i gamingverdenen oplever chikane og trusler og ofte føler sig uvelkomne. Det problem er langt større, end hvad der lige kan reddes med introduktionen af en ny karakter, siger hun.
Mest eftertragtede karakter
I 'Counter-Strike' bliver de nye karakterer forhandlet på en form for auktionsbørs, hvor spillere kan handle med hinanden.
I skrivende stund er der udbudt 105 eksemplarer af karakteren Special Agent Ava til salg, og mere end 8000 spillere har budt på de 105 salgsopslag. Det har pumpet handelsprisen for karakteren op på små 200 kroner.
Det gør uden tvivl Special Agent Ava til den mest eftertragtede af de nye karakterer. Der er 70 kroner ned til den næstdyreste, 'The Doctor' Romanov, som koster cirka 130 kroner.