Spilfirmaet CD Projekt Red, der lige nu arbejder på det hypede spil 'Cyperpunk 2077', er havnet i et kønspolitisk stormvejr, de ikke havde set komme, da de satte sig til tasterne på Twitter forleden.
En bruger ved navn Rysteez er så spændt på CD Projekt Reds kommende spil 'Cyberpunk 2077', at han skrev til firmaet på Twitter.
- Drenge, jeg vil se mere!
Til det svarede spiludvikleren, hvad mange brugere efterfølgende er blevet vrede over.
- Antager du bare vores køn?!
'Al min goodwill forsvinder'
Sætningen "Did you just assume my gender" i de senere år er blevet brugt flittigt på internettet i memes og kommentarer til at gøre nar ad transpersoner og kønspolitiske aktivister. Den peger fingre af, hvad nogle mener er en overdreven følsomhed og politisk korrekthed, når det kommer til køn og seksualitet.
Mange gamere reagerede på CD Projekt Reds tweet med foragt.
- Jeg var meget spændt på 'Cyberpunk 2077' efter at have set demoen. Men al min goodwill forsvinder på grund af historier som denne her. Det er fucking ulækkert, dovent og dehumaniserende, skriver Twitter-brugeren Austin_Walker blandt andet.
LGBT Danmark: 'Det er ikke i orden'
Spiludvikleren bag 'Cyberpunk 2077' tog bestik af situationen, slettede sit tweet og udsendte herefter hurtigt en undskyldning til de brugere, der følte sig stødt af deres tweet.
- Undskyld til alle, der blev forarget over vores tweet tidligere. Det var aldrig vores mening at gøre nogen fortræd, lyder det fra CD Projekt Red i deres undskyldning.
Og spørger man forperson i LGBT Danmark, Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner, Peder Holk Svendsen, så er det helt på sin plads, at CD Projekt Red har undskyldt.
- Man bør insistere på, at tonen skal være ordentlig. Det her er jo et udtryk for de samme mekanismer, der eksisterer i andre rum, hvor ord bliver brugt til at nedgøre, påvirke eller psyke andre. Og det er ikke i orden. Det er nedsættende. Så selvfølgelig er det kun i orden, at de sidenhen har været ude at undskylde for det her tweet, siger han.
Han mener, det er en vigtig kamp at tage, fordi spilindustrien har overhalet musik- og filmindustrien i årlig omsætning, fordi der i dag er så mange mennesker, der spiller computer- og konsolspil.
- Det er vigtigt at slå ned på, fordi der er virkelig mange mennesker, der befinder sig på de her fora. For det betyder faktisk noget. Både for dem, joken går på, men også for de folk der måske har fobiske tendenser. De kan læse dét tweet og ubevidst tænke ’Nå, men den slags kan jeg også sige så’, siger Peder Holk Svendsen.