'Hold kæft, hvor ser det vildt ud!': Legendarisk spil imponerede allerede efter 10 sekunder

I dag er det præcis 20 år siden, at det elskede 'Diablo II'-spil udkom.

(© Dr/ Grafik: Ellen Kirstine Jensen)

"Tager du ikke din computer over til mig, så vi kan spille?"

Denne sætning blev ofte råbt fra mit vindue for 20 år siden.

Min nabo var en jævnaldrende dreng, og vi var begge ihærdige 14-årige gamere. Vi spillede mange forskellige spil, men i år 2000 var der især ét, som vi brugte meget tid på.

Spillet hed 'Diablo 2' og var et såkaldt Action Role Playing Game, eller bare ARPG. Det var en kæmpe opgradering i forhold til sin forgænger 'Diablo' fra 1997, og det var fyldt med monstre, missioner og forskellige spilbare karakterer.

"Hold kæft, hvor ser det vildt ud!"

Vi var hooked allerede efter de første ti sekunder af spillets første cutscene - de små animerede videoklip, der adskiller de spilbare sektioner i et spil. Jeg husker scenen som noget af det flotteste grafik, jeg nogensinde havde set.

Vi var målløse.

Dengang var bærbare computere hverken lige så tilgængelige eller kraftige som stationære pc'ere, så det var altid lidt af et projekt at slæbe naboens udstyr op på teenage-værelset.

Især den store, firkantede skærm var tung for vores unge arme. Det føltes som om, vi slæbte flyttekasser fyldt med mursten.

Men når vi endelig havde fået stillet tingene op og forbundet vores to computere med et netværkskabel (vi havde nemlig ikke internet), kunne vi bruge mange timer på at klikke os igennem det digitale eventyr.

Grafikken i 'Diablo 2' ser måske ikke ud af særligt meget i moderne gamerøjne. Men i 2000 var 'Diablo 2' spydspids for, hvordan grafik i computerspil kunne se ud. (© Colorbox/YouTube)

En genredefinerende oplevelse

'Diablo 2' var et af de mest populære spil i år 2000 og er et levn fra en tid, hvor gaming så helt anderledes ud end i dag.

Dengang var spil ikke nær så big business. Spiludviklere fokuserede især på at gøre spillene så gode, at man havde lyst til at spille dem igennem flere gange. Online gaming fandtes ikke på samme måde som i dag, så hvis man ville spille med sine venner, så var man ofte nødt til at mødes fysisk.

På den måde kan man sige, at gaming både var mere isoleret men også mere nærværende - på en og samme tid.

William Kjartan Gásadalur Holm-Rasmussen, som også går under navnet Myrkee på streamingplatformen Twitch, har spillet Diablo 2 i mange år - og gør det stadig fra tid til anden.

Selvom Myrkee er en moderne gamer med udstyret i orden, så afholder han sig ikke fra at dykke ned i de gamle gamingklassikere. Især 'Diablo 2' bliver han ved med at vende tilbage til. (© DR)

Ifølge ham, er det blandt andet spillets sammensætning af flotte cutscenes og godt gameplay, der er kilden til succes.

- Det, der møder en først, når man starter spillet, er den dystre stemning og nogle fantastiske mellemsekvenser, som dengang var noget af det flotteste grafik, man havde set i et spil. Noget som sidenhen er blevet udvikleren, Blizzard Entertainments, varemærke. Det sætter virkelig stemningen for den historie, som man nu er en del af, lyder det fra William Kjartan Gásadalur Holm-Rasmussen, som tilføjer:

- Spillets gameplay kræver en smule arbejde og er lidt af et grind (en tidskrævende og repetitiv opgave). Men det er tilpas belønnende for spilleren. Som mange andre spil i samme genre, er det ofte opbygningen og udviklingen af en karakter, som føles meget tilfredsstillende, fortæller William Kjartan Gásadalur Holm-Rasmussen og fortsætter:

- Spillet har en vis mængde tilfældighed, hvilket gør, at det er sjovt at spille igen og igen. Det er blandt andet fordi, at du ikke ved, hvilke genstande du finder undervejs, eller hvordan layoutet igennem de forskellige baner vil se ud, da det genereres på ny hver gang man spiller. Man kan godt kende principperne i de forskellige layouts, men intet er præcis som sidste gang du spillede, hvilket holder det friskt, siger William Kjartan Gásadalur Holm-Rasmussen.

Et af verdens bedste spil - i år 2000

Det var ikke kun min nabo og jeg, som var vilde med 'Diablo 2'.

Flere forskellige medier hyldede spillet med flotte priser og gode anmeldelser. Også i det klassiske program 'Troldspejlet', med Jakob Stegelmann i front, var begejstringen til at føle på.

'Diablo 2' har virkelig været værd at vente på", var en af de første sætninger, som forlod Stegelmanns læber. Og jeg var enig. Så enig.

Ifølge William Kjartan Gásadalur Holm-Rasmussen, så har Diablo været med til at forme spillets genre permanent, hvilket man især kan se på nyere spil, der sommetider bliver kaldt "Diablo kloner". Et af de mere populære af slagsen hedder 'Path of Exile'.

Sådan ser det ud, når Myrkee slår sig løs i 'Diablo 2' på gaming-streamingplatformen Twitch. 'Diablo 2' slog i 2000 rekorder som det hurtigst sælgende computerspil nogensinde. (© Screendump fra Twitch)

- 'Path of Exile' (PoE) blev oprindeligt udviklet af en god håndfuld fans af 'Diablo 2'. De har heller ikke lagt skjul på, at deres motivation for spillet var, at de savnede et spil som 'Diablo 2', hvilket siger meget om, hvor stor en indflydelse spillet har haft, siger William Kjartan Gásadalur Holm-Rasmussen.

I dag er der både et 'Diablo 4' på vej samt endnu et spil på vej til smartphones, som hedder 'Diablo Immortal'.

Dog blev mobiludgaven ikke taget særlig godt imod af fans, da det blev annonceret i 2018 på Blizzards årlige messe, BlizzCon, hvor en masse fans samles for at hylde deres yndlingsspil, og hvor nye titler bliver afsløret.

Faktisk blev udviklerne buhet af publikum, som bestemt ikke var tilfredse.

William Kjartan Gásadalur Holm-Rasmussen var med den dag, hvor mange vendte Blizzard ryggen, og vrede fans startede en decideret shitstorm. Men han er dog optimistisk.

- Jeg var selv med det år, hvor de famøse ord blev sagt: "Do you guys not have phones? (Har I ikke telefoner?)". På trods af min frustration over annonceringen, måtte jeg lige prøve demoen. Lige meget, hvor meget jeg ønskede, at mobilspillet ikke skulle være godt, fordi man følte sig taget lidt ved næsen, så virkede det super fedt. Faktisk det bedste spil, jeg har prøvet på en mobiltelefon, fortæller han.

Holder stadig den dag i dag

Selvom 'Diablo 2' nu har 20 år på bagen, så er det stadig et spil, som har noget at skulle have sagt. I 2016 kom spillet ind på 21. plads på magasinet Times liste over de 50 bedste spil nogensinde, hvilket ikke overrasker en Diablo-entusiast som William Kjartan Gásadalur Holm-Rasmussen:

- Spillet har 20 års jubilæum i år og har faktisk stadig en spillerbase. Den er selvfølgelig noget mindre end mange af de nyere spil i genren. De fleste fans har nok følelsen af, at de har spillet det så meget, og det er så velkendt. Så man samler spillet op engang imellem og spiller det i en tid, og så ryger det tilbage på hylden igen. Der går faktisk rygter om en genudgivelse af spillet ved navn 'Diablo 2 Resurrected'. Et remaster af spillet, som vi kan krydse fingre for, fortæller han.

Sådan så startskærmen ud, når man med svedige hænder og forventning i kroppen tændte sin computer og smed Diablo-disken ind i computeren. (© DR)

Der er også en ganske særlig nostalgisk kraft i 'Diablo 2'. Jeg har købt spillet igen, og filerne ligger gemt et sted i skyen. Gennem de sidste 20 år har jeg installeret det flere gange og spillet det med venner.

Der er noget enormt afslappende ved at starte det gamle spil og så bare at sidde og klikke løs på sin mus, mens man holder et vågent øje med, at man ikke løber tør for hverken liv eller mana.

Det er en underlig følelse af noget velkendt, som bliver til et samlingspunkt for de af os, som spillede det dengang.

I dag kender man alle de gode tricks, og hvis man er i tvivl om, hvordan man skal bygge sin karakter, så kan man bare lave en hurtig søgning på internettet.

Dengang spillet udkom havde jeg ikke den luksusvare, som internettet var. Jeg måtte ty til mit månedlige abonnement på computerspils-magasiner, hvor jeg kunne håbe på, at det nyeste blad kom med en guide eller nogle snydekoder til spillet.

Da internettet blev hvermandseje, var det for mit vedkommende slut med at få venner på besøg til gamer-dage. Så spillede vi online i stedet for, hvilket stadig er tilfældet i dag for både mig.

Men skulle lysten melde sig til at sidde i et rum med nogle venner og finde det gamle spil frem igen, så slipper jeg da for at slæbe på tungt udstyr, da den gamle grå kasse af en PC heldigvis er skiftet ud med en moderne bærbar.