- Vi var jo meget traditionelle. Vi ville ikke have, at han skulle vende op og ned på døgnet og sådan, siger Robert Steen på 56.
Det er 23. august 2018. Robert sidder på en kaffebar et stenkast fra sit kontor på Oslo Rådhus og fortæller om sin søn. Han siger, det gør ondt, men også godt at fortælle.
- Set i bakspejlet tænker jeg, at vi burde have interesseret os mere for den spilverden, han var så meget i. I og med at vi ikke gjorde det, frarøvede vi os selv en mulighed, vi ikke forstod, vi havde, siger Robert.
Mats' far og de ukendte venner
Knap fire år tidligere stod Robert ved sønnens båre i Vestre Gravlunds Nye kapel og holdt mindetale for Mats.
Blandt dem som sad på kapellets blå stole og lyttede til Roberts ord – mellem familiemedlemmer og nogle få fra sundhedsvæsenet – sad der mennesker, familien ikke kendte. Kun Mats' far Robert havde mødt dem. Én gang. Aftenen før.
Taget i betragtning at Mats knapt nok forlod kælderlejligheden i familiens hus de sidste år, var det lidt underligt, at der var ukendte folk til stede ved hans begravelse. Endnu mere underligt var det, at Mats selv, som lå der i den hvide kiste, heller ikke havde mødt disse personer.
Størstedelen af de sørgende tænkte faktisk heller ikke på Mats som Mats. De kendte ham som Ibelin; adelsmand, kvindeforfører og detektiv. Nogle var kommet langvejs fra – nogle boede tættere på – og de græd for deres gode ven, som de havde mistet.
Senere ved bisættelsen skulle en af dem holde tale og fortælle, at i netop denne stund tændte folk over hele Europa lys for Mats og mindedes ham i sorg og kærlighed.
Mats' begrænsede tid
Det stod skrevet i stjernerne, det lå kodet i hans dna: Den Mats, som i juli 1993 puslede rundt med en krone på hovedet til sin fire-års fødselsdag, skulle inden for fire år synke ned i den forhadte kørestol - og aldrig rejse sig fra den igen.
Robert og Trude havde fået beskeden allerede i maj, to måneder før Mats fyldte fire. På et lille kontor i Ullevål Sygehus' store murstensbygning havde de fået at vide, hvorfor deres dreng stadig faldt og slog sig. Faldt ned fra gyngen. Hvorfor han lod være med at klatre op ad stigen til rutsjebanen, når nu han elskede at rutsje ned. Støttede sig på knæene som en gammel mand, når han rejste sig op. Ikke løb om kap med de andre børn.
Lægerne fortalte Robert og Trude, at Mats havde Duchennes muskeldystrofi; en sjælden sygdom, som forsager muskelsvind hos drenge. I Mats' gener var der opstået en fejlkode, som forhindrede hans muskler i at udvikle sig normalt. Som i sidste ende ville ødelægge dem.
- Da vi havde lagt Mats i seng den aften, ringede vi til lægen, fortæller Robert.
- Vi havde fået lov til at ringe når som helst, hvis vi havde behov for mere information.
Trude sad ved siden af ham i sofaen. En halv time inde i telefonsamtalen fortæller Robert, at han formåede at finde et lille lyspunkt:
- Jeg sagde ind i røret: 'Men han dør i hvert fald ikke af det!'
Lægen i den anden ende tøvede et øjeblik. Så hørte jeg ham sige: 'Nej, men erfaringerne har vist os, at disse patienter sjældent bliver mere end 20 år'.
Robert stopper op og siger så:
- Han blev i det mindste 25 år.
Den maj-aften i 1993 i rækkehuset i Østensjø sydøst for Oslo – da fremtiden gik fra at være vage løfter om noget godt til at blive en trussel – prøvede Robert og Trude at forstå, hvad lægens ord indebar.
Mats skulle ikke leve et normalt liv. Ikke dyrke idræt. Ikke gå i byen og møde piger. Ikke opleve verden eller bidrage til samfundet.
Han skulle dø ung. Uden at have levet livet til fulde.
Det var dét, Robert og Trude troede, da Mats var i live: At han ville blive taget fra dem uden at få sat sit aftryk på verden.
De tog så grueligt fejl.
Om at skabe sig selv i nuller og et-taller
Hvis vores dna bestemmer, hvem vi bliver, allerede før vi bliver født, hvilke muligheder har vi så for at vælge, hvem vi gerne vil være?
Mats fandt en vej og skabte sig selv på ny.
Omkring årtusindskiftet var familien Steen flyttet fra rækkehuset i Østensjø til en rullestolstilpasset bolig på Langhus i Akershus. Selvom skolen gav 11-årige Mats lov til at spille GameBoy i frikvarteret, kunne selv Super Mario ikke jage følelsen af at være udenfor og anderledes bort. Mats sad i kørestol og havde en hjælper med sig overalt.
Forældrene tænkte over, hvad han kunne bruge fritiden på, når klassekammeraterne spillede fodbold.
Måske kunne computerspil være noget for Mats?
Mats' far gav ham koden til familiens computer, og en ny verden åbnede sig for den 11-årige dreng.
- I løbet af de sidste år af sit liv spillede Mats mellem 15- og 20.000 timer, sagde Robert i mindetalen.
- Det svarer til mere end et fuldtidsjob i over 10 år.
Men helt problemfrit var det dog ikke. Robert fortæller:
- Når nattevagten kom klokken 22 om aftenen, skulle Mats allerede være i sin seng. Nattevagtens arbejdsbeskrivelse var at våge over Mats – ikke at lægge ham i seng. Mats protesterede naturligvis, men gik modvilligt med til at gå tidligt i seng.
Mats var blevet en gamer, og gamere går ikke i seng klokken ti.
Så hvem var Mats, når han spillede i alle de timer?
Lord Ibelin Redmoore blev Mats hovedkarakter i spilverdenen.
Om Lord Ibelin Redmoore og Jerome Walker, hans anden karakter, skrev Mats:
- Jerome og Ibelin er udvidelser af mig; de repræsenterer forskellige sider af mig.
Gennem Ibelin og Jerome kom Mats til at spille en vigtig rolle i andre menneskers liv.
Mats spillede mange forskellige computerspil. Men i sidste ende drog han altid til Azaroth – et sted i spillet 'World of Warcraft'. Det er en mystisk fantasyverden med kontinenter og lande, hav og skove. Det er bjerge, søer og floder. Klipper, sletter, landsbyer og storbyer. Mats tilbragte mest tid i den del, der kaldes Eastern Kingdoms.
Som onlinespiller lærer du verden at kende bid for bid på samme måde, som du kender din fysiske verden. Der vil være steder, som du planlægger at rejse til, landskab og byer du behersker – nogle bedre end andre – områder du vogter dig for, bydele du befinder dig godt i. Din lokale pub, hvor du møder dine venner - nye som gamle.
Sådan er verden. Sådan er Azeroth.
Her fandt Mats sin flok. En stor kreds af gode venner.
Men den, som ikke rejser til Azeroth, ser ikke, hvor fint der er.
Det du ser, og det, du tror, du ser.
Næste gang Robert Steen, økonomiborgmester i Oslo, fortæller om sin søn, er det blevet november og fredag eftermiddag. På sit kontor på Oslo Rådhus fortæller Robert, hvad han så:
- Når jeg gik forbi Mats' kælderetage i dagtimerne, og gardinerne var trukket for … Den sorg husker jeg godt. 'Uff', tænkte jeg. 'Han er ikke kommet i gang med dagen endnu?'.
- Jeg var trist, fordi den verden, han befandt sig i, var så begrænset, fortæller Robert.
Men den som ikke gamer selv, ser ikke alt.
- Vi troede jo, at alt bare handlede om spillet inde i spilverden. Slut færdig. Vi troede, det var en konkurrence, som skulle vindes, siger Robert.
Og så var der det med døgnrytmen:
- Vi forstod ikke, hvor vigtigt det var for ham at være på nettet sent om aftenen og natten. Men det er jo ikke om morgenen eller midt på dagen, at folk spiller. Der er de fleste jo i skole eller på arbejde, siger Robert.
- Vi forstod det først efter, han var gået bort. Helt til det sidste ønskede vi, at han skulle sove klokken 23.00 som andre 'normale' folk.
Et tyveri i Goldshire
Lisette Roovers på 28 fra byen Breda i det sydlige Holland var en af Mats' tætte spilvenner. Hun var også en af dem, som deltog i begravelsen. Nu er hun i Norge for at besøge Kai Simon Fredriksen på 40, som også spillede sammen med Mats.
I Kai Simons sofa på Høybråten i det nordøstlige Oslo siger Lisette:
- Jeg kendte Mats i mange år. Det kom som et chok, da han døde, og det har formet mig.
Lisette var blot 15 år, da hun mødte den et år ældre Mats. Eller for at være præcis: det var Lisettes karakter Rumour, som mødte Mats' karakter Ibelin.
Lisette fortæller:
- Vi mødtes i Goldshire. I dag er Goldshire ikke et dejligt sted, men dengang var Goldshire en hyggelig landsby, hvor du kunne støde på nye, interessante karakterer. Jeg var på udkig efter nogen at lave rollespil med, og ved et bål sad der en håndfuld. Blandt andre ham jeg senere skulle lære at kende som Ibelin. Jeg - eller Rumour – var lidt impulsiv: Jeg hoppede frem fra en busk og snuppede Ibelins hat. Jeg stod stille i et øjeblik, mens vi så på hinanden. Så løb jeg afsted med hans hat uden at tænke på, hvor jeg løb hen, sige Lisette og smiler.
Det første møde skrev Mats også om i et blogindlæg, som han kaldte 'Love'.
- I denne anden verden kan pigen ikke se kørestolen eller det, som er anderledes. Det, hun ser, er min sjæl, mit hjerte og personlighed. Belejligt placeret i en smuk og stærk krop. I den virtuelle verden ser alle karakterer heldigvis godt ud, skrev han.
- Mats var en god ven – af og til meget nær, fortæller Lisette.
- Vi skrev om alt, men han delte aldrig med mig, at han var syg. Jeg troede, hans liv lignede mit. Vi var for eksempel begge enige om, at vi hadede skolen.
Men én ting var Marts og Lisette ikke enige om:
- Han skrev, at han hadede sne. Jeg skrev, at jeg elskede sne. Jeg forstod jo ikke, at han hadede sne, fordi han sad i kørestol. Jeg kendte jo ikke til den kørestol.
Ud i byen – eller ind i Elwynn Forest
Lisette kunne godt lide at være i spilverdenen og beskriver en typisk aften:
- Min søster gik i byen med sine venner. Jeg blev hjemme og gamede.
Men Lisettes gaming gjorde hendes forældre urolige.
- Det tog overhånd. Det gik ud over hendes lektier og venskaber, siger de.
- Vi var bekymrede.
Gamingen blev en kilde til konflikt, og forældrenes løsning var at begrænse Lisettes gaming.
- Det var hårdt for mig ikke at spille og være i kontakt med mine gaming-venner, fortæller Lisette.
Men Mats svigtede ikke deres venskab, selvom han ikke kunne mødes med hende i spillet. Han holdt kontakten med Lisette gennem mails og sms'er og viste hende, at hun ikke var alene, og at hun var savnet.
- Han skrev faktisk et alvorligt brev til mine forældre, hvor han prøvede at få dem til at forstå, hvor vigtigt det var for mig at spille, fortæller Lisette.
- Han skrev, at han var bekymret for mig.
- Det brev har jeg gemt, tilføjer hun.
Virkelige venner – og de som ikke er det
Mats' far fortæller, at de vidste, at Mats skrev med en som hed Lisette:
- Mats snakkede en del om de andre spillere – deres avatarer – men vi lagde ikke så meget i det. Han snakkede blandt andre ganske meget om hende Rumour, fortæller Robert.
- Hun, eller Lisette, sendte også gaver til ham. Blandt andet til hans fødselsdag. Det, syntes vi, var rørende, og vi drillede ham lidt med det. Så kan du ellers tro, at han rødmede, siger Robert.
- Så Lisette betragtede vi som en ven. På grund af gaverne. De var et håndgribeligt bevis på et ægte venskab, kan man sige.
Han tilføjer:
- De andre, han havde kontakt med, kaldte vi ikke for venner. Dem kaldte vi avatarer.
Robert stopper og siger:
- Vores syn på venskab var virkelig traditionelt. De, som kun var der digitalt, tænkte vi ikke på som venner.
At finde sit fællesskab
I 'World of Warcraft' kan man enten spille alene eller slå sig sammen med andre spillere og danne en flok. Mats var selv en del af en flok: Starlight.
Denne flok, eller guild, rummer omtrent 30 medlemmer.
- Ingen bliver tilfældigvis medlem af Starlight, fortæller Mats' far Robert.
- For at blive medlem skal du anbefales af en, som allerede er inde. Og så skal du herefter være på prøve i 1-2 måneder.
Starlight har eksisteret i mere end 12 år og er fortsat en aktiv guild. 12 år er lang tid for sådan en gruppe. Det er cirka halvdelen af Mats' liv.
Robert har forstået, at Starlight skiller sig ud i gaming-verdenen:
- Den guild er speciel, fordi den har eksisteret så længe. Det er nok en af årsagerne til, at venskaberne i Starlight stikker så dybt.
Kai Simon Fredriksen på 40, eller Nomine, som han hedder i spillet, er leder af Starlight.
Hvert år på årsdagen for Mats' død arrangerer Starlight altid en mindestund for Ibelin, hvor gruppens medlemmer mindes deres kammerat. Det gjorde de den første søndag, da Mats døde i 2014, og det har de gjort hvert år lige siden.
Før sidste forårs mindestund beskrev Kai Simon oplægget som følger:
- Vi vil mindes Lord Ibelin Redmoore, og vores fokus vil være løb og svømning.
- Ibelin var en runner, forklarer Kai Simon.
- Altså en som løb – bogstaveligt talt. Det var vigtigt for ham at kunne løbe, og det var vigtigt for ham at kunne dele oplevelsen af at løbe med andre.
Snakker Kai Simon om Mats nu eller om Mats' karakter? Måske er det ikke vigtigt. Måske var det sådan, det var: At mennesket og karakteren smeltede sammen.
Med kørestolen ind i Azeroth
I sommeren 2013 var Mats 24 år. Han havde allerede levet fire år længere, end lægerne havde forudsagt.
Familien Steen var på sommerferie på Mallorca, mens Mats sad i kælderlejligheden på Langhus.
Denne sommer startede Mats sin blog 'Musings of life' – tanker om livet. I et blogindlæg, som han kaldte 'My escape', skriver Mats om livet i Azeroth:
- Derinde spiller mit handicap ingen rolle. Mine lænker er brudt, og jeg kan selv vælge, hvem jeg gerne vil være. Derinde føler jeg mig normal.
- Mats delte sin blog med medlemmerne i sin guild – én efter én – og sådan fik de at vide, hvordan deres medspillers situation var.
Lisette fortæller om, da hun læste bloggen:
- Jeg blev slået helt omkuld. Og jeg fik dårlig samvittighed over, at jeg af og til havde drillet ham i spillet og ikke altid havde været lige betænksom.
- Så tænkte jeg: Skal jeg begynde at opføre mig anderledes fra nu af? Men jeg bestemte mig for at behandle ham som før. Det havde han selv skrevet på sin blog, at han ønskede, siger Lisette.
- Og han var jo den samme.
Et frit territorium
I Starlight er hun Chit; en hård karakter. I resten af sit liv er hun 65-årige Anne Hamill fra Salisbury i England, pensioneret psykolog og entusiastisk gamer.
Anne synes, det er fascinerende, hvordan fællesskabet i Starlight fungerer for dem, som falder udenfor i 'den virkelige verden'.
- I rollespillet møder vi hinanden uden fordomme. Derfor opleves Starlight som trygt for dem, som oplever sig selv som anderledes.
- Onlinespil er en fantastisk arena til at møde andre mennesker og danne venskaber, siger Anne.
- Det giver dig mulighed for at opdage andres kvaliteter, uden at stereotyperne fra den fysiske verden står i vejen.
- Først når vi kender hinanden godt, deler vi ting som alder, køn, hudfarve og eventuelle handicap – hvis det føles rigtigt, siger Anne og tilføjer:
- Jeg tror, at Mats var heldig at tilhøre vores tid sådan rent teknologisk. Havde han været født 15 år tidligere, ville han ikke have fundet et fællesskab som Starlight.
En dyster forudsigelse
Omtrent et halvt år, før han døde, var Mats væk fra 'World of Warcraft' i 10 dage. Hans medspillere undrede sig over, hvor han var blevet af.
- 10 dage er en meget lang periode at være logget af. For Mats var der jo altid, når man ville spiller eller manglede nogen at chatte med, siger Anne.
Da han var tilbage i spillet, fik de at vide, at han havde været indlagt på sygehuset. Anne siger, at hun til sidst bestemte sig for at sige det, som hun gik og tænkte på:
- Jeg skrev til ham: 'Kære Mats. Du må sørge for, at der er nogen, der kan komme i kontakt med os, hvis der en dag sker noget med dig. Så vi får noget at vide, selvom du ikke kan give os besked', fortæller Anne.
Det, hun bad om, var i virkeligheden, at han skulle give sit kodeord til nogen eller i hvert fald lægge en plan for, hvordan Starlight skulle få besked, hvis der skete ham noget alvorligt.
Hun skrev:
- 'Du er vigtig for os'.
Mats svarede:
- 'Det siger du bare, fordi du har fået at vide, at jeg sidder i kørestol'.
- Jeg svarede: 'Nej, Mats. Du er vigtig for gruppen. Du er fantastisk til at lytte. Du er med til at løfte os og Starlight'.
Mats ventede lidt med at svare.
- Men jeg tror nok, at han forstod, hvad jeg mente, siger Anne.
På det tidspunkt var der blot et halvt år tilbage af hans liv.
Den 18. november 2014 dør Mats.
Han var blevet hasteindlagt på sygehuset, og familien frygtede det værste. Men lægerne mente, de havde afværget faren og havde sagt, at han snart kunne tage hjem.
- Vi blev hasteindkaldt til Ahus. Han lå på fjerde etage længst nede af gangen. Sekunderne var dyrebare. Gangen var så lang.
De nåede det ikke. Robert fortæller, de kom for sent.
Billedet, Robert tog af sin søn på dødslejet, viser en bleg, ung mand med mørkt, bølget hår. Han har fine øjne, en nobel næse, og en mund præget af iltmasken, han havde haft på længe. Det ligner, han sover.
For mange år siden tegnede Lisette denne tegning:
Ibelin holder rundt om Rumour. Et stykke stof skjuler næse og mund.
- Det kom med posten, fortæller Robert.
- Nu hænger det på væggen derhjemme.
En pludselig frigørende tanke
Dagen efter Mats var død, sad Robert i huset på Langhus midt i det, han kalder et minikaos.
- Det var sådan, som det er i et hjem, hvor nogen et gået bort for nylig: Det ringer på døren, der kommer blomster, naboer kommer på besøg. Vi græd.
Oven i alt det tænkte Robert også på, hvem der skulle have besked om det, der var sket med Mats. Han tænkte på dem, Mats havde spillet med, og hvordan i alverden han skulle kunne få fat i dem.
- Før Mats døde, tænkte jeg aldrig på at få hans kodeord.
Men nu havde han brug for det.
- Det var på det tidspunkt, jeg kom ind på bloggen, fortæller Robert.
Mats havde nemlig givet sin far kodeordet til sin blog, så Robert kunne tjekke besøgsstatistikkerne og holde styr på, hvor mange der havde været inde at læse.
Anne Hamil, også kendt som Chit, har et klart råd til alle forældre:
- Du ved ikke, hvem der spiller en rolle i dit barns liv, hvis du ikke kender deres digitale venner. Sørg for at lave en aftale med dit barn om, hvordan du kan finde frem til de venner, de har på nettet i tilfælde af, at der skulle ske noget. Ellers kan der være rigtig mange, som går rundt i det uvisse, hvis der sker noget, og deres ven bare forbliver logget ud.
Ved rejsens ende
Det er blevet fredag aften på Oslo Rådhus. Politikerne og de andre har sagt god aften, god weekend og er gået hjem. Byens lys skinner som stjerner på en nattesort himmel udenfor økonomiborgmester Robert Steens kontorvinduer.
Robert skrev blogindlægget om Mats' død hjemme i sofaen, dagen efter Mats var gået bort.
Dette sidste indlæg på Mats' blog bærer titlen: 'The journey has come to an end'. Teksten handler om Mats' liv, og Robert afslutter således: 'Familien kan kontaktes på denne mail-adresse'.
- Jeg sad der i sofaen og skrev og græd. Så trykkede jeg send. Jeg vidste ikke, om der ville komme nogle svar.
Robert trækker vejret og fortsætter:
- Så går der et par timer, og så kommer den første mail – en inderlig kondolence fra en af spillerne i Starlight. Jeg læste mailen højt. Den gjorde stort indtryk på mig.
Fra kondolence-mailene:
- It is with heavy heart I write this post for a man I never met, but knew so well.
Robert fortsætter:
- At vi havde fundet en kanal til Mats' venner, og at de svarede på den måde. Det var …
- He transcended his physical boundaries and enriched the lives of people all over the world.
Robert uddyber:
- Jeg ville først og fremmest sige, at Mats var gået bort. Og så begyndte de her historier at strømme ind.
- Mats' passing has hit me very hard. I can't put into words how much I'll miss him.
Roberts stemme er trykket.
- Der begyndte at danne sig et helt samfund. En lille flok, som kom fra en dimension, vi ikke havde haft nogen anelse om. Der kom flere og flere mails i dagene efter, som vidnede om, hvilken betydning, Mats havde haft.
- I don't believe that one single person is the heart of Starlight. But if one was, it would have been him.
Robert fortæller, at en ny fysisk virkelighed blev en del af den digitale.
Hvordan måler man et venskab?
Da Mats' gruppe, Starlight, fik at vide, at han var død, samlede medlemmerne penge ind i en fælles pulje, så de, der ikke havde råd, kunne rejse til Oslo og deltage i begravelsen.
Robert fortæller, at familien fik at vide, at der blev samlet penge ind i sønnens guild.
- Det var så stærkt. Vi græd og græd af intens, følelsesmæssig glæde over at se, hvilket liv Mats faktisk havde levet. Med ægte venner, kærester og folk som holdt så meget af ham, at de ville flyve fra et andet land til begravelsen af en, de aldrig havde mødt. Det var stærkt, siger Robert.
Til begravelsen kom Lisette fra Holland, Anne fra England, Janina fra Finland, Rikke fra Danmark og Kai Simon fra Høybråten.
Aftenen forinden spiste Robert middag med gamerne og fik mere at vide om, hvem Mats havde været i det digitale samfund.
I dagene efter han døde og til denne middag aftenen før begravelsen, åbnede der sig et nyt rum for mig, siger Robert.
Anne fortæller, at spilvennerne fik at vide, at der ville blive vist en lille film med Mats under begravelsen.
- Vi diskuterede, om det ville være rigtigt af os at se den film, eftersom Mats altid havde holdt sin fysiske skikkelse skjult for os. Men vi tog med, og vi så ham, som han var i virkeligheden. Det gjorde ingen forskel for os, men det gjorde indtryk.
Begravelsen startede klokken 14.30 den 28. november 2014 i Vestre Gravlunds Nye kapel. I talen på vegne af medlemmerne i Starlight sagde Kai Simon Fredriksen, også kendt som guildleder Nomine, følgende:
- Mens vi er samlet her i dag, tændes der lys for Mats i et klasseværelse i Holland. I et callcenter i Irland brænder der et lys, på et bibliotek i Sverige er der tændt et lys, han mindes i en lille frisørsalon i Finland, på et kommunalt kontor i Danmark, mange steder i England. Over hele Europa bliver Mats mindet af mange flere end blot dem, som havde mulighed for at komme her i dag.
[…]
- Jeg mødte Mats i en verden, hvor det ikke spiller nogen rolle, hvem du er, hvilken krop du har, eller hvordan du ser ud i virkeligheden bag tastaturet. Det, som betyder noget, er, hvem du vælger at være, hvordan du opfører dig overfor andre. Det, som betyder noget, er det som findes her – han lægger sin hånd mod tindingen – og her: - han lægger hånden på hjertet.
Da kisten skulle bæres ud af kapellet, var Lisette en af de seks, som var med til at bære den. Det var første gang, hun fysisk var i nærheden af ham.
- Jeg prøvede at lade være med at tænke over, hvor let kisten var. Jeg havde kun set Mats i skikkelse af Ibelin Redmoore. En stor og stærk karakter. I kisten lå en person, som næsten ikke vejede noget.
- Mats' eftermæle vil være det aftryk, han efterlod i alle os, som kendte ham. Han berørte så mange, siger Lisette.
At være – nogen
Hvad vil det sige at være et menneske i denne verden – og hvordan bliver du dette menneske?
På sin blog skrev Mats om den skærm, han sad foran i over halvdelen af den tid, han fik her på jorden:
- It's not a screen, it's a gateway to wherever your heart desires.
Denne artikel er oprindeligt udgivet på nrk.no. Den er siden blevet oversat og udgivet på dr.dk i et samarbejde med Nordvision.