Verden er i disse dage på den anden ende.
Stribevis af arrangementer aflyses, og folk holder sig indendørs og arbejder hjemmefra. Det påvirker os alle sammen, og det kan mærkes på vores online aktiviteter.
Der er flere tegn på, at vi bruger mere af vores tid online. For nylig meddelte gaming-platformen Steam, at de i kølvandet på coronavirusset oplevede det højeste antal samtidige online-brugere nogensinde.
Derudover ser vi mange aktiviteter blive rykket over i den virtuelle verden.
For eksempel har musikgruppen Code Orange livestreamet en ellers aflyst koncert på online-platformen Twitch, og Microsoft og Ubisoft vil holde online præsentationer af nye produkter, da årets E3-messe er aflyst på grund af den globale pandemi.
Danske Twitch-streamere kan også mærke forandringer
På Twitch kan danske live-streamere godt mærke effekten af corona. En af dem er Simon Talbot. De fleste af os kender ham mest fra stand-up, men han har inden for det seneste år også kastet sig over gaming gennem YouTube- og Twitch-kanalen 'SimonTalbotComedy'.
- Jeg har lagt mærke til, at der er flere, som ser med, når jeg streamer, også på nogle lidt sære tidspunkter. Når jeg kigger på Twitch for eksempel en tirsdag eftermiddag i disse dage, så er der langt flere seere, men også langt flere streamere, som er live, fortæller Simon Talbot.
To andre danske Twitch-streamere, Mette 'Huckle_TV' Østergaard og Simon 'SimonNotlev' Notlev, har også lagt mærke til, at seertallene i øjeblikket ser lidt anderledes ud en normalt.
- Jeg har oplevet en lille stigning i antallet af seere. Især i en yngre aldersgruppe end mit normale publikum, siger Mette og hentyder til, at skolerne i øjeblikket er lukket i Danmark, og mange unge derfor har mere fritid.
Også Simon Notlev har oplevet flere seere på sin kanal.
- Der er kommet en del nye navne i chatten på det seneste. Jeg håber ikke, det er på grund af corona, siger han.
Corona er et stort emne i chatten
Når så mange menneskers hverdag bliver ændret af den samme ting, så er det helt naturligt, at vi gerne vil tale om det med hinanden.
Sådan er det også på Twitch, og her er corona det helt store samtaleemne, hvilket alle tre streamere kan nikke genkendende til.
- Jeg fornemmer en forøgelse i, hvor gerne folk vil komme ind og snakke med, når det handler om corona og andre ting helt generelt. Jeg tror, at folk gerne vil snakke med andre om deres oplevelse af situationen, men samtidig vil de også gerne afledes, siger Mette Østergaard.
Simon Talbot oplever også noget lignende.
- Folk vil gerne høre, om jeg har skrevet nogle corona-jokes, så det er en meget sjov måde at jamme med sit publikum på. Det er selvfølgelig noget andet end stand-up, fordi reaktionen på Twitch er begrænset til en emote, men det er stadig sjovt, fortæller han og fortsætter:
- Jeg har haft flere seere, som har været i karantæne på grund af corona, og det er da en alvorlig ting, men der er samtidig en stemning, som bærer præg af, at folk har brug for at få det lidt på afstand.
Simon Notlev er enig.
- Jeg prøver altid at holde den gode og glade stemning kørende, selvom vi også skal anerkende, hvad der foregår ude i verdenen. Men jeg holder motivationen kørende og prøver at få det bedste ud af hver enkelt stream, siger han.
Communitiet står sammen
Selvom verden lige nu befinder sig i en usikker og alvorlig situation, så er der også mange eksempler på, at folk står sammen lige nu.
Fællesskabet træder i kraft, og for de tre Twitch-streamere handler det både om at tage imod og give noget tilbage.
- Der er kommet den her community-følelse, hvor alle støtter hinanden og siger: "Nu er vi hjemme. Lad os få det bedste ud af det", og der er Twitch et godt sted at hygge sammen, når man nu ikke kan mødes fysisk, siger Simon Talbot.
- Lige nu står vi sammen om noget, der er større end os selv som individer, og det føler jeg, at man kan mærke i chatten.
Også Mette Østergaard synes, at det er vigtigt ikke at stå alene med sine tanker og oplevelse af situationen.
- Jeg kan fornemme en del usikkerhed, især fra den yngre aldersgruppe, og der forsøger jeg at berolige men samtidig at understrege alvoren. Det er klart et emne, der fylder rigtig meget. Jeg har også været uheldig at ramme tidspunkter, hvor der har været pressemøde, imens jeg streamede. Men så har vi set det sammen og snakket om det efterfølgende, fortæller hun.
Simon Notlev kan også godt genkende tendensen til, at corona bliver omtalt mere, når myndighederne har talt til befolkningen.
- Når der har været nyheder, vil en del snakke om det. Men personligt holder jeg det lidt i ro på min kanal. Jeg kan ikke sige noget, som andre ikke allerede har sagt. Det bedste, jeg kan gøre, er at sige, at folk skal huske at vaske hænder, bruge sprit, når de har været ude, blive inden døre og passe på hinanden, fortæller han.
Simon Talbot er meget påvirket af corona i forhold til sit arbejde, men han finder en trøst og støtte igennem den feedback og energi, han oplever på sin Twitch-kanal.
- Jeg arbejder til dagligt med standup, hvor folk møder op et sted fysisk og ser mit arbejde. Lige nu er alt det sat på pause, og jeg ved ikke, hvornår jeg kommer ud at optræde igen. Derfor giver det mig enormt meget, at folk kommer ind på min kanal og tager del i et fællesskab, lyder det fra komikeren.
- Det er virkelig med til at holde mig kørende.